∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hvem er bange for Virginia Woolf? – Det Kongelige Teater.
Flot 1960er-version af Edward Albee’s klassiker om Martha og George fanget i den ægteskabelige, destruktive fælde. 3,5 times ondskabsfuld leg fra nat til dag i selskab med Tammi Øst og Jens Jørn Spottag i en imaginær boksering.
Hvem er bange for Virginia Woolf. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Camilla Winther.
Storvask for åbent tæppe. Had, kærlighed og åndelig striptease lige for snuden af publikum. Som om vi ikke har fået nok. Men det har vi ikke. Vi kan blive ved med at gense disse ægteskabsgysere af Strindberg, O’Neill, Albee, flere angelsaksere suppleret af Bergmann, Norén og alle mulige andre eftersnakkere.
Hvem er bange for Virginia Woolf. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Camilla Winther.
Edward Albee’s ”Hvem er bange for Virginia Woolf” fra 1962 vender tilbage med års mellemrum, når der findes et tilstrækkeligt stærkt skuespillerpar, som kan udfylde de legendariske roller. Med Tammi Øst og Jens Jørn Spottag er Det Kongelige Teater og instruktøren Thomas Bendixen godt hjulpet, og det unge par, som ikke altid er synlige, fylder godt: Johanne Louise Schmidt som den lille musepige Honey, der slubrer cognac i sig, og en ung Nick, Peter Christoffersen, her med lys paryk på for at ligne ”den amerikanske drøm” – en lys, arisk type. Han har sandelig ikke megen humor, men en god kampvægt og er derfor en lækkerbisken for Martha og George.
Hvem er bange for Virginia Woolf. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Camilla Winther.
Stykket er et natligt møde på et amerikansk universitet, hvor de ældre har inviteret de unge nyankomne på besøg. Der bliver drukket igennem og opført næsten ritualiserede ”skuespil” for gæsterne. George og Martha demaskeres, og også gæsterne får afdækket deres inderste hemmeligheder, som det sker hos psykoanalytikeren, terapeuten etc.
For ”Hvem er bange for Virginia Woolf ”er lige efter den freudianske bog. Men i dag, mere end 50 år efter urpremieren, ved vi intuitivt det meste uden dog at være i stand til at praktisere et bedre liv. Derfor ligger skilsmisseprocenten fortsat på over 40 % – og tænk så på dem, der ikke fik papir på alliancen.
Hvem er bange for Virginia Woolf. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Camilla Winther.
Tammi Øst giver den som den vampede, lidt forsumpede Martha, der et stykke ad vejen er i familie med Tennessee Williams’ Maggie i ”Kat på et varmt Bliktag. hvor Elizabeth Taylor i øvrigt spillede begge filmroller i henholdsvis 1966 og 1958. Teknisk er Tammi Øst på alle måde perfekt og når ud i alle afkroge: den alvorlige, den barnlige, den katteagtige, den forføriske for til sidst at falde tilbage på den mere moderlige attitude. Men Tammi Øst mangler måske de øjeblikke af dyb fortvivlelse, som jo er drivkraften bag de natlige udskejelser, der skal skjule traumerne: den stærke fader, den svage mand og det manglende barn. Jens Jørn Spottag har valgt at dæmpe George-figuren, så han virker plausibel og gedigen, mens ondskaben bygges op, men måske mangler det sidst skud vanvid.
Hvem er bange for Virginia Woolf. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Camilla Winther.
Scenen er suveræn flot, næsten ren naturalisme og lagt ind i en 1960er-stil med trævægge, lave sofabænke og et hav af trapper, som skal forceres i voksenlegene og omkring husalteret, hjemmebaren, med alle flaskerne. Forrest mod publikum er der en imaginær kamplads, en boksering uden snore, en ofringsplads, som lukker op for yderligere fortolkninger. Scenografen Jonas Fly har sammen med instruktøren Thomas Bendixen en stor del af æren for, at forestillingen overlever de næsten 3,5 timer. For det er en lang vandring mod nat, som faktisk her bliver til dag og forsoning.
Der er masser af fortolkningsmuligheder – også efter at man igennem årene har fået mere indsigt i dramatikeren Edward Albee’s egen baggrund, som adopteret barn og siden, som flere af hans litterære forbilleder, homoseksuel.
I dag kan alskens analyser passe til stykket med den subtile titel, som viser hen til den britiske forfatter Virginia Woolf, som også skrev om eksistentielle livsvilkår. Ved fremkomsten, blev sproget i øvrigt anset for at være for frivolt med en gadedrengesjargon, så det blev ikke til nogen Pulitzer Prize, men et hav af andre udmærkelser. Dengang i begyndelsen af 1960-erne var Albee stemplet som absurd og på linje med Beckett, Ionesco og lign. Således kunne mange avancerede fortolkninger fejes ind under det tæppe.
Hvem er bange for Virginia Woolf. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Camilla Winther.
I 2016 døde Edward Albee, 88 år gammel, og det synes som om hans arvinger er mere end strikse med at fastholde hans værker, som de var. Klogt eller dumt? I hvert fald fik et teater i Canada i 2017 ikke lov at spille ”Hvem er bange for Virginia Woolf” med en sort skuespiller i den yngre mands rolle. Det Kongelige Teater har efter sigende ikke fået lov at forkorte i disse ægteskabelige trakasserier i et amerikansk universitetsmiljø i begyndelsen af 1960-erne. Det er lang tid at være indespærret i teatret for moderne mennesker, og i anden pause var der adskillige mennesker, der tyede til deres mobiltelefoner for at sikre kontakten til omverdenen. Det er åndeligt fattigt og unfair over for teaterkunsten, som skal bruge ekstra kræfter for at fastholde publikums koncentration. Samtidig er det måske netop et godt bevis på, hvorfor menneskeheden ikke forbedrer sig, uanset hvor meget teater, hvor mange film, der produceres om de menneskelige grundvilkår og vores håbløse fejlmanøvreringer igennem livet. Vi vil bare ikke forstå og lære deraf!
Tekst: Edward Albee ( 1962)
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Oversættelse: Madame Nielsen
Medv.: Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen.
www.kglteater.dk