∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
American Spirit – Teaterkoncert.
Saloonstemning i røg og damp med Johnny Cash på Aarhus Teater.
Titlen er god: ”American Spirit”. Dermed lover instruktøren Rolf Heim hverken mere eller mindre end teaterkoncerten om contrysangeren Johnny Cash leverer. En enkelt indstilling, ca. 1960, uden for storbyerne, på landet et eller andet sted i Midwest. Men ikke noget om de store politiske spørgsmål eller et nyt hurtigt voksende samfund. Det er forestillingens styrke og svaghed. Den ved, hvad den kan og undlader at vove sig ud på det dybe vand, hvor det kunne blive både interessant og farligt.
pressebilleder af Rumle Skafte.
Selv har jeg ikke noget nært forhold til Johnny Cash, det lå ikke lige for den gang i slutningen af det 20. århundrede, men lyden er fascinerende, og Rolf Heim og scenografen Sisse Gerd Jørgensen rammer plet med looket, der er interessant, landligt, saloonagtigt, uden at være påtrængende og oven i endnu engang med kapelmester Kåre Bjerkøs musikalske arrangementer, som er suveræne. Gammelt og dugfriskt på en gang. Han kan sit kram.
Lyder jeg forbeholden, skyldes det, at genren teaterkoncert er ved at blive en sovepude for teatre og instruktører. De vil gerne fortælle en lille historie eller snarere vise et snapshot. De behøver ikke at tænke på alle de gamle begreber, som godt teater hviler på: at der skal være et plot, et vendepunkt og noget grus i maskineriet på vej derhen, og at publikum gerne skulle have en pakke tanker med hjem. En koncert derimod er jo bare nogle numre på en snor – ofte iscenesat i et særligt, udvalgt miljø, og de optrædende behøver ikke at løbe ud at skifte kostume hele tiden. Men kapelmesteren må ikke forlade scenen. Det er gået godt nogle gange – fra Gasolin over Dylan til Cave og Cohen. Nu er turen kommet til Cash. Og selv om han hverken skrev eller komponerede alle sine sange selv dengang i anden halvdel af det 20. århundrede, var der en vis ensartethed over dem. Også det er med i forestillingen, men hvad Heim ofte glemmer i sine iscenesættelser er, at sangerne skal nå os og ramme os og få os til at standse, studse og se på verden på en ny måde. Det kan de store sangere og de gode skuespillere. Men det er netop dette nå-ud-over-rampen talent som kan være det svære. Og det uanset om sangtalentet er der. En teaterkoncert er nemlig også teater.
Nis Pedersen. Pressebillede af Rumle Skafte.
Det er en glæde at se, hvordan Nis Pedersen forstår den specielle genre og former en figur, der samtidig udvikler sig hen igennem forestillingen. Den netop færdiguddannede Mathias Flint forstår også med begge ben og masser af overskud at skabe figurer og klare det sanglige og nå os. Læg mærke til ham!
Sofia Nolsøe er både afdæmpet og fast i karakteristikken og giver derved mere end blot en sanglig præstation.
Pressebillede af Rumle Skafte.
De gode og kendte sangere Kira Skov og Caroline Henderson klarer naturligvis al det sanglige, men forbliver begge som lukkede salmebøger. Hvad vil de os? Er de blot til prøve for at vise deres sanglige evner?
Det musikalske er der ikke noget i vejen med, men hvis forestillingen virkelig skulle swinge, burde vi som publikummer nok have lov at sidde ved borde, småsnakke lidt og drømme os tilbage til en nostalgisk tid. Det er der ikke rigtig rum til på Aarhus Teater i Hack Kampmanns gennemrenoverede teaterrum.
Iscenesættelse: Rolf Heim
Musikalsk Arrangør og Kapelmester: Kåre Bjerkø
Scenografi: Sisse G. Jørgensen
Lysdesign: Kasper Daugberg
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Kira Skov, Caroline Henderson*, Nis Pedersen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Mathias Flint, Kåre Bjerkø, Boi Holm, Nicolaj Munch–Hansen, Maria Jagd, Silas Tinglef
*Dicte Westergaard Madsen dublerer Caroline Henderson på Aarhus Teater den 2. og 9. september