Kulturkupeen

Bakkens Hvile for fuld kraft. 2022

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bakkens Hvile for fuld kraft i  2022.

Årets show er både friskt, flot og farverigt, mens fjerboaerne som vanligt hvirvler i luften.

Bakkens Hvile. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Det begyndte i 1877, måske i det samme lille træhus, derude i Klampenborg:   Bakkens Hvile har syngepiger på scenen og glade mennesker nede ved bordene. For det er serveringsteater, hvor stemningen gerne må stige eller måtte. Alt er jo blevet pænt og afmålt, bare ikke teksterne, som i dag dog skal passe ind i tidens moralkodex.

De fire fjerklædte damer i mægtige rober på den lille scene ude på Bakken er mere end sprællevende i år. Det er som om de har genopfundet sig selv og hatten af for Dot Wessman, der er kvinden bag det hele. Forhindringer har der været nok af:  Corona i årevis – og det er ikke nemt for et sted, hvor folk helst skal sidde meget tæt. Nu er #Metoo måske den nye forhindring. Ingen må føle sig udsat, heller ikke verbalt. Der må ikke siges eller gøres noget, der kan genere en bestemt befolkningsgruppe.

På eleganteste vis er der kun én gruppe, der udsættes for det hele og hele tiden. Og de er alt for mange til at organisere sig, og hvis de gjorde, tror jeg, at Dot ville være mand for at udnytte det.  Det er den halvgamle hvide mand.   Eller faktisk alle mænd, unge, halvgamle eller gamle og etnicitet underordnet.

Bakkens Hvile. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Teksterne er også fornyede – eller er de? – Joh, Flemming Jensen har et par stykker med, bl.a. synger Dot en pæn lille sang om at være formandsfrue, mens hendes mand, Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, står i baren. Den er sød og er ingen lovsang, for skuespilleren og forfatteren Flemming Jensen er som bekendt inkarneret socialdemokrat.

Ellers er det sex, det handler om, og modne kvinder som bliver ved med at være sultne.  Bakkens Hvile har med Ann Farholt i gruppen fået en mere jazzet sound og det både klæ´r og løfter det hele.  Den nye i klassen Sus Mathiasen klarer sig også flot, som om hun havde været med i mange år. Sjovt nok er mutter bag det hele, Dot, den mest ærbare og har stadig ungpigesødmen, mens Tina  Grunwald også i  år kan tage sig af det mere vovede.

Bakkens Hvile. 2022. Bogo group.

Slutnummeret i første afdeling giver plads til nye tider. Pludselig er de i bukser og høje hatte. Ok, men ikke nødvendigt. De friske bakkedamer behøver nemlig ikke lefle for tidens hang til at udtvære de gamle kønsroller.  Der må godt være bare et sted indenfor showbiz, hvor den gamle verden stadig udstilles.: ”Køb blomster, køb blomster” – ”I den gamle pavillon”.

Uden Kapelmester Kenneth Sichlau ved klaveret gik det ikke. Han er der med stor præcision hele tiden, og så nemme er damerne nok ikke at følge.  Og de bevæger sig flot hen over den lille bitte scene i Susanne Breunings instruktion og koreografi.

Bakkens Hvile. 2022. Foto: Bogo group.

Vi må bevare Bakkens Hvile (Er der en gruppe på facebook? – Ellers bør den komme.)  Tak til Dot og damerne for deres store bevaringsindsats på alle planer. Tænk hvis tekstpolitiet eller kønsfanatikerne kom og krævede, at der skulle være mænd og hunde på scenen for at vise et sandt billede af dagens Danmark.  Længe leve Bakkens Hvile og den selvstændige vise.

Medvirkende:

Sus Mathiasen, Dot Wessman, Tina Grunwald og Ann Farholt.

Instruktion og koreografi: Susanne Breuning.

Kapelmester: Kenneth Sichlau.

Fra 31.5. – 3.9. 2022 – på Bakken.

www.bakkenshvile.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *