∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Min fars stemme, et faderportræt af Rosalinde Mynster.
Det er en rørende bog, en modig bog, en ærlig bog og først som sidst en trist bog om skuespilleren Søren Spanning.
Datteren Rosalinde, som selv er skuespiller, debuterer hermed som forfatter med ”Min fars stemme”, der ikke er en hel almindelig portrætbog. For faktisk fortæller Rosalinde mindst lige så meget om sig selv, om egne fejl og svigt som datter. Heri ligger det modige og lidt dumdristige.
”Min Fars stemme” er dog mest af alt en poetisk kærlighedserklæring til en far. Portrættet af faren bærer dog præg af, at Rosalinde i for mange år levede med en syg far og derfor må bruge kræfter på at tænke tilbage på den store, stærke far med den smukke stemme.
Vi andre husker ham nok primært som den perfekte Hamlet på det Kongelige Teater. Søren Spanning var, stemmemæssigt og statuarisk, suveræn i rollen som den danske prins. Lakmusprøven for alle mandlige skuespillere. Søren Spanning bestod med UG, og hans fortolkning var ikke til at skyde igennem. Det var i begyndelsen af 1980erne. Forestillingen blev også spillet på Kronborg. Inden da havde Søren Spanning haft hovedroller på Aarhus Teater, hvor han var uddannet. Allerede fra 1970erne husker jeg ham som det store talent med den smukke stemme, skabt til at spille alle elskerroller. Men også en skuespiller, der ikke kunne lide journalister, for hans far journalist. Og altså også en mand, som var imod opmærksomhed.
Søren Spanning i Morderenglen, Skuespil på Betty Nansen Teatret. 1997. Tegning venligst lånt af Claus Seidel.
Søren Spanning døde for halvandet år siden. Indtil 2014 var han en meget værdsat skuespiller. Ikke en mand, der gav interviews ti dameblade eller deltog i tv-lege, men en mand, som var skuespiller med stort S. Det beviste han også som professor Higgens i ”My Fair Lady” på Det Ny Teater omkring årtusindeskiftet – og i Tv-serien ”Borgen”, hvor han spillede højrefløjens statsminister. Men i 2014 blev han ramt af en blodprop i hjernen og lå i coma i en måned.
Rosalinde Mynster. Fotograferet af Jasper Spanning.
Rosalinde Mynster er selv skuespiller og blev hele Danmarks darling i de første mange årgange af TV-serien ”Badehotellet” på TV 2, hvor hun var den ekstremt fornuftige pige, der overtog badehotellet, men pludselig blev skrevet ud af serien. Figuren rejste til England (som en anden Hamlet).
Moderen, Karen-Lise Mynster, er også med i bogen – og ligeledes en kendt skuespiller.
Denne ”kendthed” gør på en måde ”Min fars stemme” både mere og mindre interessant. For er det fiktion eller virkelighed? Måske en poetisk stileøvelse og Rosalindes første forsøg på at skrive og bevæge sig væk fra skuespillerfaget. Og måske vil hun fortsætte i denne retning og skrive både dramatik og flere historier. Der er tilsyneladende nok at øse af, da Rosalinde får selv den mindste detalje til at live op i egen eksistens.
Form og indhold
”Min fars stemme” er en meget feminin bog. En mand ville aldrig have kunnet beskrive de små iagttagelser og heller ikke kunnet erindre de barndomsglimt på den ”bløde” måde, son Rosalinde eksercerer.
Bogen springer imellem fortællerens eget liv og en fortløbende sygdomsbeskrivelse om faderens blodprop og vejen tilbage i kørestol og total afhængighed af andre. Samtidig er der flere erindringsspor fra barndommen, ungdommen og den nære nutid med en noget umoden og forvirret jegperson, der har svært ved at finde ud af, hvad hun vil med øjeblikket, med livet – og med teaterprofessionen.
”Min fars stemme” kan også læses som en datters undskyldning for ikke at være nok til stede – og have glemt at være taknemlig. For barndommen og opvæksten synes at have været ”lykkelig” med omsorgsfulde forældre og en stille bror. Og så knuses familieidyllen.
Her kommer vreden ind. Jegpersonen synes det er uretfærdigt, at hun skulle miste den hjælpsomme og gode far så tidligt. Men problemet er vel omvendt – det er uretfærdigt, at faren ikke fik lov at leve et helt almindeligt og sundt liv lidt længere og dermed fortsat kunne være til støtte og inspiration for den urolige datter. For uro er der i hendes liv, hvor mændene skiftes ud og rejser og flytninger er mange som hos en evig teenager.
Bogen kan også læses som en poetisk beskrivelse af en lille familie, der holder sammen i modgang med moderen, som det faste anker, og faderens fornuftige ord: Jeg tror grundlæggende ikke på, at skæbnen er ond. Men vi er nogle, der bliver ramt af skæbnen.”. (S.35.)
De mange spor
Bogen springer i tid og handling i ganske korte kapitler. Forhåbentlig er det ikke en emsig forlagsredaktør, der har været bange for at kede læsere.
For i sidste ende vil man bare holde fast i faren, sørens sygehistorie. Går det fremad, nedad eller hvad? For det er sørgeligt og uretfærdigt. Søren kommer på hospitalet med en kraftig lungeinfektion, vel som følge af et nedsat immunforsvar efter en gammel kræftlidelse. Men efter indlæggelsen, uden at nogen på hospitalet opdager det, opstår blodproppen. Den behandles derfor alt for sent.
Alene den kendsgerning kunne og skulle give plads til vrede og ærgrelse. Men familien sidder bare omkring sengen på Rigshospitalet i en måned og venter på, at Søren skal vågne. Så begynder den langsomme genoptræning, for venstre arm og ben er lamme. Det går fremad med talen og hukommelsen, men Søren kommer aldrig til at gå. Familien står sammen, Søren får sin egen lejlighed, barndomshjemmet sælges. Familien rykker endnu tættere sammen, mens alle arbejder for at overleve (og glemme), fordi sygdommen og tabet af den vitale faderskikkelse er så svært at acceptere.
Der er ingen trøst at hente i bogen. Alligevel er bogen med til at understrege vigtigheden og også nødvendigheden af sammenhold og solidaritet, når ulykkerne ramler ned over en.
Bogen fra Gyldendal er smukt trykt som en gammel fransk bog uden dikkedarer, bare hvid og sort. Det er en lise, midt i læsningen af den triste historie.
Udkommet maj 2022
Nekrolog over Søren Spanning her på kulturkupeen.dk