∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Balletten Et Folkesagn er flyttet til Operaen.
Så flyttede sandelig den ærkedanske Bournonville-ballet ”Et Folkesagn” til Operaens store scene. Det er synd. Baggrunden kender jeg ikke, men kan måske tænke mig til, at der skulle være plads til ”Mathilde”, børnemusicalen på Gamle Scene med premiere om få dage. Ak ja.
Når det er vigtigt at tale om stedet, skyldes det, at selv om denne version fra 2011 med Mia Stensgaards fascinerende scenografi og Hübbe og co.’s trin og iscenesættelse blev skabt til Operaen synes balletten at have ændret sig. For det er som en elastik, der er strakt for langt ud. Der er simpelthen for meget plads på scenen. Der opstår ikke den intimitet i de mange forskellige scener, som er vigtig, når der fortælles historier. ”Et Folkesagn” er fortælling på fortælling om den iltre Birthe, der viser sig at være forbyttet med den blide Hilde, og oveni både herskabsscener og ikke mindst et troldebal samt forsmået kærlighed. Stemningen skal i hver scene være tæt, nogle steder ligefrem fortættet, for så meget står på spil i fortællingen. Heller ikke lyset har den dæmoniske kraft, som jeg erindrer fra 2014 ved en tidligere genopsætning. Men måske tager jeg fejl.
Denne repremiere af ”Et Folkesagn” er fint danset i alle solopartier, men der er for meget ”luft” omkring danserne? Det kan godt være, at jeg er nostalgisk. Jeg var jo ikke til stede til urpremieren i 1854 i den gamle Eigtved-bygning på Kongens Nytorv, men Gamle Scene med Dahlerups større scene fra 1874 har været det, vi er flasket op med, og som har fungeret.
Et Folkesagn på Operaen, 2022. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Caroline Baldwin er smuk og veldansende som Hilde, den blide troldedatter, der slet ikke er en trold. Sjovt nok har hun danset partiet i mange år, men synes stadig frisk, forfriskende.
Som Birthe leverer Holly Borger endnu engang en helstøbt figur med suveræne ben, men nok kmere moderne danset end Birthe plejer at fremstå. Nok skal fingre og hænder være som bjørnekløer, men også attituden ved de mange entreer har en moderne knejsen, som er ny, men helt ok.
Andreas Kaas, som den tvivlende forlovede Junker Ove, er smuk, men lidt tilbageholdende også i nogle af springene. Men nu var det også en slags premiere, og Andreas Kaas er efter flere måneders fravær (?) igen tilbage i folden. Så det skal nok snart blive brillant.
Et Folkesagn på Operaen, 2022. Andreas Kaas. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Selvfølgelig kan den altid interessante Tobias Praetorius danse den venlige og forsmåede trold Viderik med søde attituder.
Det skuffende ligger ikke mindst hos de kvindelige corpsdansere og ligeså troldeballet er nok delvist spektakulært, men der mangler noget – lyset, rummet, trinene – jeg må se balletten flere gange for at bedømme og dømme.
Det er i øvrigt en velfungerende version af “Et Folkesagn”, hvor Mia Stensgaards scenografi, som programmet understreger, tidsmæssigt er rykket op til tiden efter Bournonville med en neurotisk naturalisme inspireret af bl.a. maleren Hammershøi m.fl. og masser af papirklip a la H.C. Andersen. Men netop Andersen hører nu mere hjemme i den blomstrende romantik i dansk kulturliv.
Et Folkesagn. Det Kongelige Teater. 2014. Tegning af Claus Seidel.
Tidligere havde vi Dronning Margrethes varme scenografi fra 1991 og år tilbage også en meget velfungerende scenografi af Lars Juhl. ”Et Folkesagn” er tilsyneladende guf for scenografer, men selvfølgelig skal iscenesætterne og danserne også værdsætte og udnytte de visuelle omgivelser.
Et Folkesagn på Operaen, 2022. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Musikken er et kapitel for sig – dejligt med kapellet som får maksimalt ud af både Gade og Hartmanns toner. Men skal en ny børnegeneration introduceres for Bournonville, ville jeg nok vente til balletten igen er rykket tilbage til Kongens Nytorv, hvornår det så vil ske.
Koreografi: August Bournonville
Koreografi: Nikolaj Hübbe
Koreografi: Sorella Englund
Musik: J.P.E. Hartmann
Musik: Niels W. Gade
Scenografi og kostumedesign: Mia Stensgaard
Lysdesign: Mikki Kunttu
Videodesign: Martin Reinwald
Videodesign: Sebastian Troels Eskildsen
Dramaturgi: Ole Nørlyng
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Iscenesættelse: Sorella Englund
Dirigent: Tim Murray
Nedenfor følger min gamle,ret korte anmeldelse af iscenesættelse fra 2014:
∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Ballet-anmeldelse / Ulla Strømberg.
Et folkesagn.
En rigtig god aften på Gamle Scene til Et Folkesagn, hvor hele Den Kongelige Ballet syntes af have fundet den gamle danseglæde frem.
August Bournonvilles superromantiske ballet fra 1854 – få måneder efter koleraepidemien – er om ikke aktuel så dog legende let og moderne takket være Nikolaj Hübbes moderniseringer og Mia Stensgaard postmoderne scenografi.
Der er raison i at flytte handlingen væk fra den danske middelalders konventioner og placere danserne i et post-bournonville-miljø. Den gamle dansemester døde i 1879. Dengang havde man endnu ikke set hverken Hammershøis interiører eller letpåklædte Moulin Rouge-agtige dansepiger.
Der lånes rent visuelt lidt hist og her på tværs af årtier og ismer, men Stensgaard evner at få det hele til at gå op i en højere og ganske lykkelig enhed.
Pressefoto. Per Morten Abrahamsen
Den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich’s verden viser både frem og tilbage i tiden, mens et Manet-billede tilsyneladende også har været forlæg. I troldeverdenen supplerer et dekonstruktivistisk barokrum de sjove henvisninger til kunsthistoriske kilder fra Goya til Ensor, mens Breughel som middelalder-reference er borte. Kort sagt: en begavet scenograf, der i øvrigt er produktion designer bag TV-serien Arvingerne. Mia Stensgaard kan fylde rummet, så man, uden at vide hvorfor, føler sig hjemme.
Der er vist tre hold dansere. Med Lis Jeppesen og Poul-Erik Hesselkilde som Diderik og Viderik opvartet af Mogens Boesens troldemoder er det en fryd, Caroline Baldwin stråler af uskyldighed som Hilda og ligeså junker Ove med Sebastian Haynes ben. Også troldepigen Birthe, danset ad Kizzy Matiakis, indfrier alle forventninger. Den afsluttende pas de sept, hvor Bournonville forlader trolde- og hofverdenen og afslutter med en gang dans, blev d.10.12. heldigt danset af bl.a. Alban Lendorf og Gudrun Bojesen – i knaldrødt og med flag fra det gamle Casino Teatret.
Men oplyst på den intellektuelle måde eller klog på livet bliver man nu ikke for tiden til en Bournonville-ballet. Hvorfor? Måske fordi der alligevel ikke i tilstrækkelig grad gøres rede for det dobbelte hos mennesket. For her i Et Folkesagn går de to verdener hver til sidst. Kun den griske Hr. Mogens accepterer troldedatteren, når blot han får guld og glimmer i lange banner. Heller ikke trinene er fantastiske, Hartmanns og Gades musik får det hele til at glide som en let vinterfortælling.
Teaterprogrammet ved Lise Kaiser er endnu engang mønstergyldigt og burde faktisk udleveres gratis, eller også skulle alle informationer være tilgængelige på nettet. Det, der står på teatrets hjemmeside, er letkøbt og utilstrækkeligt. Det Kongelige Teater, nationalscenen med et statstilskud på over en halv milliard kroner, har basale kulturelle forpligtelser. Publikum skal have alle detaljer – uden at betale ekstra 40 kr. Det skal hjemmesiden bruges til!
Danset 590 gange på Det Kongelige Teater siden 1854.
Koreografi Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, på baggrund af August Bournonville | Musik Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann | Scenografi og kostumer Mia Stensgaard | Lysdesign Mikki Kunttu | Videodesign Martin Reinwald and Sebastian Eskildsen | Dirigent Wolfgang Wengenroth | Orkester Det Kongelige Kapel