Menu Luk

Beckett på Det Kongelige Teater – anmeldelse

∗ ∗ ∗ ∗

(5 til ”Den som falder” og 3 til ”Krapps sidste bånd” )

/ Ulla Strømberg. Anmeldelse.

Beckett-politiet har intet at komme efter i Skuespilhuset, når Det Kongelige Teater spiller de to mindre stykker: ”Den som falder” og Krapps sidste bånd”. Det er klassisk og gedigent.

Men det må undre, at teatret har valgt at vise stykkerne på teatrets store scene i stedet for i et mindre, intimt rum, som teksterne vel oprindelig var tænkt til. Og ”Den som falder” var et hørespil hos BBC i 1957! Men alt forladt, selv om det måske er kassetænkning, der ligger bag.

Pressebillede. Den som falder. Foto: Miklos Szabo.
Pressebillede. Den som falder. Foto: Miklos Szabo.

Skuespillere og instruktører slider i det uden at begå fejl. For det har altid været en balancegang at iscenesætte Beckett. Hvor langt må man gå? Har man nu forstået alle lag? – Er det blevet for komisk? –For højttravende?– For ubeckettsk?   Det er jo absurdismens mester, nobelprismodtager, etc.

”Den som falder” fylder med tre mikrofoner og et bagtæppe hele store scenes 16 meter i bredden. Næppe er der gået et par minutter, før man føler sig hensat til 1950ernes radiospil – eller dogmefilmen Dogville’s era, hvor en kridtstreg er nok til at fremmane alle de nødvendige billeder. Også associationer til Dylan Thomas´s ”Under Milk Wood” (1953) dukker op – og sådan følte de engelske kritikere det allerede i 1957.

Kirsten Olesen er suveræn og formår med sine hurtige skift i stemme, krop og sind at være, uden at udstille. Hver replik får uendelig mange betydninger om liv, død og dét midt imellem. Med en sjov optimisme lykkes det for alle de mange medvirkende at skabe en stemning af uskyld, hvor hverdagens bitte små detaljer ligeså godt kunne være fra det store verdenskort.

Mrs. Rooney, Kirsten Olesen, skal blot hente sin gamle blinde mand på stationen. Turen derhen og tilbage er historien! Smuk instruktørdebut for Morten Suurballe.

”Krapps sidste bånd”, som er mere kendt, har også en minimal handling, der kan trækkes ud, så det bliver et show. Henning Jensen er den gamle mand med hang til bananer. Han sidder 69 år gammel med sine bånd, der beretter om hele hans liv. Patetisk, irriterende og selvhøjtideligt. Oprindelig var det netop Becketts evne til at skære ind til benet, der gjorde ham så rystende og anderledes. Men i dag er absurdismen blevet hverdag – verden er vendt på hovedet – så der skal mere til for at få os til at åbne øjnene.

Rune David Grue har iscenesat i samme stil, som han anvendte for et par år siden  – også i en  monolog til Henning Jensen. Og uden at være for personlig er det på tide, at en så fremragende skuespiller som Henning Jensen får noget mere livgivende at fremstille.

 

Iscenesættelse :

Den som falder Morten Suurballe/

Krapps sidste bånd Rune David Grue |

Scenografisk konsulent: Astrid Lynge Ottesen |

Oversættelse:  Den som falder:Niels Brunse / Krapps sidste bånd : Klaus Rifbjerg

 

Medvirkende:Anders Hove: Mr. Rooney Anders Peter Bjerregaard: Jerry Harald Kaiser Hermann: Jerry Henning Jensen: Krapp

Kirsten Olesen: Mrs. Rooney

Morten Suurballe: Mr. Barrell (erstatter Mikael Birkkjær)

Søren Sætter-Lassen: Mr. Slocum

 

www.kglteater.dk

 

  Helle Fagralid: Miss Fitt Henrik Jandorf: Mr. Tyler Peter Gilsfort: Christy, vognmand, Tommy, drager