Menu Luk

Afterite og Etudes. Ny balletaften på Operaen.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Afterite og Etudes.

Flot og også pompøs danseaften på Operaen til Afterite og Etudes.

Grænseoverskridende nyfortolkning af Stravinskys “Le Sacre du Printemps” – og en opstrammet og præcis “Etudes”.

Etudes. Operaen. Jón Axel Fransson. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

Det blev Jón Axel Franssons aften.  Allerede inden publikum vidste, hvor det bar hen, var Fransson aftenens stjerne i “Etudes”. Efter tæppefald kom balletmester Nikolaj Hübbe på scenen og ENDELIG blev Jón Axel Fransson udnævnt til solodanser – efter mange års slidsomt korpsarbejde. Så titlen og æren er mere end fortjent.

Det var i øvrigt  en aften, hvor alt var i festskrud: Balletten var flyttet til Operaen, det gjorde det hele lidt yngre og lysere for de mange hundrede balletentusiaster, som var mødt op i festligt påklædning. Over standard.  I orkestergraven sad kapellet, og også på scenen var det over standard med dansk premiere på en ny ballet til Stravinskys ”Le Sacre du printemps”: ”Afterite”,  efterfulgt af repremiere på Harald Landers ”Etudes”, i en opsætning fra 2011.

Afterite. Ballet. Operaen. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

”Afterite” er en moderne fortolkning af det ofringsrituel, som har været sammenkomplet med Stravinskys fascinerende musik fra 1913, der oprindelig havde koreografi af Nijinsky. Siden har musikken udfordret mange store moderne koreografer, bl.a. Glen Tetley, tyske Pina Bausch og vores egen Flemming Flindt.

Britiske Wayne Mc Gregor er kendt for sine interessante og komplekse trin og ikke bange af sig. Hans ”Afterite”  er et værk bestilt af American Ballet Theater. Det Kongelige Teater har så indgået et samarbejde, men tilsyneladende før værket havde urpremiere i New York, maj 2018.  MCGregors fortolkning er intellektuel, noget fortænkt og har i høj grad brug for balletdramaturgens ord med på vejen. De er heldigvis aftrykt i programmet med nogle  referencer. Stravinskys musik er derimod så kraftfuld, overvældende, nuanceret og skæv, at de fleste kan være med. Musikken oser af stemninger og følelser.

Afterite. Ballet. Operaen. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

McGregor har flyttet handlingen, der som oftest er blevet fortolket som et ofringsritual i en fjern primitiv verden,  til et nutidigt semi-science fiction samfund, hvor menneskene dog ligner mennesker, men naturen ingen rødder har. Ofret til guderne(?) er et barn inde i et glashus.  Men selv om menneskene ikke er levende og barnet ikke er et barn, er det alligevel en provokation, der faktisk overskrider grænsen for almindelig sund sans. Allerede ved urpremieren i New York, maj 2018, var der forundring. Det var ved en såkaldt balletgalla, og ”Afterite” sluttede programmet: Et barn gasset i et drivhus! Vær’så’go – sådan kan moderne kunst finde grænser – og overskride dem.

 

Afterite. Ballet. Operaen. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

Men man kan koble logikken og intellektet fra og nyde ikke mindst de veltunede mandsdansere, som Det Kongelige Teater har for tiden og så følge Stravinskys urovækkende og dybt varierede værk. Så går det an, og balletten kan nydes for sine rent æstetiske variationer og overraskelser.

Etudes. Operaen. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

Efter pausen kom ”Etudes”. Harald Landers mesterværk fra 1948 – med de ændringer, der kom til, da balletten blev sat op i Paris 4 år efter. Senest er ikke mindst scenografien revideret i et samarbejde imellem Thomas Lund og Lise Lander.

”Etudes” er som bekendt en abstrakt ballet, der blot handler om den helt fundamentale dans i øverummet: en dansers hverdag – sat underskønt op og understøttet af Knud Åge Riisagers storladne musik, som i øvrigt denne aften var i frisk harmoni med Stravinsky.  Fra de fem positioner over øvelser ved stang, hvor ikke mindst strækøvelserne giver de smukkeste silhuetter, og så videre hen igennem de andre øvelser og spring.

Etudes. Ballet. Operaen. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

I den oprindelige udgave  var dekorationen en sal med lysekroner m.m.  skabt af scenografen Erik Norgreen.

I den reviderede version er alt borte. Nu er der kun et tomt rum overladt til lysdesigneren.  Danserne er  udstyret i sjældent afstivede tutuer, parat til galla. Hvidt og sort over hele linjen. Knagende flot.  Oprindelig var korpsets kostumer stilfærdige med korte dansedragter, fremgår det af gamle scenefotos. Derfor synes balletten nu meget bravouragtig, international og storladen.

Denne aften var det kvindelige korps på tåspidserne. Og det er nødvendigt ikke mindst med den belysning, som den nu ikke-eksisterende scenografi har fået. I det nøgne rum, med et meget klart lys, er alt synligt; den mindst svaghed i et løft kan ses helt op på 2. etage.  Aftenens kvindelige stjerne var Ida Praetorius, men ligeså yndefuld hun er i mange dramatiske og finurlige roller, er dette ”dronninge-parti” ikke nødvendigvis det mest velegnede for hende. Der skal en næsten russisk råstyrke til for at være det samlende midtpunkt. Derimod havde de to herrer, Guilherme De Menezes og den nye solodanser Jón Axel Fransson, kraft og præcision.

Aftenen viste dog en interessant sammensætning af et par af de allervigtigste nedslag i det 20. århundredes ballethistorie.  Og publikum jublede efter ”Etudes”.  Lad nu denne ballet blive lidt på repertoiret!

AFTERITE 

Koreografi: Wayne McGregor

Musik: Igor Stravinsky

Iscenesættelse: Antoine Vereecken

Scenografi og kostumer: Vicky Mortimer

Lysdesign: Lucy Carter

Videodesign: Ravi Deepres

Dramaturgi. Uzma Hameed

 

Etudes

Koreografi: Harald Lander

Musik: Knudåge Riisager

Kostumer: Lise Lander og Rikke Korfix

Kunstnerisk inspirator: Lise Lander

Iscenesættelse: Thomas Lund

Instruktørassistenter: Amy Watson, Ann Kolvig, Claire Still Henriksen, Jean-Lucien Massot

Dirigent: Vello Pähn

 

www.kglteater.dk