Kulturkupeen

”Bag om min far” – af Kaspar Kaum Bonnén.

Anbefaling af Ulla Strømberg.

”Bag om min far” – bog af  Kaspar Kaum Bonnén.

En lille, poetisk og alligevel meget konkret erindringsbog af billedkunstneren og digteren Kaspar Bonnén. Den synes “unplugged”, dvs. beskriver de mørke tanker og erindringsglimt, der spontant dukker op hos en voksen mand, der tænker (lidt for meget) tilbage eller måske sidder i stolen over for en psykoanalytiker. Bogen følger efter ”Ind til min mor”, som udkom i 2016 og beskrev opvæksten hos en psykisk syg mor med vrangforestillinger.  Den bog udkom først efter moderens død, i kølvandet på Kaspar og søsterens gennemgang af alle moderens papirer.

 

Nu gælder det faderen, men ”Bag om min far” må nødvendigvis blive anderledes. For billedhugger Peter Bonnén lever i bedste velgående og er oven i købet nabo til Kaspar og har været det i 10 år. Faren møder op til Kaspars ferniseringer, og sønnen følger farens mere offentlige aktiviteter. Begge er billedkunstnere, Kaspar er blot også forfatter og i øvrigt 52 år. Så nogen grønskolling, kan man ikke kalde ham, og i øvrigt er bogen slet ikke en portrætbog om faderen.

Miseren er, at de aldrig har talt sammen rigtigt. For Kaspar bliver der ved med at være knudrede tråde, som fører tilbage til en ulykkelig barndom. De må redes ud, og derfor skriver han sig igennem både barndommen og opvæksten – på en poetisk og fragmentarisk måde.

Vi får stumper og stykker fra fortiden flettet ind i nutidsoplevelser, der kan være overraskende jordnære, men ofte med raffinerede overlapninger og associationer. Måske er det bogens styrke, denne blanding af tankespind og banale hverdagsøjeblikke, der kan opfattes som brutale eller kyniske.

Bogens hensigt er vist nogle selvanalytiske eksercitser, som indimellem virker ganske uoprettelige. Ikke mindst når faderens svigt nedarves, så Kaspar heller ikke selv har formået at være nok for sine sønner. Det gør bogen både almen og i momentet ganske tragisk. Men så er der humoren – eller galgenhumoren, når det store familiebillede tegnes: ”Min oldefar Folmer havde en malerskole, men blev nazist..”, ”Min farfar forlod sin kone og min far, og blev gift med en indisk mand, som også blev hans tjener”, ”Min farbror Jens døde af druk. Mine mostre Elin og Kirsten forelskede sig i de forkerte mænd.”

Opvæksten blev forkvaklet, da forældrene blev skilt. De eneste rigtige holdepunkter var mormoderen og søsteren. Resten af omgivelserne ydede ikke de stakkels børn støtte, selv om det overordnet set er en familie med tilsyneladende overskud og mange kunstnere. Faren fik en ny kone og en søn, som nok oplevede en mere harmonisk og velstående opvækst med pakkejulekalender!  Dog fylder alkohol og kunstnersind godt op i bogen, mens Kaspar selv tilsyneladende har klaret frisag. For det er farligt at være barn af to alkoholkere, som han skriver nok så ærligt.

To begreber går igen: svigt og “undskyld”. Hvis faderen bare havde prøvet at forklare, hvorfor han svigtede sine to førstefødte børn og overlod dem til en syg mor uden ret mange penge. På et tidspunkt havner børnene på et børnehjem. Men hverken faderen eller hans store familie reagerer.  Og så er der det lille ord “undskyld”. Det eksisterer tilsyneladende ikke i faderens begrebsverden. Det synes som om hele bogen, og måske også en stor del af Kaspar Bonnéns kredsen om barndommen, skyldes manglen på forklaring  og ”undskyld”. Uden denne ”konklusion” kan han ikke komme videre. Spørgsmålet er, om denne lille bog på 98 sider så er nok?

”Bag om min far” bliver derfor til selvanalyse uden løsning. Vi når ikke frem til en frisætning eller en åbenhed. Faderen, der er billedhugger og ovenikøbet en god billedhugger, har bare aldrig lyttet til sønnen.Bogen fremstår som et lille skrig, ikke om hjælp, men ud i tomrummet. Verdenslitteraturen er spækket med faderopgør og postulerede forløsninger. Det er bogen helt fri for. Her bliver døden sat ind i stedet, men på en lidt fraværende måde.

Bogen synes skrevet hurtigt, og funderingerne over selve skriveprocessen er inkorporeret i teksten, måske for at legitimere de flagrende associationerne. Lidt irriterende. Til gengæld er de punktvise kunstbetragtninger interessante, bl.a. fortolkningen af faderens opdelte skulpturer. Det synes langt mere relevant end de indirekte, ret banale freudianske henvisninger.

Det mest ærgerlige er dog, at Kaspar Bonnen, som selv er en interessant billedkunstner, uddannet på Kunstakademiet med værker på alle større museer i Danmark og oveni på Amalienborg, ikke viser den side af sit talent. Det havde været interessant at se de fragmentariske interiører, som ofte har været hans motivkreds, sat over for beskrivelsen af den forkvaklede barndom.

Bogen kan sagtens læses, uden at man kender til familien. Men kender man familien,  er bogen modig uden at være grænseoverskridende.

Bogen udkom d. 28. 4. 2020 på forlaget Vandkunsten.

www.vandkunsten.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *