Kulturkupeen

Babettes gæstebud som madteater på Republique.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Babettes gæstebud. Den mest sanselige og levende version findes lige nu på Østerbro i København. Alle med billet er inviterede. Åh, hvilket gæstebud!

100 folk omkring fire borde og et hav af opvartere og skuespillere.  Det var næsten for flot, nej,  det var og er alt for overdådigt for sådan én som mig, der ikke går på gourmet-restaurant i det daglige.

Babettes Gæstebud. Republique. Madteater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Babettes Gæstebud giver flere associationer: Karen Blixens lille novelle fra 1950, og filminstruktøren Gabriel Axels eminente film fra 1987, som oven i købet fik en Oscar – og så nu, Babettes Gæstebud som ”Madteater” på Republique.

Tidligere har Republique med stor succes bl.a. taget udgangspunkt i Søren Vinterbergs film: “Festen” og skabt “madteater”! De er  ikke bange af sig.

Babettes Gæstebud. Republique. Madteater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Sammen med scenografduoen Torden og Lynild er teatret omskabt til et mærkeligt rum midt imellem Maribo Domkirke og den gamle palmesalon på Carlsberg. Her på et filttæppe står fire borde med en lille scene midt i. Det hele er pakket ind i en lyssætning, der veksler så intenst, som var vi til en rockkoncert. Hertil skal føjes 5 skuespillere og et stort antal tjenere og hjælpere, alle klædt upåklageligt i kostumer, der balancerer på kanten af de mere end 100 år, der er imellem vor tid og Babettes, en gang i slutningen af 1800tallet i en lille by i Norge.

Babettes Gæstebud. Republique. Madteater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det kunstneriske team bag er kokken Mette Martinussen, instruktøren Rolf Heim og instruktør og dramaturg Simon Boberg. De  har taget nogle dristige valg og klippet og skrevet til, så denne version også indeholder nogle snusfornuftige bemærkninger om moderne livsstil og ændring af spisevaner. Det kunne være overflødigt, men tjener til at lægge lidt distance til Blixen/Dinesen.

 

Babettes Gæstebud. Republique. Madteater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Rammehandlingen er novellen med en smuk fortæller i skikkelse af Benedikte Hansen, der har en diktion som er langt fra og tæt på den gammelkøbenhavnske stil, som virkelighedens Karen Blixen havde, og som ”Out of Africa”s Meryl Streep  genskabte (på engelsk).  Ellen Hillingsø spiller med rank ryg og tournure Babette. I starten med fransk accent, men fornuftigt nok aflægges den siden hen. Uden om må de tre andre skuespillere klare lidt af hvert.

Nerven i det hele er selvfølgelig det måltid, som Babette for sin lotterigevinst fik lov at servere for den lille menighed:

Her kommer Mette Martinussens sans for både teaterleg og kogekunst publikum til gode. På formidabel vis bliver de 100 mennesker ved bordene beværtet med en lang menu i en smuk rytme. Retterne er tæt på Babettes, men, som der fornuftigt nok står på spisekortet: af etiske grunde serveres hverken foie gras eller skildpaddesuppe. Så sparede man både dyrene og en pose penge. Men sandelig om det ikke næsten ligner og ligeså med den velsmagende  vegetarmenu, som også følger i hælene på Blixen. Og smukt ser det hele ud.

Babettes Gæstebud. Republique. Madteater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Her følger  Mette Martinussens menu med forestillingens forskellige satser:

BARNDOMMENS MINDER OM MAD Kaviar på boghvede-blinis med hasselnødder og frossen creme fraiche Vin: Alsace, Glintzberg Riesling, Domaine Roland Schmitt

REVOLUTIONEN Vagtel med dehydreret rødbede, sorte oliven, brombær og grillet hjerte Vin: Loire, Tète Red, Cabernet Franc, Les Tètes 

SKILDPADDESUPPEN Sphere af fiskefumé Solæg Sprængt kalvetunge med kombucha og gær Fiskeboller i muslingesauce Blæksprutte med spirulina Drik: Sherry, Lillet Blanc, Angostura

ANKOMSTEN Klipfisk og øllebrød Vin: Gascogne, Vain de Rû, Dominique Andiran ( blev vist, men ikke serveret)

LOTTOGEVINSTEN (Gadekøkkener) Arabisk baba ganoush med dukkah Koreansk congee med tofu, kimchi og miso Afrikanske ananas-kebabs med hibiscus og chili Sydamerikanske ’yucas fritas’ med tomatsalsa Drik: Kold øl med liflig skum

FORBEREDELSERNE Pâté en Croûte på and og gris med confit af kråser, pistacienødder og trompetsvamp Bitter salat, valnødder og vinaigrette Vin: Languedoc, Le Petit Rosé, Elkjær/Wine Drop

 

GÆSTEBUDDET Pithivier af butterdej med duxelles af and og kalv Græskar, champignon og rødvinssauce med syltet sennep og knoldselleri Vin: Côtes du Rhône, Château de Montfaucon 

SIDSTE KAPITEL Baba au Rhum med skum og frugt

Jeg vil ikke gå i detaljer med de mange sanseindtryk, for der skal også være et par overraskelser tilbage.

Babettes Gæstebud. Republique. Madteater. 2018. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Publikum reagerede over en bred front ens: Mange var klædt fint på og kom i par: ægte- eller vennepar. Under de første tre retter var de fleste fåmælte og  kiggede ned på servietten i de korte pauser. Men som vinmenuen skred fremad, løsnedes op for hæmningerne, og folk begyndte, præcis som hos Babette og Blixen,  at tale med sidemanden og vise interesse for andre end sig selv.

I øvrigt opstod et par af de både dramaturgiske og kulinariske overraskelser i pausen og mod slutningen. Her gik det kulinariske og det teaterdramaturgiske op i en højere enhed.

Der er masser af plusser ved madteater. Det er smukt, at folk kan spise sammen og få ekstra oplevelser, som rækker ud over det rene måltid. Minusserne er få: Måske er det for stort, dyrt og krævende et apparat at sætte i gang for at fortælle en historie, der forener flere sanser.  For ved at agere som en anden luksus gourmet–restaurant, hvor kun det bedste er godt nok, skrues billetpriserne i vejret og afskærer for mange fra oplevelsen.

Jeg kunne godt tænke mig et kompromis på midten af korsvejen, hvor både smag-, syn- og høresansen blev fodret, men på et mandskabsmæssigt lavere plan. Det kan godt være, at det ikke er så sjovt for de medvirkende, men nu har vi i årtier kæmpet for, at dansk teater skal være for alle!

Et råd på falderebet til dem ved muffen eller hang til noget helt særligt: gak til Østerbro – og til alle andre: læs den lille novelle igen eller find filmen.  Hvilket gæstebud!

 …

Efter fortælling af Karen Blixen

Idé & koncept:  Rolf Heim, Mette Martinussen & Simon Boberg

Manuskript: Rolf Heim og Simon Boberg (udviklet i samarbejde med holdet)

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Benedikte Hansen, Marie Tourell Søderberg, Jens Frederik Sætter Lassen & Klaus T. Søndergaard

Instruktør:Rolf Heim

Gastronomisk iscenesætter: Mette Martinussen

Scenografer:Torden og Lynild

Lysdesigner:Mads Lindegaard

Dramaturg:Simon Boberg

www.osterbroteater.dk