∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sort Vand – intellektuel præstation på teater Edison under Betty Nansen Teatret.
Sort Vand. Edison. Pressebillede.
Engang imellem kan det måske være en hindring at være en garvet teatergænger og have set og hørt så meget, – for meget, vil nogen nok sige.
Derfor vil jeg starte helt fra scratch med Betty Nansen Teatrets seneste produkt på Edison: “Sort vand” – skrevet af den berømmede tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig (1967).
En tekstmosaik i fransk stil a la ”Den ny franske roman” – og den absurde tradition tilbage i 1950erne og 1960erne. En erindring om et hændelsesforløb atomiseres og genfortælles i parallelforløb af 6 skuespillere, som ikke har fastlagte karakterer og ikke spiller sammen, men agerer og taler ud til publikum.
Hændelsen er der ikke noget i vejen med: for 20 år siden, en sommernat, mødtes to grupper unge mennesker fra hvert sit hjørne af det tyske, sociale spektrum: de tyrkiske gæstearbejdere – og det gamle hvide borgerskab. Det var sommer, nat og der var vist en svømmepøl. Sød musik i overført betydning opstod, og så var det slut. 20 år efter møder to af dem igen hinanden. Han er på vej til at blive minister, hun er kassedame. Men denne ene nat 20 år tidligere var de lige.
I Betty Nansen Teatrets version, instrueret af Anja Behrens med scenografi af Christian Albrechtsen, er det blevet til et imponerende minimalistisk vandbassin med høje monumentale lygter. Flot er det, og vandet bruges effektivt som en medspiller, der kan ruske op og demonstrere de indre følelser. Skuespillerne står først på række – i hvidt uldent undertøj – og får midtvejs lov at skifte over til smukke silkelignende gevandter. Alt er vådt, for vandet er det redskab, som de kan spille deres sjæleliv op ad. Men ellers er det så som så med følelserne, også i replikkerne, der siges lige ud til publikum – på nær en enkelt gang, hvor et par af skuespillerne går i clinch med hinanden.
Sort Vand. Edison. Pressebillede.
Skaber det følelser hos publikum? Ikke umiddelbart, men det er vist heller ikke meningen. Der er snarere tale om, at publikum skal erindre deres egen ungdoms udskejelser eller måske skal historien prikke til den sociale samvittighed -.om det opsplittede samfund, om de forskellige socialklasser etc.
Det er smukt at skue og effektivt gennemført. Og koldt må det være. Også fordi skuespillerne tilsyneladende ikke får love at leve sig ind i de forskellige figurer, selv om ikke mindst Marie Louise Wille udtrykker en smuk menneskelighed i sine replikker.
Men hos mig blev det til et deja vue. Først og fremmest med med Becketts ”Play” fra 1963, hvor en mand og to kvinder sidder i tre enorme urner og med monotone stemmer beretter om en fælles hændelse. Også forskellige andre berettermodeller dukker hos mig frem i erindringen. Og så er der det med vandet. For 4-5 år siden var der pludselig vand i alle forestillinger og ikke mindst i Det Røde Rums ”Metamorfoser”, hvor det sammenspillede ensemble gik langt for at forløse instruktøren Elisa Kragerups tanker. Det blev til det rene mudderbad, og publikum elskede det.
”Sort Vand” er på mange måder en gennemtænkt og gennemkomponeret forestilling, der også synes kold og fortænkt. Men det kan være, at det blot er mig, som fik alt for mange associationer og i øvrigt gerne vil hensættes i et lettere sentimentalt og følelsesmættet ”rum”.
Og i en forestilling må det visuelle, uanset hvor smukt og flot det er, ikke løbe af med historien eller kompensere …
www.bettynansen.dk