∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mozarts Idomeneo på Operaen.
Mozart i militæruniformer og med den internationale flygtningesituation in mente serveres en effektiv historiefortælling.
Med endnu en operapremiere og flere i vente her i foråret, har Operaafdelingen på Det Kongelige Teater under John Fulljames’ ledelse i denne sæson klart vundet over de andre afdelinger. Det er faktisk imponerende, hvilke premierer og repremierer, der allerede har været, og med ”Idomeneo” fortsætter det høje aktivitetsniveau. Selvfølgelig er flere af produktionerne skabt i samarbejde med andre operahuse, eller måske ligefrem indkøbt som en færdig pakke, og en enkel eller to har været koncertversioner, men jeg er stadig imponeret. Når det er sagt – må jeg i forbindelse med den nye opsætning af Mozarts ungdomsværk lige komme med et par sidekommentarer. For alle råber tilsyneladende på fornyelsen, fornyelsen. Og her i 2020 kræver teatrene, at vore klassikere partout får et twist for at gøre sig egnede til et moderne publikum. Men med operagenren gælder nogle helt specifikke regler: på den ene side fordres fornyelsen og anderledeshed – på den anden side er musikken og sangerne låst fast i traditionen.
Idomeneo. Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Miklos Szabo.
Netop denne spændetrøje synes næsten for tydelig i Det Kongelige Teaters nye opsætning af ”Idomeneo”. Et interessant og storslået værk, der både peger bagud til barok-operaens form og materiale – den græske sagnverden – og på den anden side allerede er bevis på unge 25 årige Mozarts vidunderlige evne til at skabe de skønneste toner.
Men oveni kommer de moderne krav til instruktøren. Her har Det Kongelige Teater fornuftigt nok allieret sig med flere andre operahuse i Madrid, i Rom og i Canada. Mindre heldigt er det, at bestillingen til den garvede canadiske operainstruktør Robert Carsen vel blev givet for mindst 3 år siden, på et tidspunkt, hvor hele den vestlige verden endnu var præget af nogle meget konkrete billeder af flygtningestrømme til ikke mindst den græske ø Lesbos og den italienske ø Lampedusa. Det var billeder af tavse menneskemasser, med primært unge alvorlige mænd, som søgte et liv i Europa – og de mærkelige efterladenskaber, røde redningsveste, henkastet på strandene. Vestene blev et symbol, som den kinesiske billedkunstner Ai Wei Wei anvendte i bl.a. den meget omtalte installation på Charlottenborgs husmur i København og andre steder.
Idomeneo. Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Miklos Szabo.
Derfor kan det virke en smule ”slidt”, når Carsens iscenesættelse er bygget op over de billeder, men forklaringen er vel, at denne version allerede har været spillet i både Madrid og Rom og nok var aktuel på det tidspunkt. At der på ny er ved at ske uro på grænsen til Grækenland fra Tyrkiet er en anden og ganske ulykkelig historie.
Hvor ”Idomeneo” handler om afslutningen på den trojanske krig, for mere end 3000 år siden, og ankomsten til øen Kreta, har instruktøren Carsen med et snuptag flyttet handlingen op til nutiden og gjort Mozarts opera til en replik i den øjeblikkelige fælleseuropæiske – ( og mere end det) politiske diskussion.
Visuelt fungerer det flot med det store kor i moderne soldateruniformer og et halvhundrede statister, som både flygtninge og soldater samt i baggrunden et brusende hav og en moderne, nedskudt by gengivet i store bagprojektioner. Men tænker man nærmere over det hele, er der lidt for mange ender, som ikke helt mødes i Carsens opdatering.
Idomeneo. Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Miklos Szabo.
Til gengæld er iscenesættelsen, som min sidemand rigtigt sagde, effektivt. Handlingen kommer til at stå lysende klar og fører sangere og publikum igennem historien, som har flere parallelle spor: En kærlighedshistorie, hvor den flygtende kongedatter Elektra elsker den unge mand Idamante, som desværre elsker den nyankomne flygtning Ilia, der gengælder kærligheden. Og oveni er der Idomeneo, der vender hjem fra krigen efter 10 år og ikke genkendes af sin søn Idamante. På vej over havet, hjem fra krigen, har Idomeneo, for at redde sit eget liv på det oprørte hav , lovet havguden at ofre det første menneske, han møder på sin vej. Se, så er vi langt væk fra den komplicerede moderne krigshistorie, men nede i antikkens gudeverden kunne meget, også overnaturligt, ske. Idomeneo får ikke ved egen hjælp fikset aftalen, Idamante slår off stage uhyret ihjel og sejrstolt kommer han ind på scenen til lyse toner – præcis som i enhver barokopera, hvor stemningen kan vende på et splitsekund. Havguden kræver ikke mere, og til slut er alt godt, en lykkelig apoteose. Det eneste minus er, at Elektra har taget sit eget liv i sorg over den ulykkelige kærlighed.
Idomeneo. Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Miklos Szabo.
Her ved københavnerpremieren på ”Idomeneo” er det Carsens assistent, Maria Lamont, der har stået for iscenesættelsen. Sine Bundgaard blev aftenens store glæde og som Elektra får hun lov at folde sin stemme helt ud. Hvilken kraft hun har. Også tenoren Niels Jørgen Riis som titelperson kunne indimellem honorere både det musikalske og psykologiske, mens det unge elskerpar, sunget fint og meget afdæmpet af Gert Henning-Jensen og følsomt af Margaux de Valensart, måske var mere tilbage i barokoperaens strenge formsprog end midt i en moderne krigstilstand.
Hvad har instruktøren og assistenten ønsket af de mange danske sangere? Jeg ved det ikke. I hvert fald var det godt at høre så mange af vore hjemlige sangere, selv om akustikken ikke viste sig fra den venligste side med det store lærred spændt op ved bagscenen, så havet kunne bruse, når der var behov for det. Ganske raffineret og til tider meget underspillet, hvor man blot anede en strandkant, for så pludselig at afsløre uvejr og brusende bølger. Den britiske videokunstner Will Duke, som i disse år arbejder meget med teater, har tilsyneladende været under stilfærdig inspiration af den amerikanske videokusnstner Bill Viola, der kan noget med vand, syndflod og menneskelig undergang. Will Duke har i øvrigt tidligere arbejdet med operachef John Fulljames, bl.a. med ”Nixon in China” i sidste sæson.
Idomeneo. Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Miklos Szabo.
På dirigentpodiet stod Julia Jones, der er en Mozart-kender og førte kapellet sikkert igennem. Det Kongelige Teaters kor er altid fremragende, bare de synger og ikke improvisere dans og drikkegilde. Men en fiks ide, som for musikelskere kunne virke stødende, var, da 100 dåseøl blev knappet op næsten på to taktslag. Ville Mozart have moret sig? Måske?
Foråret byder på flere græske myter i operaens tjeneste – og forhåbentlig også forestillinger, hvor det hele er skabt fra grunden – og ikke importeret.
Instruktør: Robert Carsen
Instruktør ved genopsætning : Maria Lamont
Dirigent: Julia Jones
Dirigent: Thomas Blunt
Scenografi- og kostumekoncept: Luis Carvalho
Koreograf: Marco Berriel
Lysdesign: Peter Praet
Videodesign: Will Duke
v
Medvirkende
Niels Jørgen Riis /Idomeneo
Gert Henning-Jensen //Idamante
Sine Bundgaard /Elektra
Margaux de Valensart /Ilia
Michael Kristensen /Arbace
Torleif Steinstø /Ypperstepræst
Morten Staugaard / Stemme
Mette Grosbøl/ Første kvinde
Cille Ebling /Første kvinde
Tine Bye Sandorff /Anden kvinde
Lucie Szabova /Anden kvinde
Carl Rahmqvist /Første mand
Lukas Noerbel /Første mand
Simon Schelling /Anden mand
Lasse Christian Bach / Anden mand
Julia Jones /Dirigent
Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor
www.kglteater.dk