Kulturkupeen

Apokalypsen – Bodil Jørgensen mod dommedag.

Kommentar af Ulla Strømberg.

( Ingen stjernekarakterer, da det er et bibelsk emne.)

En dommedagsprofeti med Bodil Jørgensen spillet på Reaktor på Teater Republique.

Dommedag!

En hospitalsseng med et lagen – og nedenunder et menneske. Er hun død, måske, men liver så op og underholder os i tre kvarter for igen at lægge sig under lagenet.

Bodil Jørgensen er som skuespiller udefinerlig, fordi hun favner så meget og i de senere år har givet sig selv lov til både at være morsom, sjov, revyagtig og indimellem også gravalvorlig. Det hele udnytter hun i monologen ”Apokalypsen”, som jo er dommedag i bibelen.

Forestillingen er et kort one-woman show, som balancerer på kanten af det grotesk morsomme og dødsens alvorlige. Og så er det op til tilskueren at bedømme, om det ene eller det andet vinder. Mest bemærkelsesværdigt er springene. Fra de dybt seriøse tekststykker fra bibelen – til snik og snak om I pad og andet hverdagsagtigt.

Er man ikke for tæt på døden for tiden, kan forestillingen more, men har man døden lige i nærheden, kan selve håndteringen måske synes lidt lovlig brutal. Men uanset hvad, så er Bodil Jørgensen en bredtfavnende skuespiller, der mester utrolig meget og er i stand til at understrege selv de allermindste detaljer via mimik og gestik.

Det er imponerende.

 

Tekst og musik: Frank Kjørup. Co-produktion med Bodil Jørgensen, Frank Kjørup og Republique.

Spiller indtil d.23.1.2017.