∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jeg er jo lige her. Annet Linnet-forestilling på Det Kongelige Teater.
Anne Linnet teaterkoncert går lige i publikums hjerter – efter lidt tilvænning.
Det er godt en gang imellem at være alene i teatret og lytte til publikum og lodde stemningen. Er de glade, er de fornøjede eller ….?
På Gamle Scene søndag aften spredte der sig hurtigt en ganske positiv stemning gennem de par timers musikalske underholdning. Med tekster af Anne Linnet i nye, musikalske arrangementer ved Jesper Mechlenburg og et pænt udtræk af Det Kongelige Teaters kunstnere, fra Tammi Øst og Johanne Louise Schmidt til hele tre instruktører, Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius i scenografen Maja Ravns indpakning, leverede teatret perfekt forårsunderholdning.
Jeg er jo lige her. Anne Linnet-koncert. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Flot så det ud hele vejen igennem, selv om der faktisk kun var to kostumeskift, hvilket er under gennemsnittet i en teaterkoncert, men det var på den anden side også befriende, at tempoet var lidt gelinde. Men LIX-tallet var sandelig under Det Kongelige Teaters standard, ja det krøb hen ad scenegulvet, for Anne Linnets sange er simple, for simple, hvis man tager dem på ordet.
Alt hvad vi ved om Anne Linnet
Alt i alt blev det en forestilling, som bare var til stede foran publikum i et smukt, fortættet, hvidt scenerum formet som en halv puppe. Men det havde meget lidt at gøre med den kunstner, som stod bag det hele. For Anne Linnet er af en eller anden grund blevet folkeeje og har bidrag i både Højskolesangbogen og i tillægget til Salmebogen. Hun er dansk komponist og sangskriver med udgangspunkt i klassisk musik, men primært kendt i popverdenen, formiddagspressen og damebladene. Tillige er hun forfatter til et par selvbiografier, hvor ikke meget er overladt til fantasien: ”Hvor kommer drømmene fra” (1999) og ”Testamentet” (2013). Udover den iørefaldende musik, som er blevet kendt via forskellige af Anne Linnets bands, er hendes privatliv som moderne kvinde, der har været gift tre gange, hvoraf to af ægtefællerne er kvinder, en del af Anne Linnet-pakken.
Det var den viden, de fleste i salen havde om Anne Linnet, men i de valgte sange var enhver hentydning til køn nærmest bortraderet. Det hele handlede om at se på den udkårne, elske, og helst ikke blive forladt. Det var budskabet. Simpelt, ja, men tilsyneladende nok til at fylde så mange sange!
Jeg er jo lige her. Anne Linnet-koncert. Det Kongelige Teater. 2021. Scenografen Maja Ravns kostumeskitser til det laksefarvede.
Smuk åbningsscene i morgenrober
Det Kongelige Teater har valgt en gedigen, traditionel teaterkoncert-form, som kendes fra bl.a. den legendariske ”Gasolin” fra 1994. Dvs. ingen handling, men tableauer, evt. som til en veliscenesat rockkoncert. Men teatret har også ønsket at være oppe i tiden og derfor ladet kønsidentiteten flyde med fire kvindelige skuespillere, en kvindelig danser, to mandlige skuespillere og fire mandlige dansere samt et orkester på fem. Det hele sat ind i et univers med mindelser om en puppe eller et smukt månelandskab med kraftige projektører på – måske inspireret af flere nyere kunstvideoer, bl.a. af den franske kunstner Laure Prouvost, som for tiden udstiller på Charlottenborg. Måske er det ikke rigtigt, men smukt og æstetisk var det i åbningsscenen, hvor alle var klædt i forskellige morgenkåber af tung silke. Ganske originalt og gav siden mulighed for at skuespillere og dansere kunne blotte lidt kød og laksefarvet undertøj for at give kærlighedsassociationer.
Jeg er jo lige her. Anne Linnet-koncert. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Efter pausen var vi kommet til ”the dark side”, det tidspunkt i Anne Linnets udvikling, hvor hun var blevet lidt S/M orienteret og skrev om Marquis de Sade og komponerende forestillingen ”Berlin ’84” til Bellevue Teatret. Men imellem scenerne med laksefarven og den sorte djævel og læderstrimler kom en lang sekvens, hvor der var gået lidt for meget teaterleg og cirkus i kostumerne med flæser og fjogede habitter. Fortolkning, nej, jeg stod af.
Jeg er jo lige her. Anne Linnet-forestilling på Det Kongelige Teater. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Suverænt musikalsk arrangement og sang
Musikalsk var forestillingen upåklagelig. Dejligt med nye stemmer uden aarhusdialekt og på alle måde suveræne afleveringer af skuespillerne, som faktisk var vidt forskellige.
Jeg er jo lige her. Anne Linnet-forestilling på Det Kongelige Teater. 2021. Johanne Louise Schmidt. Tegning af Claus Seidel.
Laus Høybye har en meget lys og bøjelig stemme, mens den unge Sara Viktoria Bjerregaard endnu engang overrumplede med sit alsidige talent. Tammi Øst og Johanne Louise Schmidt leverede varen og Kenneth M. Christensen, som var ganske høj i forhold til de andre på scenen, fik heldigvis lov at få et par sangnumre og ligeså den kraftfulde Sofie Torp.
Jeg er jo lige her. Anne Linnet-koncert. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Danserne, som vist kom udefra (og jeg spørger ikke hvorfor) – var ekvilibristiske, men indimellem gav koreografien fornemmelse af Melodi Grand Prix, hvor der altid skal være nogle smarte dansere, som bevæger sig lidt stereotypt, for at sangeren ikke er i spotlyset hele tiden. Men hvorfor egentlig?
Orkestret måtte holde til nede i et ”månehul”, men var helt igennem en nydelse – bedre end de forskellige originale versioner. Til allersidst kom de frem og var i sømandstøj!
Anne Linnet henvendte sig til Det Kongelige Teater
I det dyre økopapirprogram fortæller skuespilchef Morten Kirkskov, at han ikke kunne sige nej, da Anne Linnet selv foreslog, at nationalscenen skabte en forestillingen over hendes tekster.
Jeg er jo lige her. Anne Linnet-forestilling på Det Kongelige Teater. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Sort samvittighed – 2011
Men faktisk var der allerede i 2011 et brag af en teaterforestilling, der tog navn fra et Anne Linnet-album. ”Hvid Magi” blev skabt af et kvindeteaterkollektiv ”Sort Samvittighed” med en række gode skuespillere og instruktøren Elise Kragerup, der i dag er teaterdirektør på Betty Nansen Teatret og koreografen Signe Fabricius, som faktisk er med i ”Jeg er jo lige her”. Når ”Hvid Magi” må fremhæves, skyldes det bl.a., at det var et overraskende greb dengang om Anne Linnets sange og musik. Også på det visuelle plan var gruppen anderledes og nytænkende og ligeså i efterfølgeren ”Tove Tove Tove” om Tove Ditlevsen.
På Det Kongelige Teater synes det at have været vigtigt at manøvrere uden om den meget personlige visualitet, som dengang blev skabt af scenografen Ida Marie Ellekilde. Det er helt fint. ”Jeg er jo lige her” er dermed blevet en anvendelig og måske også let sælgelig forestilling til nye publikumsgrupper.
Kampen om publikum
Som bekendt skal alle statsstøttede kulturinstitutioner hele tiden udvikle sig og skaffe nye publikumssegmenter til fadet for at glæde kulturministeriet. For nylig har Det Kongelige Teater fået ”lov” at styrke den populærmusikalske side af repertoiret. Men allerede med ”Jeg er jo lige her” synes teatret at have taget hul på det nye kapitel, for der var sandelig et helt nyt publikum på Gamle Scene forleden aften. Velklædte kvinder mellem 30 og 50 år i selskab med hinanden og rundt omkring sad der en enkel mand eller to, som var trukket med. Vi kunne såmænd lige så godt have været til eftermiddagskoncert i Tisvilde, men nu var det altså Det Kongelige Teater, der diverterede med det bedste, de formåede inden for genren. Ministeriet må være tilfreds, men hvad med de andre teatre, som ikke har samme statsstøtte? Hvad skal de ty til for at klare konkurrencen? Hvad er der tilbage? Stridighederne ved Gaza? Eller kampen om Grønland? Hvem af de tre forestillinger ville mon vinde, hvis det gjaldt om at få fat i et nyt publikum?
Medvirkende:
Johanne Louise Schmidt, Tammi Øst, Laus Høybye, Sara Viktoria Bjerregaard, Kenneth M. Christensen, Sofie Torp samt dansere og orkester.
Tekst og musik: Anne Linnet
Iscenesættelse: Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Jonas Bøgh
Musikalsk arrangement: Jesper Mechlenburg
Kapelmester og musikalsk konsulent: Jesper Bo Hansen
Koreografi: Signe Fabricius
Lyddesign: Rasmus Kreiner