∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
5 stjerner til skuespillerne, 3 stjerner til en uopfindsom scenografi og iscenesættelse.
”Tour de chambre”: velspillet ungdomsteater efter roman af forfatteren Tine Høeg, men fejlplaceret på Nationalscenen.
Nu om stunder skal Det Kongelige Teater det hele: Opera, orkester, ballet, skuespil, snakkearrangementer og sandelig også ungdoms- og børneteater. Spørgsmålet er, om det er en god idé med dette stormagasin i teatertilbud. Måske har nogen ment, at børn og unge har godt af at stifte bekendtskab med nationalscenen på et tidligt tidspunkt og på egne præmisser. Måske skyldes det blot en politisk aftale om at skaffe flest mulige publikummer ind i de tre teaterhuse! Og unge mennesker kommer jo klassevis.
Tour de chambre. Det Kongelige Teater. 2021. Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth og Anne Bruus Christensen. Tegning af Claus Seidel.
Med en forestilling som ”Tour de chambre”, der er en dramatiseret roman, bliver det hele måske en smule anstrengt. For set-up’et og teknikken er det, som dansk gruppe- og børneteater har praktiseret i årevis, ja i årtier. Med ringe tekniske midler og få skuespillere kunne man efter en ganske bestemt ”skabelon” skabe stemninger og masser af aktion. Hver skuespiller måtte hoppe ud og ind af flere roller, for der var ikke økonomiske midler til flere medvirkende. Kostumerne kunne også være det forhåndenværende, dels for at spare, dels for at nedbryde den eksisterende barriere imellem scene og sal. Sådan har det været lige siden 1970erne, hvor der igennem årene er sat store og små problemer på scenen: samfundsøkonomi, alkoholproblemer i hjemmet, malersyndrom, misundelse og selvfølgelig kærlighed på alle ledder og kanter.
Tour de chambre. Det Kongelige Teater. 2021. Anne Bruus Christensen. Tegning af Claus Seidel.
Desværre er iscenesættelsen og problemstillingen i Tine Høegs roman oplevet mange gange før, senest på et højt kvalitetsniveau på Aveny-T med trilogien ”SKAM” efter den norsk tv-serie. Også andre ungdomsstykker er både Aveny-T og Mungo Park i de seneste år lykkedes med, så alle generationer er blevet klogere. Formen lever altså stadig videre, for de mindre teatre har fortsat en knap økonomi og holder derfor fast i den specielle teateræstetik, som er blevet perfektioneret igennem de mange års praksis.
Alt det og mere til har Det Kongelige Teater bare overtaget. Derfor blev jeg skuffet over ”Tour de chambre”, hvor tekstgrundlaget har fået stor applaus for sin nye måde at beskrive en historie på: ud i en køre, uden pauser.
Teksten er af Det Kongelige Teaters husinstruktør, norske Sigrid Strøm Reibo, i samarbejde med Tine Høeg blevet ”dramatiseret”, dvs. forkortet, strammet op til hurtige almindelige spillescener, hvor kun historien er tilbage og efterfølgende pakket ind af en kvindelig, norsk trommeslagers baggrundslydtæppe.
Fint nok, men hverken nyt, overraskende eller interessant og slet ikke, når der i et væk krydsklippes imellem hændelser med 10 års afstand. Det er primært den aften på et kollegium, hvor flinke August, alle er forelskede i, falder om af et hjerteslag. Og så er der situationer ti år efter, når hans eks-veninde og eks-kammerat skal rede trådene ud og ender i en varm omfavnelse.
Tour de chambre. Det Kongelige Teater. 2021. Fanny Louise Bernth og Anne Bruus Christensen. Pressefoto af Camilla Winther. NB kostumerne er ikke fra den færdige forestilling.
Som min ledsager sagde, og jeg er enig: “Det er sandelig godt, at man ikke er ung længere, hvis livet er så hårdt” – og tilføjede: “og hvorfor er de lige umodne 10 år senere?!
Tine Høegs fornyelse af måden at beskrive ung kærlighed og forvirrethed på i romanen ”Tour de Chambre” fortjener at blive bemærket og anerkendt. Ligeså er det imponerende nok med hvilken ildhu de unge skuespillere styrter rundt på Astrid Lynge Ottesens uinteressante bræddevægsscenografi med papkasser og komfur på hjul. Hvor har jeg set det mange gange før. Men på trods af det og de triste, forvaskede (autentiske) joggingkostumer spiller alle overbevisende i de knappe sekvenser med modne Karen-Lise Mynster i flere, næsten ens roller i centrum – bl.a. som den frigjorte, selvbevidste kvindelige kunstner, der taler om kunstens nødvendighed. Det lyder som et talerør for forfatteren (og instruktøren), og var det ikke for Karen-Lise Mynsters overbevisende spillestil, ville det være både patetisk og ironisk. Dejligt at hendes sprog er smukt, for der er flere grammatiske fejl hos de unge: eks. hedder det: at ligge ned, at lægge æg etc. Det virker også skævt, når den norske musiker skal agere som skuespiller.
Kort sagt, hvis man ikke plejer at gå til ungdomsteater, er forestillingen vel fin og acceptabel. Men hvorfor opfinder Det Kongelige Teater ikke sit eget ungdomsteatersprog, når man har en luksusliner at gøre godt med: Danmarks Nationalscene: Det Kongelige Teater. Og som programmet informerer om, der er et utal af mennesker bag scenen lige fra stemmecoach, skræddere til hattemager, men det var svært at skimte på brædde-scenen.
5 stjerner til skuespillerne, 3 stjerner til en uopfindsom scenografi og iscenesættelse.
Medvirkende:
Anna Bruus Christensen, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk,
Mikkel Becker Hilgart, Karen-Lise Mynster, Øyunn
Dramatisering: Tine Høeg i samarbejde med Sigrid Strøm Reibo og Johan Holm Mortensen
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Musik: Øyunn
www.kglteater.dk