Kulturkupeen

Arken fylder 25 år.

Af Ulla Strømberg.

Kunstmuseet Arken fylder 25 år d.15. marts.

Tillykke til kunstmuseet syd for København. 25 år som kunstmuseum i Danmark med en stadig voksende international kunstsamling, det er en bedrift. Og ikke mindst museets direktør siden 1997, Christian Gether har æren for, at det, som begyndte som en kaotisk socialdemokratisk fantasi og lignede et strandet skib, rejste sig og fik krop og betydning.

Arkens vartegn af Elmgreen og Dragset.                                                                                                                                                                                                                                                     Arken 2021                                                                                                                                         I dag er Arken et vigtigt museum og er i løbet af 25 år blevet et nødvendigt supplement til både Louisiana og AROS hvad angår international kunst. For Arken har på flere områder ovenikøbet trumfet de andre ved at satse meget målrettet på den nyeste, internationale kunst med en forholdsvis stor fascinationskraft og dermed også med evne til at finde genklang hos et bredt publikum. Arken er blevet det, som museet skulle være: et museum for alle – uanset alder og kulturelle præferencer.

Arken 1996

Museet åbnede et par måneder inde i det famøse Kulturby 96-år, hvor København flød over af kunst og kulturelle aktiviteter.  Der var dronning, pomp og pragt over åbningen i marts måned. En performance, ”Navigare”, skabt af ”Hotel Pro Forma” med 50 roere og en operasanger placeret ned gennem hovedaksen med glasklare årer, lagde et niveau, der vist i første omgang skræmte de lokale borgere væk fra det, der skulle være deres nye kulturelle mødested.

Arken, marts 2021 set på afstand. Foto: US.

Forudsætningerne

Tilbage i 1980erne, hjemme i køkkenet hos den daværende socialdemokratiske Ole Hyltoft, opstod ideen om et kulturhus syd for København. ”De kulturelle lemmingers valfart” mod nord til Humlebæk og Louisiana skulle drejes 180 grader. Sådan var tankesættet stadig, da den helt unge arkitekt Søren Robert Lund vandt den udskrevne konkurrence tilbage i 1988. Kulturhuset blev hurtigt i planlægningen til et kunstmuseum med placering i Ishøj i Københavns Amt, ud til vandet.  Amtsborgmesteren fra 1974-1993, socialdemokraten Per Kaalund, var første formand for ”Museet For Moderne Kunst”,  og han var med til at udpege den første direktør, Anna Castberg.

Anna Castberg med fake CV

Byggeriet tog form, og i 1993 blev Anna Castberg ansat som direktør. Hun var i dansk sammenhæng helt ukendt og, skulle det vise sig allerede få måneder efter åbningen, desværre også ukendt i udlandet.  Hun havde, som det hedder på nudansk, faked sig til direktørposten, da eksamenspapirerne var ikke-eksisterende. De kulturglade socialdemokrater i Københavns Amt havde ikke checket op på CV etc., men stolede på den nydelige dame med pæne manerer.  Hun talte i øvrigt aldrig om kunst, nævnte blot de samme par kunstnere hele tiden, som om de var hendes nærmeste kunstvenner. Det lykkedes mig dog én gang, i februar 1996, ved en radiodebat som blev afholdt på byggepladsen i museet, at få hende til at tale om kunst og indhold. Men den nyligt afdøde, kloge og yderst velformulerede arkitekturhistoriker Carsten Thau lugtede vist lunten og stegte hende med ord på en pande. Det var ren underholdning. I øvrigt var det også Thaus illustrative billede med de vandrende lemminger.

Allerede i august 1996 blev Castberg afsløret af en årvågen journalist på Jyllands-Posten, og Politiken fulgte trop.  Eksamenspapirer fandtes ikke og heller ikke ansættelser på diverse museer og i auktionshuse.  Skandalen affødte sidenhen både et teaterstykke og et par bøger af Leif Davidsen og også af Ole Hyltoft, hvor titlen lød: ”Mord på museet”.

Arken med blå himmel. Pressefoto.

Christian Gether træder til

Få måneder efter blev kunsthistorikeren Christian Gether udnævnt til direktør og sidder stadig i stolen. Han havde tidligere været direktør på Sorø Kunstmuseum og var efterfølgende leder af Center for Dansk Billedkunst, hvor han rejste ud i verden for at formidle dansk kunst. Han havde et internationalt netværk, var vant til at drive museum og god til være i dialog med både lokale og statslige myndigheder. Der kom orden på Arken, og siden da har museet stødt og roligt klaret alle skærene. I dag er museets udstillingskapacitet udvidet med flere nye tilbygninger.

I de allerseneste år er museet suppleret med et meget interessant udemiljø. En voldgrav omkranser nu museets postmodernistiske korpus, og i hele området ud mod vandet og ind i landet er drysset ganske spændende skulpturer af internationale nutidskunstnere, således at der er en hel kunstudsmykket sti, Arkenwalk, op til Ishøj Station. For få år siden fik Arken tillige et vartegn, som netop signalerer det, museet gerne vil vise: kunstens genkendelighed på tværs af alle grænser: Elmgreen og Dragsets rytterstatue med en dreng på en gyngehest – det hele holdt i guld. I øvrigt blev skulpturen før den nåde frem til Ishøj udstillet på intet mindre end Trafalgar Square i London.

Arkens lange kunstakse. Foto: Bogo Group.

Udstillingerne

Udstillinger hen igennem årene har været imponerende hvad angår niveau og gennemslagskraft. For blot at nævne kunstnere fra de allerseneste år: soloudstillinger med værker af van Gogh, Picasso, Miro, Dali og Frida Kahlo, som har hængt på væggene.  Også en række gruppeudstillinger har evnet på højt niveau at nå ud til et bredt publikum. Arken har også valgt at udgive velskrevne og formidlende kataloger, som netop kan supplere museumsbesøget og i øvrigt være prisbillige.  Det burde mange museer lære af.

Det var også en af hemmelighederne bag Louisianas succes tilbage i Knud W. Jensens tid, hvor Louisiana Revy havde introducerende tekster om de udstillede værker, så de besøgende blev informeret og bevarede indtrykkene i lang tid efter, at udstillingerne var lukket ned.

I dag kan Christian Gether se tilbage på et veludført arbejde med Arken, men i februar 1997, da han trådte til, var det svært, siger han her ved jubilæet:

Da jeg kom til i februar 1997 var alt kaos. Medarbejderne kom og gik, der var ikke styr på regnskabet, så meget skulle rettet op. Alle udgifter over 1.000 kr. måtte forbi mit bord.

Fra sit internationale arbejde med dansk kunst havde Christian Gether fået mange kontakter, og hurtigt blev der lagt en indkøbspolitik. Museet skulle være anderledes og sprænge nogle forståelsesbarrierer.  Christian Gether fortæller:

Først skulle Arken vise, at det kunne fungere som museum. Men allerede i 1998 begyndte fondene at vise interesse. 

Mit ønske var, at de overordnede spørgsmål som: Hvad er kunst? og Hvad kan kunst? skulle være retningsgivende for indkøb og udstillinger. Med menneskekroppen som udgangspunkt ville det være tydeligere at skabe en forståelse af, at kunst skal sanses og opfattes intuitivt.

 

Damien Hirst. 2011. Arken, Museum for Moderne Kunst. Foto: Prudence Cumings Associates.

Tag derud

På jubilæumsdagen er Arken lukket. Men faktisk er hele området jo tilgængeligt året rundt. Så det er muligt lige nu at køre ud til Arken, stille bil eller cykel og så med gode travesko fornemme områdets transformation til et område fyldt med kunst, som på raffineret vis supplerer naturoplevelsen. Og så kan man jo selv tage stilling til, hvor ens præference ligger: Er det den lille dreng på gyngehesten, eller er det mere subtile værker.

Tillykke til Arken, som rejste sig, på trods af en svær fødsel, og i dag står som et vigtigt moderne kunsthus med en meget spændende, og på dansk grund, unik samling.

www.arken.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.