Anbefaling af Ulla Strømberg.
Clockwork Orange på Aarhus Teater Studiescene.
Det er vildt, det er voldsomt. Samtidigt er det rent kunstnerisk tæmmet og stramt.
VI er i et hvidt univers, hvor musikken trykkes af på en lille scene. I vildt firspring gennemspilles den historie, de fleste kender fra Stanley Kubricks legendariske film fra 1971, der byggede på Anthony Burgess’ roman fra 1962: A Clockwork Orange.
Vi er i et fremtidsscenarie, hvor en drengebande hærger uden at se sig tilbage eller overhovedet tænke. Som inspiration til deres handlinger ligger bl.a. Beethovens 9. symfoni. Og det er vel dette sammenstød imellem finkultur og voldskultur, der er gået over i historien.
A Clockwork Orange. Aarhus Teater. 2021. Foto: Anna Marin Schram.
Scene, rum og tildels kostumer er fra starten i et hvidt og sølvagtigt univers med flere henvisninger til billedkunstneren Basquiats blanding af afro og amerikanske henvisninger. Han dannede iøvrigt par med Andy Warhol og døde meget ung af AIDS.
Forestillingen har tryk på, og de tre skuespillere er eminente: Emil Prenter, Sofia Nolsøe og Lasse Steen. Som Alex, bandeføreren, på kun 15 år og med et sprogbrug, der er semi gak gak, lyser Emil Prenter med et underfundigt glimt i øjet og en stemme helt nede på hverdagsniveau. Når han tager trommestikkerne, er han i sit es og kan heldigvis ikke på samme tid myrde og voldtage. Lasse Steens musikalitet med guitaren og hans sprogbrug er anderledes, men ligeså nuanceret, og Sofia Nolsøe følger flot op i skiftende forklædninger. Alle tre leverer et musikalsk teatershow, som det tilbagetrukne kor supplerer på bedste vis. Der er rock og metal i store mængder, oveni Beethoven og pludselig kommer Maguerite Vibys gamle succes fra 1937 Hot Hot af Kai Norman Andersen, hvis jeg altså hørte rigtigt.
A Clockwork Orange. Aarhus Teater. 2021. Foto: Anna Marin Schram.
Instruktøren og scenografen, norske Nathalie Mellbye, har tidligere stået for en række æstetisk smukke og meget komplekse scenografier på Aarhus Teater, bl.a. ”Denungewertherslidelser” og ”En fortælling om Blindhed”. Også i København har hun huseret med samme kunstneriske styrke. Denne gang er hun både instruktør og scenograf og samtidigt fra denne sæson udnævnt til huskunstner på Aarhus Teater. En god idé.
“A Clockwork Orange” er som teaterværk flot og imponerende holdt sammen af Nathalie Mellbye. Men spørgsmålet er om det er rette tidspunkt at spille stykket på, der i øvrigt er en ny dramatisering ved Bjørn Rasmussen.
Vi lever i en mærkelig tid, hvor volden har alt for stor plads i samfundet. Samtidig tror mange kunstnere tilsyneladende, at de bliver mere ”moderne” ved at demonstrere, men ikke analysere vold og sammenbrud, det være sig på scenen, i litteraturen eller måske visuelt.
A Clockwork Orange. Bemærk henvisningen til den lidende Kristus. Aarhus Teater. 2021. Foto: Anna Marin Schram.
Det er nok utænkeligt, at nogle lokale drengebander skulle løse billet til Aarhus Teaters Studiescene for at få ny inspiration til deres kommende togter. Alligevel tror jeg ikke, at det er den rigtige vej for teatret at gå. Men at de tre skuespilleren på scenen i kompagniskab med Natalie Mellbye har skabt et unikt sceneværk er uomtvisteligt. De er ikke kun unge talenter, de er brandgode kunstnere alle sammen.
A Clockwork Orange
Roman af Anthony Burgess (1962)
Dramatisering: Bjørn Rasmussen
Iscenesættelse, scenografi og kostumer: Nathalie Mellbye
Lysdesign: Kim Glud
Lyd og musikalsk arrangement: Mads Horsbøl
Medv: Emil Prenter, Sofia Nolsøe og Lasse Steen samt Aarhus Teaters kor.
www.aarhusteater.dk