∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Anita-trilogi på Aalborg Teater.
Imponerende præstation på Aalborg Teater.
Aalborg Teater viste sig fra den mest samfundsrelevante og imødekommende side, da teatret inviterede publikum till marathon-opførelse lørdag d. 11. marts. En flot gennemført 7 timers teateroplevelse med alle tre dele af Henrik Szklanys trilogi om Anita, kvinden på bunden af det danske samfund. Det blev en minderig oplevelse, som ovenikøbet afsluttedes med en efterfølgende samtale imellem forfatter, instruktør, scenograf og dramaturg. Så fik Anita-sagaen sat aftryk.
Anita-trilogien på Aalborg Teater. 2023. Pressefoto.
”Anita-trilogien” er en rystende beskrivelse af uligheder i det moderne samfund. Takket være skuespilleren Marie Knudsen Fogh i hovedrollen som Anita, der nærmeste er lænket til sin lænestol med fodskammel, ler vi os igennem de første par timer. Siden tager alvoren over, og latteren stivner lidt. Fra at være en beskrivelse af afmægtigheden i ”Underdanmark”, bliver fortællingen til sidst mere almen, når døden står som den ultimative løsning på alle sorger og gebrækkeligheder. For det kan ske for alle, høj som lav, i det danske klassesamfund.
Anita-trilogien på Aalborg Teater. 2023. Pressefoto.
Trilogien
Stykkerne ”Alle mulige ting til salg”, ”Revolution i kommunen” og ”Dødsbo på pløjemarken” var oprindelig slet ikke tænkt som en større fortælling. Men efter premieren i 2018 på ”Alle mulige ting til salg”, hvor omdrejningspunktet er udsigten til tvangsauktion af Anitas hus, var modtagelsen hos publikum så god, at der måtte komme en nr. to. Et par år efter kunne de samme personer vise, som i et andet tv-show, hvordan det nu stod til, når de var blevet et par år ældre. Sønnen var nu midt i 40-erne og havde fået et barn, men de sociale myndigheder vil tvangsfjerne babyen. Det gav afsæt til et oprør fra neden mod de sociale og kommunale myndigheder. Ganske interessant blev denne ”Revolution i kommunen” oprindelig spillet i november 2020, hvor man stadig huskede ”De gule Veste”s oprør i Frankrig – og hvor den danske minkskandale var i sin tidlige vorden. 19 millioner mink blev aflivet i november 2020. Og de var primært blevet holdt i jyske og ikke mindst nordjyske minkfarme.
Ingen af de sager, som ellers gav genlyd overalt, fik efterfølgende nogen effekt. Corona-epidemien kvalte De gule Vestes oprør, og hvad der skete med minksagen, ved alle i dag. Den fusede. Heller ikke Anita og co.s forsøg på at gøre oprør mod kommunen fik effekt. Staten og systemet vandt over borgerne.
Tredje del: Dødsbo på pløjemarken
Efter først trusler om tvangsauktion og siden tvangsfjernelse af et barn kommer her i foråret 2023 afslutningen på trilogien, nr.tre: ”Dødsbo på pløjemarken”. Anita er blevet endnu et par år ældre og sidder stadig lænket til sin lænestol iført undertrøje og morgenkåbe. Hun er afmægtig, dødsmærket og fuld af smerter, 67 år gammel. Sønnen har være t i fængsel, fordi han korporligt kæmpede for at få sit barn tilbage, og Anita har udover evige smerter også en begyndende demens.
Som i første del ligner huset igen en losseplads, for Anitas verden er ved at falde sammen. Hun, der hverken er dum eller uoplyst, vil dø og har googlet sig frem og ved nu alt om aktiv dødshjælp. Havde hun penge, ville hun bare rejse til Schweiz.
Anita-trilogien på Aalborg Teater. 2023. Pressefoto.
På et sprogligt metaplan
Henrik Szklanys trilogi er interessant, ikke mindst på grund af emnets både nære og eksotiske karakter. For det er sjældent, at teaterscenen inddrager ”Underdanmark” og beskriver tilstandene så fermt, at vi ler en stor del af tiden. Her hjælper det selvfølgelig, at selv om historien og til dels udviklingen synes meget naturalistisk, ligger det sproglige hos alle seks personer på et metaplan. Anita veksler imellem almindeligt talesprog og de værste, sexrelaterede begreber og beskrivelser. Naboen John opererer med et blomstrende metaforisk sprog, som giver mindelser til Alfred Doolittle i ”My fair lady”, skraldemanden, der med sin retoriske begavelse ender i middelklassen. Men det er som om, både John og Anita begge lider af Tourettes Syndrom. Også kvinden Ester, en mærkelig, næsten overnaturlig figur, lidt Ibsen-agtig, og som synes at have op til flere diagnoser, bruger gammeldags ord og vendinger og har i det hele taget en kropsattitude, der er ganske distancerende.
Surreel scenografi – naturalistisk spillestil
Den ret avancerede balance imellem det naturalistiske og noget surreelt i teksten følges på ganske begavet vis op af scenografen Laura Rasmussen og ikke mindst af instruktøren Martin Nyborg.
Scenen viser den samme stue i alle tre dele med Anitas lænestol tronende i midten. Først ligner rummet en losseplads med rod, møg og gamle klude i møblerne. I anden del er der kommet styr på det, takket være naboen John. Familien lever nu i et ”Biva-møblement” med læder og plastic-møbler samt rigtige spisestuemøbler med dækservietter på bordet. I tredje del er alt i opløsning og ligger hulter til bulter – nu også med gammelt madaffald overalt. Men det raffinerede er, at gulv og bagvæg kan bevæge sig, så gulvet fra vandret position kommer til at stå lodret og bliver dermed symbol på personernes indre kamp for at holde sig oprejste. Heroverfor står en meget jordbunden og stilfærdig spillestil, der naturligvis indimellem udløser nogle afmægtige nødskrig.
Skuespillerne
Med en beundringsværdig disciplin lykkes det for alle skuespillere at holde denne dobbelthed hen igennem de tre afsnit: med Marie Knudsen Fogh som det faste anker illuderer også de andre lige så flot: Marcus Gad Johansen, som den moderbundne søn i 40-erne med halskæde og joggingbukser, Lars Topp Thomsen som John, Anitas nabo ligeledes i joggingbukser og en for stor mave ud over buksetaljekanten, men med de sjoveste sproglige udfald. Meget fint balanceret. Camilla Gjelstrup har den anderledes rolle som den pæne, borgerlige Beate, Anitas lillesøster, der er søgt tilbage til familien og efterfølgende til dels finder trøst i en religiøs vækkelse. Karla Rosendahl spiller den mærkelige Ester, der er klunser, skovtrold og vel har et par moderne bogstavsdiagnoser. En besnærende figur og intenst spillet.
Som modpol står samfundets repræsentanter: sagsbehandleren, med de samme hjemlige problemer som klienterne, karakteriseres fint af Bolette Nørregaard Bang, mens sosu’en Emil spilles kækt og underfundigt af Thomas Kristian Bæk.
Nemt kan det ikke være at spille, men imponerende ensemblespil!
Anita-trilogien på Aalborg Teater. 2023. Pressefoto.
En familiesaga med litterære aner
Anitas historie er på mange måder en familiesaga, hvor afslutningen synes både fatal og uhyggelig, men samtidigt spirer der et håb om, at personerne fremover vil tage vare på hinanden, så godt som de nu formår.
Men omme bag beretningen om Anita og hendes nære omgivelser lurer der mange litterære og teaterhistoriske referencer.
Hvor metasproget med de værste gloser på en måde leder tanken hen på Alfred Jarrys ”Ubu Roi” – skrevet i 1896, opleves i det mærkelige had-kærlighedsforhold i første del imellem Anita og naboen John momenter fra Strindbergs ”Dødsdansen”. Når Anitas barndomshistorie generindres sammen med søsteren Beate, er der henvisninger til både Tennessee Williams’ ”A streetcar named Desire” (Omstigning til Paradis) og O’Neills ”Lang dags rejse mod nat”, hvor faderen er alkoholiker og moderen morfinist.
Da jeg så den mellemste del for tre år, var personers bristede forhåbningen ren Tjekhov, f.eks. når de tre tjekhovske søstre råber ”Til Moskva, til Moskva” – eller det gentagne mønster flere steder hos Tjekhov, at a elsker b, som elsker c .etc. Sådan er det også her.
Anita-figuren og iscenesættelsen giver også associationer til et stykke som ”Glade dage” af Samuel Beckett, hvor Winnie sidder i en sandbunke og lidt efter lidt er helt begravet, mens hun fortsat taler om ”atter en dejlig dag” – eller for den sags skyld ”Slutspil” – også af Beckett..
Måske er det bevidst – måske er det bare teaterhistorikeren, der fornemmer henvisningerne. Men Anita-trilogien hviler nu på den store tradition.
Det politiske
Ved den efterfølgende debat på marathondagen sagde dramatikeren Henrik Szklany på et spørgsmål fra salen, at trilogien er tænkt politisk.
Set fra tilskuerrummet er der ikke skygge af en politisk eller social løsning. Hvordan sikrer vi, at velfærdsstaten ikke luller sig ind i troen på, at alt er ok, bare der er tilstrækkeligt med offentligt ansatte sagsbehandlere og statistikere? Hvordan undgår vi, at klasseskellene ikke bliver tydeligere og dybere på trods af gode intentioner og et utal af hjælpepakker?
Aalborg-trilogien giver desværre ingen svar, men efter 7 timer i teatermørket er der noget at tænke over. Dog har dramatikeren på forhånd begravet enhver drøm om institutionel revolution. Ærgerligt nok.
Endnu engang: flot gået af Aalborg Teater og kunstnerne. Havde ”Anita” boet i hovedstaden, og et stort teater var rykket ud på Vestegnen for at spille hendes historie, var begivenheden blevet ”talk of the town”. Sådan er ulighederne også mellem hovedstad og provins inden for kunstens verden.
Dramatiker
Henrik Szklany
Instruktør
Martin Nyborg
Scenograf
Laura Rasmussen
Lysdesigner
Kasper Daugberg
Lyddesigner
Kristian Berg
Anita, / Marie Knudsen Fogh
Lars, Anitas søn, / Marcus Gad Johansen
John, Anitas nabo, / Lars Topp Thomsen
Beate, Anitas lillesøster, / Camilla Gjelstrup
Ester, / Karla Rosendahl
Caroline, sagsbehandler/ Bolette Nørregaard Bang
Emil, Sosu / Thomas Kristian Bek