Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ( 4 stjerner i alt, 5 til scenografi, instruktion og skuespillere – 3 til forfatteren. )

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Barselstuen 2.0 – Det Kongelige Teater.

Det begynder perfekt.

Søren Sætter Lassen er i Jørgen Leth antræk, afslappet med det obligatoriske hørtørklæde om halsen, i en monolog om skuespilleren Søren, alias Corfitz fra Holbergs ”Barselstuen”. Søren Sætter Lassen afslører hurtigt, både hvor god en skuespiller han er, og hvilken umiskendelig selvoptagethed, der præger hans figur.

 

Det fortsætter også godt, for scenen åbenbarer en maxi PH Spisebordslampe – på flere meter i diameter. Et dejligt symbol. Nu er vi i trygge rammer hjemme i Danmark hos den så genkendelige middelklasse, der er bange for at stikke af. Det er næsten som tilbage i 1960erne, da Klaus Rifbjerg leverede ny dramatik til Det Kogelige Teater.

Lidt efter lidt kommer persongalleriet til syne. Søren/ Corfitz lever sammen med Iben, som netop har født. Hun er meget yngre og snart begynder den officielle barselsvisit: Først arriverer hendes moder, sørens svigermoder. Tina Gylling Mortensen gør det for fuld og sjov udblæsning og bliver ved, selv om replikkerne hen igennem stykket bliver mere og mere forudsigelige. Hvor Søren ser ind i sig selv, spejler Gylling Mortensens figur sig konstant i omverdenen. Da hendes øjne fanger babyen, ser hun kun sig selv. Og sådan fortsætter det. Det lille barn får hende til at se sig selv som gammel med indre tanker a la: nok lever jeg, men snart skal jeg død, for vi skal alle dø. ”Jeg-er-gammel- følelsen” bliver hurtigt vendt til et ”det er sexet at være gammel”, som desværre står som et hult postulat.

Alle pressefotos af Marc Fluri.
Alle pressefotos af Marc Fluri.

Takket være Søren Sætter Lassen, Tina Gylling Mortensen og scenografen Astrid Lynge Ottesen, der også har stået for nogle raffinerede og velfungerende kostumer, reddes forestillingen hjem i et vel tilrettelagt arrangement af instruktøren Moqi Simon Trolin.

Det her er dansk urpremiere på Det Kongelige Teaters store scene. Men problemet er teksten, stykket. Dramatikeren Kirstine K. Høgsbro, som har flere dramatiske værker på samvittigheden, vil her demonstrere alt for tydeligt, som i en banal grundbog i psykologi, hvordan vi mennesker er forskellige, og på hvilken måde vi agerer, når der sker større, kollektive katastrofer. Samtidig skal vi som teatergængere også ”have noget med hjem”. Så ”Barselstuen 2,0” kører derudaf med flere emner uden at kunne afslutte nogle af dem på en ordentlig måde. Så det, der starter som en munter parafrase over Holbergs ”Barselstuen”, bliver hen mod slutningen til en frelst dommedagsvision om klodens undergang. Og det er der jo ikke så meget at gøre ved en fredag aften i Københavns Havn. Og slet ikke når det er garneret med nogle hints til ”hvem er barnets fader” – problematikken, som bl.a. Strindbergs ”Faderen” beskæftiger sig med, suppleret med integrationsspørgsmål og lidt om den nyere teknik vedr. kunstig befrugtning.

16.03.19. barselstuen 02[1]Alle pressefotos af Marc Fluri.

Kirstine K. Høgsbro er uddannet psykolog, oplyser programmet, der også er spækket med to kloge mænds tanker vedrørende ”Globalt lederskab” og om ”tidens psykologiske stade”. Men det kommer der ikke nødvendigvis god dramatik ud af. Nok er det blevet til underholdende teater, fordi skuespillere ofte er så venlige at investere alt, hvad de har, hver gang en ny rolle dukker op. Men det nytter ikke at have alt for mange dagsordener, når det velfungerende drama skal skrives. Fokus, fokus, tak.

16.03.19. barselsstuen 04[1]Alle pressefotos af Marc Fluri.

Det positive ved forestillingen, som måske havde været tjent med at blive vist i mindre ambitiøse rammer, er, at også en række yngre skuespillere uden slinger leverer nogle sjove karikerede nutidsportrætter. Men det er måske lige netop her, hovedproblemet ligger. Figurerne er karikerede i stedet for at være helstøbte. Og dermed får vi som publikummer ikke lov til selv at vælge, om grundideen egentlig er præget af humor, ironi eller en løftet pegefinger. Vi vil faktisk gerne have mulighed for selv at vurdere.

 

Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin

Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen

Lysdesign: Ulrik Gad

Koreografi: Esa Alanne

Komponist: Lasse Lyngbo

Dramatiker: Kirstine K. Høgsbro

 

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Ida Cæcilie Rasmussen, Tina Gylling Mortensen, Stine Schrøder Jensen, Rikke Bilde, Nicolaj Kopernikus, Stanley Bakar, Christine Gjerulff, Lila Nobel

 

www.kglteater.dk