∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Penthesilea – af Heinrich von Kleist på Det Kongelige Teater.
Tysk klassiker spillet i træningstøj på en scene, som var en punkkoncert værdig.
Heinrich von Kleist (1777-1811) står ligeså centralt i tysk, romantisk litteratur som Oehlenschlæger og Ewald gør det i dansk litteratur. Men dertil skal lægges, at vi har en ganske anden teater– og skoletradition i Danmark. Vi har i årtier ikke lært skolebørn at forstå den græske mytologi eller at læse klassiske tekster. Derfor er det både godt og voveligt, når Det Kongelige Teater spiller von Kleist for fuld udblæsning i Adidas og Reebok tøj. For så er man vel moderne. Men det bliver ordene jo ikke nemmere af. Og hvordan er det nu med den trojanske krig? De forskellige konger og dronninger spundet ind i diverse sagn og myter?
Penthesilea af von Kleist. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
Moderne er det hele på Mellemgulvet, som den mindre scene kaldes efter Det røde Rum. Men gamle tricks fra Røde Rums æra bruges stadig, når et gulvtæppe af plastic rulles ud på spillepladsen, og der fløjtes til fri leg med rød maling og masser af jord.
Sådan er det altså i denne forestilling med den svære titel:”Penthesilia”. Moderne ser hele herligheden ud, og budskabet passer til tidens feministiske tendenser: Vi er tilbage i den græske mytologi, hvor Grækerne (mænd) kæmper i den trojanske krig, men pludselig dukker nye fjender op, Amazone-kvinderne, der ikke vil underkaste sig.
Penthesilea af von Kleist. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
Men kærlighed skaber kludder i systemet. For dronning Penthesilea forelsker sig i Achilleus. Hun vil have ham. Først er han ikke interesseret, men så går magtkampen i gang. Hvem vil være slave af hvem? Det ender hos Kleist, i den romantiske tekst fra 1807, med et blodigt mord på Achilleus, der faktisk var parat til at underkaste sig den kvinde, han elskede. I den græske mytologi er det lige omvendt: Achilleus dræber Penthesilia!
Udenom denne ulykkelige kærlighedshistorie bevæger en masse mere eller mindre kendte figurer sig: Odysseus, Diomede, etc.
Desværre bliver forestillingen slet ikke vedkommende, selv om scenografen Jonas Fly har gjort sit til, at det ligner noget midt imellem en punkkoncert og en væltet børnehave.
Penthesilea af von Kleist. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
Men Nationalscenens nye husinstruktør, norske Sigrid Strøm Reibo, synes ikke at have nået at få de mange, yngre skuespillere til at agere som et sammentømret ensemble – eller for at blive i fiktionen: som et par veltrænede hære op imod hinanden. Det hele virker noget påtaget.
Teksten, i afdøde Inger Christensens oversættelse, er bearbejdet af instruktøren og dramaturgen Benedikte Hammershøy Nielsen. Den synes at ligge svært for de fleste skuespillere. Bare ikke hos Morten Burian. Han spiller med lavmælt røst og stilfærdig magtudfoldelse. Burians Achilleus står helt alene formidlet med den (rette) teknik.
Johanne Louise Schmidt i titelrollen giver den fuld gas i den klassiske græske stil, til sidst med blodet løbende ned ad arme og krop, mens en hånd forgæves forsøger at fjerne blodet fra ansigtet. Det virker, som om hun lige kunne tage en omgang Medea med og myrde et par småbørn. Men det er for meget, det er overkill! Selv om Johanne Louise Schmidt magter at klare teksten, bliver det alligevel mere grotesk end interessant. Der skal helst være et lille bankende (feministisk) hjerte bag. En stærkere (og ældre?) instruktør havde kunnet rette den dygtige skuespiller ind og undgået denne groteske udfoldelse. eller også er det noget med stemmen! Den må aldrig blive patetisk.
Penthesilea af von Kleist. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
For en gangs skyld har en lille scene på Det Kongelige Teater fået program med forklarende tekst om stykket, skrevet af dramaturgen. Tak for det. Uden introdukton ville man være på herrens (øh, undskyld amazonernes) mark.
Forestillingen er godt forsøgt, og Teatret får vel et kryds i tidsskriftet Theater Heutes bog. Men von Keist har aldrig haft en rigtig heldig stjerne på danske scener. Hvorfor ikke søge mod vore egne klassikere, hvis det alligevel skal være svært. Og her medregner jeg ikke forrige sæsons forsøg med Oehlenschlægers ”Aladdin”, hvor teatret ikke troede på teksten og derfor moderniserede alt for meget. En tekst er som et partitur. Det skal respekteres og forstås før det kan fortolkes.
Dramatiker: Heinrich von Kleist
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Koreografi: Oleg Glushkov
Komponist: Emil Assing Høyer
Oversættelse: Inger Christensen
Medvirkende:
Johanne Louise, Sicilia Gadborg Høegh, Özlem Saglanmak, Fanny Louise Bernth, Tina Gylling Mortensen, Morten Burian, Patrick Baurichter, Kasper Leisner, Laus Høybye, Mathias Skov Rahbæk, Emil Assing Høyer (musiker)
www.kglteater.dk