Kulturkupeen

Begærets mysterier – ny opera med kendt musik på Det Kongelige Teater.


∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Begærets mysterier – ny opera i anledning af Worldpride – på Det Kongelige Teater.

Worldpride har indtaget flere teaterscener, og på Gamle Scene på Kongens Nytorv gøres det med stort humoristisk overskud i den nye opera ”Begærets Mysterier” bygget over kendt musik.

Den polske instruktør Krystian Lada har taget imod bestillingen og på raffineret vis skrevet en lidt triviel krimihistorie for derefter at svøbe den i kendte operaarier og nogle udvalgte popsange. Oveni et persongalleri, der giver baghjul til selv de mest opfindsomme udi nye kønsrollebetegnelser. Fra Händel til Queen – fra den pæne forstadsfrue til nattens dragqueen. Operaen rummer det meste af det, som selv et regulært mareridt kan mønstre.

Hvor forestillingens optakt har underlægningsmusik af Puccini, eksploderer historien mod slutningen i et nummer af rockgruppen Queen ”Don’t stop me now”.  Her er jeg slet ikke specialist, men selv de klassiske operasangerne klarer det flot og giver figurerne alt, hvad den kan trække af pondus. Vores højt skattede sopran Ann Petersen, mezzosopran Elisabeth Jansson samt basbaryton Simon Duus synes at trives i de tildelte roller, hvor de indgår i en film i stil med Twin Peaks og et maleri af Edward Hopper eller andet hentet fra den nyere fælles amerikansk kulturarv.

Der er klippet og klistret i overført betydning i denne krimi a la Agatha Christie, hvor en række ensomme skæbner mødes omkring et mord, de alle samme kunne have begået. Men selve handlingen er svær at fatte interesse for, til gengæld er figurerne sjove og tragiske på en gang – og altså også brikker i fejringen af Worldpride, der skal understøtte respekten for diversitet. Persongalleriet kan derfor diske op med lidt af hvert og af alle køn, som i dag har mange betegnelser, men det tør jeg slet ikke rode mig ud i.

Begærets Mysterier på det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto: Miklos Szabo.

Den Kongelige Opera er med på beatet,  og visuelt er det sjovt at følge forestillingen lige fra åbningsscenens film med interessante taxiture, hvor en korpulent, sort transvestit med et sigende blik kører de forskellige personer til et motel. Siden bliver scenen sat i en amerikansk diner og senere et tomt rum. Men midtvejs kikser et eller andet, for så kan scenografien pludselig ikke klare sig uden 9 sortklædte scenearbejdere, der skal skubbe og hive. Det ligner mest af alt optakten til et fagforeningsmøde i 3F eller Metal og kvæler den dynamik, som forestillingen ellers har haft indtil da. Det er svært at forstå, at der skal 9 mand til at skubbe nogle vægge, mens selv almindelige mennesker i dag kan flyve ud i rummet.

Men lad os glemme nationalscenens tunge personaleapparat og se på den sjove operaform, hvor kendte arier kommer ind i en ny kontekst, præcis som vi kender det fra 1800-tallets vaudeviller og flere balletter, mens det inden for operagenren blev praktiseret allerede i slutningen af 1600-tallet og igennem hele 1700-tallet og går under betegnelsen pasticcio. Ved at ”låne” en arie fra en anden komponist, kunne man så at sige genbruge eller reproducere den følelse, som arien oprindelig havde givet udtryk for.

Begærets Mysterier på Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto: Miklos Szabo.

Netop denne teknik praktiserer instruktøren og librettisten Krystian Lada på den mest overbevisende måde, når han lader den yngre mandlige spindoktor og sekretær, spillet af Simon Duus, introducere sig selv med Marilyn Monroes vidunderlige sang, skrevet af Cole Porter: ”My heart belongs to daddy” – og i modsat hjørne af spektret lade Ann Petersen slå sig løs i Wagners berømte Liebestod fra ”Tristan og Isolde”.  Her bliver det følelserne, der afgør valg af sange, henholdsvis hangen til gamle mænd og kærlighed til en død person. Og operasangerne er suveræne.  Elisabeth Jansson, som såkaldt ”dominatrix”, ser blændende flot ud og ender med at synge en Cher-sang for fuld udblæsning. Det viser både Ladas blik for det ekstreme og sangernes villighed til at prøve kræfter.

Begærets Mysterier på Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto: Miklos Szabo.

Scenografien ved Didzis Jaunzems er interessant i sit slægtskab med allerede kendte ”billeder” og understøttes det meste af tiden af en fin lyssætning.  Kostumerne ved designeren og kunstneren Henrik Vibskov er som små skulpturer uden relation til hinanden, men fungerer. Mest interessant er nogle gopler i forskellige størrelser og farver som alle personer bærer rundt på,  som var de sygelige gevækster.  Men da mordet er overstået og alle befries for skyld ved ”big daddys” død, forsvinder de uhyggelige gopler. Hele persongalleriet bliver genfødte og fortæller faktisk, hvad der vil ske for dem fremover – lige fra den transkønnede søn  til den lille vævre lejemorder og den smukke hustru, der bliver motelejer og lesbisk.

Begærets Mysterier på Det Kongelige Teater. 2021. Pressefoto: Miklos Szabo.

Historien er bevidst triviel som et udenlandsk reality tv-show, men forestillingen  er overrumplende både visuelt som musikalsk.  Til gengæld måtte historien godt have sluttet et kvarter før, og ligeledes kunne vi godt undvære de 9 synlige scenearbejdere. Og det samme med den skæve programartikel. Fint at diverse musikalske genrer beskrives og forklares og godt, at der er mange henvisninger til forvirrende rolleskift i adskillige operaer, bl.a. i ”Figaros Bryllup”. Også fint at fortælle om både Freud (som altid kan bruges) og redegøre for rockgruppen Queens banebrydende kamp for kønsdiversitet.

Men i denne artikel blandes det hele sammen, og når nu den socialdemokratiske regering har tordnet, dog mindre højlydt efter udnævnelse af en ny kulturminister, at kunsten skal være for alle og kunne forstås af alle, hjælper det lige fedt, at programartiklen er skrevet, som var det en semesteropgave fra Aarhus Universitet:  ”Barokkomponisterne Händel og Vivaldi lånte fra andre komponister, kuraterede og samlede værker til en sammensat helhed”. Der står også om: ”intertekstuelle litterære og opera referencer” – og det kunne vel blot betegnes som ”henvisninger”.  Så er der de kendte popsange, der får følgende ord med på vejen: ”Desuden får de rytmiske sange i forestillingen også en funktion i den narrative fremdrift fra Cole Porters (…).” det hedder vist på dansk – at sangene indgår i handlingen.  Dertil kommer nogle nye begreber: ”Prog-rock” – som slet ikke forklares, men vist betyder progressiv rock, og beskriver rock, der eksperimenter med former og genrer. Andre gloser, som jeg hader i formidlende tekster: ”konnoterer”, og lad mig slutte denne citatsamling med: ”Den klassiske dikotomiske læsning af køn og kønnets betydning i opera (…).” på dansk – den klare adskillelse af køn og kønnets betydning….

Den lange, ganske informative artikel burde være delt op i flere mindre, og skribenten skulle have holdt igen med de studentikose gloser.

 

Men det må ikke skygge for, at en aften med “Begærets mysterier” blev en moderne og meget underholdende musikaften i diversitetens og operahistoriens navn, hvor i hvert fald jeg forlod teatret munter og smånynnende og sprængfuld af flere århundreders musik.

 

Koncept, video og iscenesættelse: Krystian Lada

Dirigent: Ewa Strusinska

Scenograf: Didzis Jaunzems

Kostumedesign: Henrik Vibskov

Lysdesign: Clement Irbil

På scenen:

Vinegar Strokes, Ann Petersen, Lukas Hartvig-Møller, Adrian Angelico, Elisabeth Jansson,

Simon Duus, Samuel Mariño

Det Kongelige Kapel.

Spiller til og med 12. september på udvalgte dage.

www.kglteater.dk

 

 

 

En tanke om “Begærets mysterier – ny opera med kendt musik på Det Kongelige Teater.

  1. Susanne Lange

    Forrygende forestilling. Anbefales varmt. Både morsom og rørende og meget velsunget af alle. En fantastisk mandlig sopran, Adrian Angelico!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.