Kulturkupeen

Jagten på det gode menneske – om Karin Michaëlis  – på Baggaardteatret.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Jagten på det gode menneske – om Karin Michaëlis  – på Baggaardteatret.

Poetisk, biografisk portræt af forfatteren Karin Michaëlis.

For tiden genopdages en række kunstnere, ikke mindst kvindelige, der stille og roligt var gået i glemmebogen. En af dem er forfatteren Karin Michaëlis (1872-1950). I mellemkrigstiden var hun berømt, måske næsten berygtet i Danmark for sin frigjorthed, men efter krigen, hvor hun trods alt modtog hæder for sit uselviske arbejde for mennesker på flugt fra tyskerne, blev hun glemt og døde i 1950.

I mange år boede hun på Thurø og stiftede der bekendtskab med bl.a. Bertolt Brecht, der som kommunist måtte flygte ud af Tyskland i slutningen af 1930erne.  Derfor har det aktive og interessante egnsteater i Svendborg, Baggaardteatret, ønsket at portrættere Karin Michaëlis.  Den unge dramatiker Julie Maj Jacobsen, der allerede har fået anerkendelse for flere stykker, er på opfordring gået til opgaven med krum hals.

JAGTEN PÅ DET GODE MENNESKE. BAGGAARDTEATRET. 2020. Pressefoto.

Baggaardteatret har i samme åndedræt fornuftigt nok tænkt, at skulle der fornyet interesse omkring Karin Michaëlis og hendes forfatterskab, måtte der også komme en bog om hende. Derfor udkommer en meget flot, farverig publikation d.6. marts, som bærer titlen på stykket: ”Jagten på det gode menneske”. Hele teksten er da også trykt, men (heldigvis) også suppleret med en række informative artikler, der kan fortælle om den lille Karin, der voksede op i Randers, ønskede at blive pianist, men begyndte at skrive i stedet og giftede sig med den allerede anerkendte forfatter Sophus Michaëlis  for at blive en del af det intellektuelle København i årene før Første Verdenskrig.  Siden rejste hun meget, blev skilt og gift igen og drog til USA. Sendte mange artikler og kronikker til Politiken, skrev romaner og sandelig også ungpigebøger, Bibibøgerne.

Som sagt kendte hun Brecht og besøgte ham i hans amerikanske exil.  Alt det er godt at vide – FORUD for et opleve forestillingen: ”Jagten på det gode menneske”. For dramatikeren har skabt en elegant lille poetisk collage-tekst lagt ud for fire skuespillere. I Anders Budde Christensens instruktion (samtidig med at han også spiller alle mændene i Karins liv) er handlingen løftet op over tid og sted (i modsætning til regibemærkningerne i den dramatiske tekst). I midten står dog den lettere overstadige Karin spillet med overskud, men også lidt kælent, af Maike Bahnsen, mens Josephine Nørring, tilsyneladende iført samme kostume hele tiden, må klare alle kvinderne, fra skuespiller og teaterdirektør Betty Nansen til flere unge piger, som vil være forfatter.

Jagten på det Gode Menneske – Baggaardteatret. 2020. Pressefoto.

Det fikse, men også en smule subtile greb er den fjerde person. For det er hovedfiguren i Brechts stykke: ”Det gode menneske fra Sezuan”. Ifølge Baggaardteatrets stykke skulle netop Karin Michaëlis med sin venlighed og trang til at gøre alle glade, være inspirationen til hovedpersonen, den prostituerede Shen Te, der udvælges af Guderne!  I hvert fald bliver det en positiv antagonist, som, med sangeren Katinkas egen musik og sang, kan perspektivere den fremadskridende handling, der viser sig at være kronologisk.

Scenografien ved Rikke Juellund følger det poetiske spor og fremstår som et smukt varieret, abstrakt væksthus, der i forskellige belysninger viser planter og natur i bevægelse. En fin idé, som fungerer, men ikke umiddelbart har noget med historien at gøre.

Jagten på det Gode Menneske – Baggaardteatret

Kender man ikke Brechts stykke og hans komplicerede sind, og har man heller ikke har gjort sig bekendt med Karin Michaelis’ liv, (programmet er dog meget fint!)  kan forestillingen nok virke en smule kompliceret, måske ligefrem unødvendig.

Den dramatiske tekst minder på mange måder om det utal af dramatiske forfatterportrætter, som er blevet spillet på alverdens teaterscener i de seneste årtier, men ingen har efter min mening overgået P.O. Enquists to værker henholdsvis ”Tribadernes Nat”  om August Strindberg  og ”Fra Regnormenes Liv” om H.C. Andersen.  Her opstod en symbiose imellem de historiske personer, deres litterære værker, tidsånden før og nu samt en dramatisk og poetisk nerve i hver en  replik. De tekster er mageløse. Det er som om, dramatikeren Julie Maj Jacobsen søger at gøre kunsten efter, men mangler en dybe litterære fornemmelse af Karin Michaëlis’ forfatterskab. Som tilskuer bliver man i hvert fald ikke klogere på hendes litterære evner.

Men som arkæologisk arbejde, med både bog og forestilling og reference til det forholdsvis nye Karin Michaëlis-selskab er hele projektet beundringsværdigt og al ære værd.

Opfordring til litterært orienterede, feminister og andet godtfolk:   følg med!  Og så er der vel ikke andet at gøre end at læse Michaëlis. Hun udgav vist 79 titler og skrev 130 kronikker (eller artikler?) i Politiken, og så var hun forholdsvis frigjort. Derved passer hun måske perfekt til vor tid, hvor grænser imellem køn er ved at blive nedbrudt, og kvinderne kæmper for at indtage deres pladser på lige fod med mændene i det litterære, historiske parnas.

Bogen af sammen navn: ”Jagten på det gode menneske” – udkommer d.6.3. på Politikens Forlag. Anmeldelse følger.

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Komponist og tekstforfatter: Katinka Bjerregaard / Komponist og musikproducer: Simon Ask Ladekarl

Instruktør: Anders Budde Christensen

Skuespillere: Meike Bahnsen, Josephine Nørring, Katinka Bjerregaard og Anders Budde Christensen

Scenograf: Rikke Juellund

 

Jagten på det gode menneske

I Svendborg:
Spilleperiode: 21. – 28. februar 2020 og 16. – 21. marts 2020. Samt 23. – 24. oktober 2020.
Tid: kl. 19.30, lør. kl. 16.
Varighed: Ca. 2 timer inklusiv pause

“Jagten på det gode menneske” spiller på Aveny-T i København fra 3. – 7. marts, på Randers Egnsteater fra 9. – 10. marts og på Mungo Park Kolding 11. – 13. marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *