Kulturkupeen

Mon Roi

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

MON ROI – fortabelse i forgabelse.

 Anmeldelse af Tom Harpøth.

Maïwenn har skabt en stærk film sammen med manuskriptforfatteren Etienne Comar om et vildt parforhold med store op- og nedture. Vi oplever forholdet mellem Tony (Emmanuelle Bercot) og Georgio (Vincent Cassel) via flashbacks, og der viser sig flere spor til en indsigt i de to personers udvikling og indbyrdes forhold.

MON_ROI_10-2

Foto: ©41shadows

Tony kommer i løbet af de små ti år, vi følger parret, ud for en skiulykke, hvor hun ødelægger sit knæ. Og den lange helingsproces, hvor hun kæmper med sin egen fysik, kaster lys over den lange psykiske proces i hendes forhold til charmøren Georgio. Hovedsynsvinklen er lagt hos Tony, som vi oplever sammen med en gruppe unge mænd, som alle er på fysisk genoptræning. Deres spontane livsglæde og tossede påfund kombineret med en hjælpsomhed og ansvarlighed over for Tony, giver en umiddelbar modsætning til det mere problemfyldte forhold til Georgio.

MON_ROI_1 4

Foto: ©41shadows

Georgio er mere egocentreret end Tony. Han kommer, han forsvinder, han forfører, han svigter, han kommer tilbage. Han vil gerne have et barn med Tony. Han vil gerne være god over for sin exhustru. Han vil det hele. Og hvem kan det?

MON_ROI_28-

Foto: ©41shadows

Maïwenn har fået sine skuespillere til at præstere det ypperste. Man bliver revet med af deres håb og af deres tab, af deres positive lidenskab og af deres destruktive selvoptagethed, af deres smittende humør og boblende glæde og af deres mangel på omsorg for hinanden. Skulle de overhovedet have været sammen? Skulle de ikke bare have gået forbi hinanden? Men sådant et rationale gælder jo ikke i det virkelige liv. Og vi tror på personerne, vi holder med dem hele vejen. Maïwenn forfører os alle til et spændende liv fyldt med ’sorrig og glæde’.

Se filmen og bliv glad i låget og rasende det næste øjeblik. Tag livet let,-,og tilværelsen alvorligt.

Instruktion: Maïwenn




Trailer: ©41shadows

Premiere: 12. maj 2016

Varighed: 124 min.

Censur: frarådes under 7 år