∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg,
Velgennemtænkt bud på Kjeld Abells klassiker: Anna Sophie Hedvig.
“Anna Sophie Hedvig” – Odense Teater 2018. Foto: Emilia Therese.
Scenen er næsten skrigende hvid. Skuespillerne står som skarpe konturer, der bevæger sig i en box. Flot ser det ud, og scenografien løfter stykket ud af de traditionelle rammer.
Har man nogle år på bagen er Abells stykke en kendt sag. Det er en svær opgave, som Odense Teater og instruktøren Jacob Schjødt har påtaget sig: At spille Anna Sophie Hedvig i minimalistiske omgivelser og så alligevel bevare det udprægede 1930er-look iblandet den pænhedsattitude, som også prægede datidens danskere. Men det lykkes langt hen ad vejen, og den mærkelige historie om den grå mus, der har trodset verdensnormen, fænger, og man bliver ramt og rørt.
Anna Sophie Hedvig er den stille eksistens, som er lærer på en pigeskole. Tilfældet vil, at hun med forsæt udrydder skolens pestilens, fru Møller. Hun skubber hende ned ad trappen. Den selvudslettende frøken bliver på et splitsekund morder. Men hun angrer ikke.
Det er dette moralske dilemma, som Kjeld Abell iagttog overalt i mellemkrigstiden, hvor der var farlige, politiske situationer i Spanien, Italien og ikke mindst Tyskland. Spørgsmålet var og er: Må den lille mand gøre oprør, fjerne ukrudtet, når omverdenen ter sig helt uacceptabelt. Ja, kan vi sige i dag med tilbageblik på 2. verdenskrig. Men dengang?
“Anna Sophie Hedvig” – Odense Teater 2018. Foto: Emilia Therese.
Abell, der begyndte sin teaterkarriere som scenograf og siden fortsatte som dramatiker og digter, skabte en interessant situation med et middagsbord, hvor borgerskabet kommer til at tage stilling til Anna Sophie Hedvigs gerning. Og meningerne er delte.
Kjeld Abell anvendte altid mange af teatrets virkemidler, for han elskede at bryde naturalismens spændetrøje og rykke rundt på tid og sted. Det gør han også her, og netop det abstrakte rum giver mange muligheder.
Urpremieren fandt sted på Det Kongelige Teater, efteråret 1939, hvor Hitlers folk allerede var begyndt at marchere, mens den officielle danske politik var at være neutral. Heldigvis har vor tid ikke en lignende, tikkende bombe i nabolaget, men som en ideologisk og politisk diskussion fungerer stykket fortsat upåklageligt.
“Anna Sophie Hedvig” – Odense Teater 2018. Foto: Emilia Therese.
Scenografen Peter Schultz har skabt et smukt, minimalistisk, hvidt rum, hvor de spektakulære 1930er kostumer kan folde sig ud på hele ensemblet. Her må flere spille forskellige roller, men det fungerer, og hele ensemblet underordner sig også de krav, der stilles. For alle rekvisitter er borte, og kun lyde høres, når en usynlig avis bladres igennem.
Odense Teater har et fint, velfungerende ensemble, som suppleres med gæster udefra. Det er synd at fremhæve nogen, men Betty Glosted scorer point på sin pedelkone, mens hendes societydame er mere neddæmpet.
Det springende punkt er figuren Anna Sophie Hedvig. Pr. definition er hun så kedelig, som alle de andre hurtigt konstaterer, og alligevel er det hende, der er omdrejningspunktet. Det klares fint af Natali Vallespir Sand, mens alle andre også har deres øjeblikke, hvor de lyser. For det er som om instruktøren bevidst har arbejdet på musikalsk vis og ladet skuespillerne en efter en træde frem og i nogle få minutter samle al energi og opmærksomhed omkring sig. Om det går imod Abells tanker, tror jeg næppe, og i dag, 80 år senere end da teksten forlod Abells skrivebord, må alt være tilladt.
“Anna Sophie Hedvig” – Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.
Er man krakiler er det selvfølgelig nemt at kaste fortidens store koryfæer i hovedet på denne Odense-version: Clara Pontoppidan, Bodil Kjer og ikke mindst Astrid Villaume, som var den lille frøken i TV teatrets version, der endnu kan ses på nettet.
….
Det siges, at Kjeld Abell ikke kunne lide teaterprogrammer og heller ikke gerne ville hænges op på fortidens teaterhistorie. Derfor ville han nok være glad for Odense Teater, der tilsyneladende har sløjfet teaterprogrammerne. Det her er altså Store Scene. Årets åbningsforestilling. Et historisk stykke af en guldrandet dramatiker om en kompliceret tid, hvor verden var i total ubalance, og så ikke et forklarende ord. At forestillingen faktisk kan klare sig uden ekstra noter, skyldes alene instruktør og ensemble, men det er pinligt, at en landsdelsscene med mange, mange millioner kroner i offentlig støtte, ikke ser det som sin opgave at underholde på begavet og begrundet vis. Det er at se ned på sit publikum! Øv.
Iscenesættelse Jacob Schjødt
Scenografi og kostumedesign Peter Schultz
Lysdesign Simon Holmgreen, Elroy Villumsen | Lyddesign Ditlev Brinth
Bearbejdelse Jacob Schjødt og Mathias Rosenkrands Bech | Korarrangementer Bent Lundgaard
Medvirkende
Natalí Vallespir Sand Anna Sophie Hedvig, Githa Lehrmann Fruen i huset, Mathias Sprogøe Fletting John, søn i huset, Anders Gjellerup Koch Faderen i huset, Claus Riis Østergaard Direktør Hoff/Birk politibetjent, Betty Glosted Fru Karmach/Fru Rasmussen, Peter Gilsfort Direktør Karmach/Skolebetjent Rasmussen, Lea Baastrup Rønne Leila/Esther (skolepige), Isa Marie Henningsen Marie/Asta, Mette Kjeldgaard Jensen En ung kvinde/Ester, datter i huset, Kristoffer Helmuth En ung mand/Politiassistent Nielsen, Henrik Madsen Soldat og Magnus Andersen Hald Soldat.