Menu Luk

 

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bakkens Hvile – 2024.

Bakkens Hvile. Dot Wessman. (2017). Pressebillede: Foto: Natascha Thiera Rydvald.

Pas på – nærm jer ikke Bakkens Hvile, hvis I vil være moderne og trendy – for Bakkens Hvile er alt andet end woke. Derfor er stedet snart helt unikt i dansk sammenhæng, hvor alt skal leve op til adskillige krav, som ungdom, flerkønnethed m.m.

Og dog, for hvis det drejer sig om genbrug, er Bakkens Hvile det rette sted at gå hen: “Ska’ vi sove eller hva’”– blev sunget i Bakkens Hvile engang i fortiden af Cleo, og sangen er med igen i år i et nostalgisk blik på fortiden. For sådan er det med traditioner, gamle travere og erindringer – de dør ikke, de genopstår af og til, og lige nu synes Bakkens Hvile mere end noget andet sted at være vidunderligt fri for de woke-tendenser, vi for tiden er styres af.

Bakkens Hvile. 2024. Tegning af Claus Seidel.

For hvor går man ellers hen og finder alt det, man ikke må tale om? På scenen står der fire flotte damer, hvor de fleste er over 50, og pianisten kan i 2024 fejre 30 års jubilæum.

Her smides intet ud af det, som stadig kan bruges: tekster, sangerinder og stemning. Helt ualmindeligt i en tid, hvor alt skal være ungt og politisk korrekt, selv om en Mette F. taler om,at der er brug for alle på arbejdsmarkedet. Men det passer bare ikke! De gamle og det gamle er yt i en tid, hvor politikere går ind for at nedrive gamle bygninger blot for at bygge nyt!

Bakkens Hvile har igennem mange år haft Dot Wessman som den utrættelige leder. Stedet har eksisteret i 147 år og markerer sig ved også at have nye tekster  med, og de oser af  social og politisk brod. Det er godt og sjovt, og med tekster af bl.a. Flemming Jensen får flere politikere et nødvendigt klaps, bl.a. Mette F.

Også bartenderen, Dots mand, politikeren Morten Messerschmidt, omtales som vanligt i en vise, sunget af fruen. I år ganske vittigt om at hun godt kunne tænke sig en yngre model, måske ham den nye unge på Borgen, Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance – og så nej, alligevel ikke.

De fleste sange og tekster imellem damerne i store selskabskjoler og hatte med farvede fjer taler om mænd og sex.  Sådan har det været, og sådan skal det vel være for at Bakkens Hvile kan fastholde sit renomé som et vovet sted, der alligevel er gjort en smule salonfähig.  De fire kvinder siger vist blot alt det om mænd, som mænd engang sagde om kvinder!

Men jeg synes nu de fire syngepiger, som de altid har været kaldt, i det fortræffelige samarbejde med pianisten,  er sjovest og mest relevante, når de nærmer sig det samfundsmæssige – om det er en genbrugstekst fra sidste år ”Jeg er sur” eller ” Det må vi ikke (for Mette), en omskrivning af den gamle børnesang-skrevet af Flemming Jensen.

De fire syngepiger eller damer har i øvrigt vidt forskellige kvaliteter. Dot Wessman er, ligegyldigt hvad hun siger og synger, både bly og uskyldig i sin form. Sådan er derimod  hverken veteranen Tina Grunwald eller Sus Mathiasen, for her er sex og saftige tanker med i repertoiret.  Ann Farholt er, takket være sin højde og dybe stemme samt en fortid som jazzsangerinde,  lidt af en ustyrlig vulkan, ikke mindst når hun kommanderer rundt med de andre – alle i soldateruniformsjakker.

Bakkens Hvile er en tidslomme, en mærkelig størrelse, der ikke passer parnasset, hvem det så er, der styrer smagen og de offentlige kroner for tiden –  og efter hvilken politik?

Det økonomiske aspekt er vigtigt at understrege, for Bakkens Hviles rum er ikke stort, der er kun få pladser, og hvert år lyder der jammer fra Dot og co.   Men nu hvor cancel-kulturen og woke-tendenserne florerer og enhver kulturinstitution i nærheden af det offentliges pengekasse er bange for ikke at være politisk korrekt, er det vigtigt at bevare det lidt aparte, det lidt ustyrlige. Tænk over det!

Bevar Syngepigerne!

 

På Scenen: Dot Wessman, Ann Farholt, Sus Mathiasen, Tina Grunwald 

Ved klaveret: Kenneth Sichlau

www.bakkenshvile.dk

 

1 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *