∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Iliaden på Betty Nansen Teatret.
Et uhyggeligt og storslået skue, der fortæller om håbløsheden i krigen som begreb og krigen som handling.
3000 år er ingenting, synes udgangspunktet at have været for Betty Nansen Teatret, da de valgte at dramatisere Homérs epos og lægge opgaven i hænderne på den norske Eline Arbo – uddannet og bosat i Holland.
Det er kun knapt et år efter, at Det Kongelige Teater i april 2022 prøvede kræfter med Homérs ”Odysseen”. På begge teatre er det en teatralsk syntese af Homérs mange ord fra ca. 700 f. kr. forløst med råb, skrig og krigsmaling i løbet af et par timer.
Iliaden. Betty Nansen Teatret, 2023. tegning af Claus Seidel.
Begge teaterproduktioner er i slægt med moderne tysk teater. Dvs. intet skal tages for pålydende, når saft, kraft og teaterblod flyder i et scenografisk rum, der både er abstrakt og konkret, men først som sidst frastødende. Også aktørernes køn er flydende, kvinder spiller mænd og måske vice versa.
”Iliaden” på Betty Nansen Teater er dramatiseret og skrevet af Elina Arbo i samarbejde med Tom Silkeberg – byggende på Otto Steen Dues danske oversættelse. Det er lidt af en bedrift, at den langsommelige historie om krigen imellem grækerne og trojanerne er kogt ind og næsten kan forstås, og at konflikten imellem Agamemnon og Achilleus er rykket tydeligt frem. Når jeg siger næsten, er det fordi kun halvdelen af de 8 skuespillere evner at fremføre teksten, der veksler imellem moderne talesprog og formoder jeg, direkte citater fra Dues danske oversættelse.
Iliaden. Betty Nansen Teatret, 2023. Foto af Camilla Winther.
Hvis en så kompliceret tekst som Homérs ikke formidles korrekt og forståeligt, går luften ud af det hele, og alt kan være ligegyldigt. Men Asbjørn Krogh Nissen, Mathias Bøgelund, Ena Spottag og Ida Cæcilie Rasmussen lykkes med at fange kernen i deres replikker således, at det store krigsskisma bliver klart. For i sidste ende skal ”Iliaden”, ikke mindst nu i 2023 understrege, hvor latterlig og overflødig enhver krig er. Det er samtidigt noget, vi har brug for at gentage igen og igen i disse tider. Men måske er ideen om ”Iliaden” på Frederiksberg Allé konciperet længe før februar 2022?
At det er så forbandet svært at fremføre en klassisk tekst, uanset hvor meget man moderniserer, er et tilbagevendende problem, som måske end ikke teatercheferne er opmærksomme på for tiden. Men med de mange (stille) skolebørn i salen er det ærgerligt, at publikum i lange passager faktisk ser skolekomedie på scenen. Det var næppe derfor eleverne var taget på ekskursion en tirsdag aften til Frederiksberg.
Iliaden. Betty Nansen Teatret, 2023. Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen, Ena SpottagFoto af Camilla Winther.
Scenografien ved Ida Marie Ellekilde, der også har stået for kostumerne, sikrer en vigtig del af totaloplevelsen. For Ellekilde evner i den grad at give både skuespillere og publikum det perfekte udgangspunkt. I sort og hvidt, i et afskallet baderum eller slagtehal med både fliser og hullede vægge, står skuespillerne i sorte kostumer, som karakteriserer de enkelte figurer. Den ondeste, Agamemnon, Anders Budde, i sort fascist-dragt med skrårem, i en lignende dragt, dog med formildende bermudashorts, paraderer Priamos, mens den skønne Helena, Mathilde Arcel, er i en sort parisermodel. Derimod er Andromache, Xenia Noetzelmann, mærkværdigvis sendt i buksedragt, dog stadig sort. Moderen til Achilleus, Thetis, er havgudinde og iklædt en stilfærdig chaneldragt, for de er jo kongelige alle til hobe og flere er halvguder. Derfor hjælper det heller ikke at tale som et par unge teenagere, der lægger tryk på hvert et ord og har kludder i de personlige pronominer.
Iliaden. Betty Nansen Teatret, 2023. Anders Budde. Tegning af Claus Seidel.
Den unge mand, Achilleus, Mathias Rahbæk, har det også svært med sproget, selv om han illuderer godt iklædt moderne læderjakke og ser tough ud, mens Mathias Bøgelund endnu engang imponerer ved sin evne til at skabe en teaterfigur. Her er han Patroklos, Achilleus’ nære ven, iført strikdragt! Ena Spottag må tage den utaknemmelige opgave at spille Hektor og både være forelsket og dræbe og dø på scenen med masser af rød væske og plastic til at rulle ligene ind i og sikre, at der ikke kommer rødbedefarve på scenegulvet.
Lydsiden er i sig selv smuk, skabt af Thijs van Vuure og fremført af skuespillerne. Men det er snart dagligdag på teaterscenerne at musikken er en integreret del. Det tværkunstneriske eksperiment, som der er givet ekstra fondsmidler til, er svært at skimte.
Iliaden. Betty Nansen Teatret, 2023. Ena Spottag, Ida Cæcilie Rasmussen og Mathilde Arcel. Tegning af Claus Seidel.
Initiativet med at spille ”Iliaden” er ikke dumt. Tekst-bearbejdelsen synes hensigtsmæssig og en lille tegneserie i halvårsprogrammet med diverse pile til de enkelte personers interrelationer er både sjov og faktisk anvendelig.
Men skal der spilles klassiske tekster, uanset hvor meget de er bearbejdet og moderniseret, kræver det et toptunet skuespillerhold og sikkert også en instruktør (eller hjælpeinstruktør), der kan sikre det sproglige niveau på dansk.
Iliaden. Betty Nansen Teatret, 2023. Ena Spottag. Tegning af Claus Seidel.
For det er ærgerligt, hvis der ikke investeres på alle felter, når udgangspunktet er så godt, de visuelle rammer ligeså og salen er fuld af forventningsfulde folk. For det bliver ikke ungt og hipt blot fordi der snakkes og jappes. Hvis Betty Nansen Teatret er ved at opbygge et ensemble, som det ser ud nu med de samme skuespillere i flere af forestillingerne, er det meget vigtigt at udvikle de enkelte skuespillere, så de magter det brede repertoire, som synes at være teatrets mål.
PS: Lidt teaterhistorie: et af de store vendepunkter i nyere dansk teaterhistorie var Birgitte Prices instruktion af ”Elektra” med Kirsten Olesen i titelrollen – spillet på Strøghus Teatret i 1977. Her blev stemmen det altafgørende og dermed det udslagsgivende. Det var ordene og skuespillerens intense nærvær og nye, dybe kvinderøst, som ramte og overrumplede publikum. Ingen der var der, glemmer den præstation – og skuespilleren Kirsten Olesen var med et rykket op i øverste liga.
Medvirkende
Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen, Ena Spottag
MANUSKRIPT / Frit efter Homers Iliade på dansk af Otto Steen Due
DRAMATISERET AF / Tom Silkeberg og Eline Arbo
INSTRUKTION / Eline Arbo
SCENOGRAFI / Ida Marie Ellekilde
MUSIK / Thijs van Vuure
LYSDESIGN / Christian Alkjær
Foto: Camilla Winther
Tegninger: Claus Seidel
Kære Ulla og Kulturkupeen.
Jeg har ikke set forestillingen, men mener, du har fuldstændig ret i, at det er meget få unge skuespillere, der kan tale forståeligt og “gribende”. Det gælder sandelig også på film. De taler utydeligt og uden retning. Jørgen Reenberg sagde altid: “Man skal følge sin replik til dørs og kræve svar.” Ja, det er den man taler TIL, man skal påvirke – og være sikker på, forstår hvad man vil opnå. Ret simpelt, men i dag tror man måske det er smart at tale hurtigt og utydeligt. Og de er optaget af sig selv og ikke modparten. Jeg har lige set Bille Augusts nye film – det er næsten kun Lars Mikkelsen, der formår at gribe én, fordi han jo ved det og gør det. Jeg mener, det er et instruktør-problem. En skøn lærer, jeg havde engang sagde: What do you want the other to feel… Godt tjekke-værktøj.
tak for kommentaren. Det kan undre, at der ikke er flere anmeldere der skriver om sproget på de danske scener. MH Ulla