∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Efter en halv dag på Arken, havde vi alligevel ikke set alt.
Godt udflugtmål i påsken.
Arkens nye vartegn af Elmgreen og Dragset, der er 4 meter højt! foto us.
Kunstmuseet Arken syd for København ekspanderer, udvider og udvikler sig fortsat.
Det allernyeste er et kunstnerisk vartegn, Elmgreen og Dragsets lille dreng på en gylden gynge i mammutformat. ”Powerless Structures, Fig.101” er titlen på værket fra 2012. Som en anden rytterstatue i øjenhøjde står den næsten 4 meter høje gyldne skulptur foran museet og tager imod. Første gang jeg så skulpturen var på Trafalgar Square højt, højt oppe på en søjle, og gyngehesten syntes meget lille. Det er den bare ikke og passer fint som indgangsværk på Arken. Et godt påfund, der kan fortolkes på mange måder afhængig af alder og køn: for værket handler jo både om børn, leg – og krig. Vælg selv.
Arken har fornylig også indviet sin nye status som et museum på en ø, dvs. med vand rundt om den postmoderne bygning fra 1996. Indvielsen fandt sted i januar 2016, hvor der var et fint hvidt snelag – nu er der mest jord på voldene. Men om et år eller to vil hele området være grønt og sikkert yderst attraktivt. Private fondsmidler står bag øen, der er tegnet af, arkitekt- og planlægningsfirmaet Møller og Grønborg i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter.
Det var nu udstillingerne, vi var kommet for at bese: En nyophængning af Arkens store samling og så ikke mindst udstillingerne med værker af henholdsvis Gerda Wegener og den fransk/ amerikanske Niki de Saint Phalle.
Gerda Wegener: Melodi fra Capri ( Gerda og Lili. 1924) Pressefoto.
Gerda Wegener er blevet ganske berømt i den seneste tid som hustru til manden, der senest i bogform og på film er kaldt ”The Danish Girl”. Han hed Einer Wegener, men når han var i kvindeklær: Lili Elbe. Manden blev en af de første i verden, som omkring 1930 fik en kønsskifteoperation – eller kønskorrigerende operation, for at være politisk korrekt, som udstillingskataloget og udstillingen foreslår.
Foto af Lili ( tv.) og Gerda ( th) . u.å. ( Ejes af Tegners Museum) Fra Udstillingen.
Never the less, Gerda Wegener bliver i 1904 gift med Einar Wegener, der også er maler. I de følgende år udvikler det sig sådan, at han bliver hendes mest anvendte model til kvindeportrætter. Og vel at mærke billeder af afklædte, sødmefyldte og indimellem sødladne kvinder. Gerda Wegeners streg og penselføring er delikat, og det fører hende frem til en markant karriere som illustrator og maler, først i Danmark og siden i Paris. Men smag og behag ændrer sig. På tværs kommer bl.a. den frembrusende funktionalisme, som er et modsvar til den fremadstormende socialrealisme, som de socialistiske og også nazistiske lande opdyrkede. Det fører hurtigt til, at Gerda Wegeners før så lysende karriere blegner, og hun dør i 1939 – fattig og alene – boende på et værelse i København.
To kokotter med hatte. ( Lili med en veninde). 1920erne. Pressefoto.
I de seneste årtier har Gerda Wegeners værker været vist på nogle udstillinger, hvor den første store blev til på initiativ af kunsthistorikeren Lise Svanholm. Men nu er tiden mere end moden til, at hendes billeder kan accepteres af også de mere stramtandede kunsthistorikere. Ingen af de store danske kunstmuseer har værker af Wegener (endnu), men Pompidou Centret i Paris ejer nogle få værker.
Det er dog fortsat en smagssag, om man dåner ved Gerda Wegeners billeder eller ser igennem dem og finder dem for tidstypiske og måske modeleflende. Men de er lettilgængelige, selv om tegningerne er mere sprøde end oliemalerierne.
Kataloget gør meget ud af det kønsdiskuterende i værkerne, mens dette slet ikke blev diskuteret for bare 20-30 år siden. Tiderne skifter.
Niki de Saint Falle.Foto: US.
Niki de Saint Falle er en feministisk kunstner i den anden ende af den kunstneriske skala. Hendes enorme svulstige og farveglade kvinder danser og leger og ser så glade ud. Men på den fint opbyggede udstilling afsløres hurtigt en ganske sammensat person og kunstner. Selv om der ikke er så mange værker med – giver de samlet et godt og nuanceret billede af den fantstiske kvinde: Niki. Egentlig meget mere overskuelig end en kæmpepræsentationen, efteråret 2014 i Grand Palais i Paris.
Tidligt værk af Niki de Saint Falle. Foto: US.
Hemmeligheden bag værkerne er nemlig, at hun som barn blev misbrugt af sin fader og først erkender det som voksen. Hendes lykke bliver nok, at hun møder sin soulmate, billedhuggeren Tinguely, der er kendt for sine mekaniske jernskulpturer. De følges ad igennem livet, og hun udvikler lidt efter lidt sit meget specielle, personlige og kunstneriske univers. Med en enorm arbejdsindsats skaber og fabrikerer hun en næsten uendelig strøm af kæmpekvinder, som kommer til at befolkede byrum, haver og ikke mindst museer rundt i hele verden.
Men bliv ikke narret. Nedenunder ligger en dyb sorg og en skæbne, der kun via kunsten overlevede.
Udsnit af megakvinde – skabt af Niki de Saint Falle. Foto: US.
Hvor Gerda Wegeners små værker ikke får meget forærende af Arkens golde vægge – er Niki de Saint Phalles værker mere hjemmevante i de moderne museumsrum. Sådan er det, når et museum gerne vil favne bredt og ikke lade sig stoppe af en kold arkitektur.
De to udstillinger er hele besøget værd. Ekstra bonus er en nyophængning af nogle af arkens egne værker – en blanding af dansk og udenlandsk nutidskunst. Værkerne hænger og står meget tæt. Det er vist blevet moderne, men måske kvæler de hinanden, selv om det var sådan man udstillede i gamle, gamle dage på salonerne i Paris. Men se selv!
Caféen får med alle ændringerne en bedre og bedre udsigt. Priserne er i den dyre ende, men maden er god. Der er masser af mennesker. Godt for museet, lidt anstrengende for de besøgende.
God tur.
Til begge udstillinger er kommet to velillustrerede kataloger til kr. 99,- pr. stk.