∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Another brick in the wall, part 5. Musikforestilling på Østre Gasværk.
Blegt musikteater trods masser af farver og projektører i hobetal.
Efter flere års forberedelse kom premieren på denne forestilling, der bygger på Rockgruppen Pink Floyds legendariske album The Wall. Det er fra 1979, gruppens 11. album og noget så ualmindeligt som en fortløbende fortælling om en mands tvivl og forundring og mere eller mindre kollaps. Hovedparten af teksterne er skrevet af gruppens leadsanger, Roger Waters, der i øvrigt lever, har det godt og er forholdsvis nygift i en alder af over 80 år.
I 1982 kom en film hen over albummet, og i 1990 en berømmet koncert i Berlin, der også blev video-optaget, naturligvis opført tæt på det, der engang var Muren. Alt det er godt at vide, men Østre Gasværks store program har glemt at oplyse om baggrunden for det hele, de skriver bare lidt snik snak og især vises masser af billeder.
I Danmark er der en lang tradition for teaterkoncerter, ”opfundet” af Nikolaj Cederholm i 1994 med ”Gasolin”, som han i øvrigt i sidste sæson til perfektion havde moderniseret i lige netop Østre Gasværk. Siden har mange instruktører og teatre med mere eller mindre held gjort kunsten efter.
Der er noget at leve op til.
Heinrich Christensen er en garvet instruktør, som er vant til det store format, ligeså Kim Witzel som scenograf, der stod bag seneste ”Gasolin” i samme hus. Med en luftkoreograf ( areal koreograf,) lys- og lyddesignere, Line Bech i spidsen for kostumerne samt Søren Gravesen som kapelmester er holdet sat med adskillige assistenter for ikke at glemme hovedrollen – spillet af Johan Olsen, kendt som sangeren i bandet Magtens Korridorer. Oveni: sangere, dansere og luftakrobater.
Det mærkelige er, at det, som måske redder showet er Theatremax, et nyt teknisk system, som af og til, men ikke hele tiden, skaber underskønt lysdesign rundt i det fantastiske rum, Nyrops Gasbeholder. For bygningen og dets indre har en egen skønhed, som dog er blevet godt og grundigt ødelagt af den dyre ombygning og renovering for få år siden. Hele det utrolige loft, at sammenligne med Pantheons loft i Rom, er nu plastet til med projektører, og de fleste af væggene er for akustikkens skyld påklistret sorte tæpper. Theatremax er redningen, men ikke en undskyldning. Nyrop er desværre druknet, men bygningen set udefra er intakt, så det giver god mening at sætte netop ”Another brick in the wall, part 5 ” op der.
Another brick in the wall, part 5. Østre Gasværk. 2023. Johan Olsen m.fl. Tegning af Claus Seidel.
Johan Olsen er sanger og ikke skuespiller. Derfor har han ikke skiftende stemninger, men blot en indstilling, som manden på deroutens langsomme, nedadgående kurve. Synge kan han, så man føler gravens rand og selv bliver selvmordstruet, men der måtte godt være nogle sprækker til det levende liv og ikke kun det levede liv. Må sige, at jeg savnede den karismatiske Jimmy Jørgensen, som også var annonceret, men altså alternerer og ikke fik premieren (?) Han har dobbeltheden i sig og er med årene blevet en ikke ueffen skuespiller. Vulgært sagt når han ud over rampen og er som regel uforglemmelig.
Det er krævende for en sanger at bære to timers forestilling foran de ellers dygtige sangere og dansere, som ikke får lov at stikke hovedet som meget frem, at de bliver individualiteter. Dertil hjælper det heller ikke, at det blot er de engelske tekster, der synges. Man farer vild i historien allerede efter første sang. Et kort resumé i programmet kunne have hjulpet. Er teksten bærende, skal den enten kun høres eller læses. Sådan er det jo også med opera!
Another brick in the wall, part 5. Østre Gasværk. 2023.Pressefoto.
Således synes forestillingen måske at være skabt uden tanke for modtagergruppen, publikum. Det understøttes af instruktørens introduktion i programmet, hvor forestillingen og teaterrealiseringen forklares således: ”en drømmende associativ rejse, som søger at forløse det narrativ og univers, vi kender skitseret fra pladen ….(…) et musikalsk og lyrisk drevet relationsdrama, som er en genrehybrid og som spektakulært koncertteater.”
Dyre og floromvundne ord fra en instruktør, hvis tanker, ideer og ord skal sikre over 1000 publikummer i teatret hver aften de næste måneder. Jeg er bange for, at der ikke er tænkt nok på publikum.
Selvfølgelig er publikum en mangehovedet størrelse, især hvis man vil have fuldt hus. Der er bl.a. dem, der er vokset op med Pink Floyd, dvs. generationerne født imellem 1945 og 1965. Men glem ikke alle andre, der måske har fået andre musikalske impulser og en anden samfundsforståelse. Der bør være noget at gribe fat i.
Another brick in the wall, part 5. Østre Gasværk. 2023. Tegning af Claus Seidel.
Her skuffer også kostumedesigneren Line Bech, der skal supplere Kim Witzels gedigne udbygning på det indre af gasbeholderen. Witzel har simpelthen bygget endnu en gangbro og en spilleplads med elevator – dyre sager, ligesom sidst, hvor der var skabt en hele bro a la Central Park. Det må gemmes og genbruges!
Kostumerne er som sådan ikke forkerte, men de flagrer i øst og vest – og er desværre alle oplevet før i mere homogene teateruniverser. Især det ellers spektakulære afslutningsnummer er i den grad genbrug af alskens teaterkoncertkostumer helt tilbage fra braget med ”Gasolin” i 1994, hvor kostumerne bl.a. var futuristisk inspirerede. At orkestrets kostumering så mere ligner Pink Floyd anno ? giver heller ikke så megen mening i helheden.
Teater eller ej, koncert eller meditationsrejse, der skal være en helhedsidé, og når vi er i dette omkostningslag: gerne en vis originalitet i visualiteten. Det skal ikke kun være Alice in Wonderland eller Coppelias dukkeværksted.
Helhed og fokus synes til gengæld de hårdtarbejdende musikere at skabe, 8 mand, flot musikalsk gennemført, og sammen med lysshowet blev de aftenens mestre.
Bagved og på scenen:
”Another Brick in the Wall Part 5” Tekst og music af Roger Waters, samt David Gilmour og Bob Ezrin.
Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Kim Witzel. Kostumedesigner: Line Bech. Koreograf: Sofie Akerø. Aerial koreograf. Sita Bhuller Otto. Lyddesign: Tim Høyer. Lysdesign: Jeppe Lawaetz & Martin Jensen. Kapelmester: Søren Graversen.
Medvirkende: Johan Olsen/Jimmy Jørgensen, Nana Schwartzlose, Rikke Hvidbjerg, Thomas Jensen, Nis Pedersen, Aviaya Rønnow Steinø, Stina Andersen, Helene Høier Aagesen, Vivian Poldõja, Oliver Prødel Melander, Troels Graakjær, Rebecca Rennison, Ben Loader, Bjarni Berg Gislason/Felix Folkenberg/Billy Kruhøffer-Kotsis, Maria Juul Gauger, Morten Daugaard, Maria Overgaard Vinther og Johannes Johansen. Musikere: Søren Graversen, Søren Bigum, Stephan Grabowski, Anders Birk, Christian Rønn ,Henrik Poulsen, René Damsbak, Tom Bilde, Jonas Munck Hansen. Københavns drengekor.
Spiller på Østre Gasværk Teater til 3. december. Fra 5. januar i Aarhus.
Mage til arrogant og mavesur anmeldelse skal man da lede længe efter – heldigvis!
Kultursnobberi af værste skuffe!
Rummet er stadig smukt, men det er altså en industribygning, og langt fra det klassiske Rom. Og hvis anmelderen ikke kan se vægge, vinduer, loft mm vil jeg anbefale briller frem for skyklapper.
Anmelderen fremhæver Jimmy Jørgensen (en fremragende sanger og skuespiller) – han var der så ikke. Flot!
Det var til gengæld Johan Olsen, som med krop, sjæl og smerte bragede igennem fra første nummer. Råt og upoleret – og måske derfor ikke i anmelderens forfinede smag. Skam dig, Johan!
Scenografi, kostumer mm bliver hånligt affejet som værende set før… Ja ja – hvis forventningen er at enhver detalje skal være unik og skabt til netop dette sekund vil man blive skuffet. Meget er set før, og det vil blive set igen i andre sammenhænge… simpelthen fordi det fungerer! At kalde det genbrug er trods alt at stramme den ud over rimelighedens grænser.
Lad mig opfordre anmelderen til at tage ind og opleve forestillingen. Hun har tydeligvis ikke været der før anmeldelsen blev skrevet!
Kommentaren kræver vist et svar. Det er ikke kultursnobberi, når der sættes spørgsmålstegn ved ikke mindst rummet og kostumerne. Jeg arbejdede i mere end et år på at skrive om Østre Gasværk, bygningens oprindelse, forbilleder og udnyttelse til teaterbrug. Jeg opgav, netop fordi den seneste renovering simpelthen har været for grov mod rummet, og de første mange teaterproduktioner efter renoveringen slet ikke kunne finde ind til rummets sjæl. Det er lykkedes på det seneste flere gange, men efter min opfattelse ikke i denne omgang med Another Brick in the Wall, part 5. Derfor anmeldelsen.
Helt enig. Det var en fremragende oplevelse.
Helt enig. Vi var “blown away” fra første sekund, og var helt høje længe efter. Hurra for at ikke alle køber billetter efter sure gamle anmeldersnobber!