pressebillede
∗ ∗ ∗ ∗
anmeldelse/ Ulla Strømberg.
6 stjerner til Ole Lemmeke – 3 stjerner til dramatikeren.
Ole Lemmeke genoptager sin glansrolle som forfatteren, instruktøren og journalisten Herman Bang i Jacob Weis’s skuespil: ”Bang og Betty”. I 2013 modtog Lemmeke velfortjent en Reumert for rollen som excentrikeren og spiller fortsat den legendariske krukke – nu omgivet af nye medspillere, som faktisk agerer endnu bedre end forrige hold. Ikke mindst Karin Bang Heinemeier viser en 24 årig, handlekraftig Betty Nansen – en skuespillerinde med ambitioner om at blive instruktør og teaterdirektør – og det blev hun som bekendt.
Ole Lemmeke var allerede i forrige ombæring uhyre præcis med at præsentere og demonstrere den både selvoptagne, vittige og øretævende indbydende egocentriker, der hele tiden selv vil være i centrum på scenen. Men når Bang skrev og instruerede, blev der plads til andre. Alt det fornemmer man hos Lemmeke, hvor tidskarakteristikken i øvrigt synes rammende.
Nina Flagstad har fornyet scenografien med et par Philip Starck-stole midt på scenen, der vist skal illudere Folketeatret – iklædt Gamle Scenes plys og gulddekoration, men det fungerer. Christoffer Berdals instruktion får langt hen ad vejen maksimalt ud af skuespillerne og teksten. Men det er og bliver teksten, der er problemet.
Jacobs Weis’s idé er simpelthen ikke original og interessant nok og når ikke udover alt det, andre dramatikere opnåede tilbage i 1970erne i den første dramatiske dokumentarbølge. Mesteren var dengang P.O. Enquist og debuten: ”Tribadernes Nat” fra 1975, blev næppe overgået af hverken ham selv eller andre. Enquist er desværre en alt for tydelig inspirationskilde of Weis.
Hos Enquist er det den koleriske forfatter August Strindberg, der i kælderen på Dagmarteatret skal instruere sin egen kone og en anden kvinde samt en 10.rangs skuespiller, Viggo Schiewe. Hos Weis skal Herman Bang på Folketeatret instruere den gode fru Betty i Strindbergs omdiskuterede skuespil ”Frøken Julie”. Det mandlige modstykke, Jean, besættes med en middelmådig skuespiller, Hermans Bang attråede Frits. Og så kan replikker og pauser fra Enquist om ikke kopieres, så i hvert fald bruges som lidt for nærgående inspiration.
I dag, 40 år efter forrige doku-bølge, har vi brug for nye dramaturgiske greb. Det er ikke nok med to akter og klimaks lidt før pausen, så at alle ved slutningen kan gå hver til sit.
Dramaturgen og instruktøren burde have haft mere magt.
At der også bliver sagt noget om kunstnerisk indlevelse, skuespilkunst – og om folkeopinionens hadske syn på homoseksualitet igennem forfatteren Johannes V. Jensen samt lidt om kvindens frigørelse – er blot bonus, som allerede var fremme i det muntre ”Komedie i Grænselandet” af Sten Kaalø for årtier siden.
”Bang og Betty” lever først som sidst af de to skuespillere – Lemmeke og Heinemeier. Det er godt, men vel ikke godt nok.
Tekst: Jacob Weis
Instruktion: Christoffer Berdal
Scenografi: Kirsten Flagstad
Medvirkende: Ole Lemmeke, Karin Bang Heinemeier, Morten Hemmingsen og Thomas Jacob Clausen.
Turné, Folketeatret.
www.folketeatret.dk