∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bevægelsen på Det Kongelige Teater.
Bevægelsen begynder formfuldendt. I et hvidt rum kun med en lille papkasse står skuespilleren Mikkel Arndt og fremsiger på imponerende vis en monolog om en far, der har en baby, men har mistet moderen i barselssengen – måske fordi barnet blev skabt via kunstig befrugtning.
Bevægelsen. Mellemgulvet. Det Kongelige Teater. Mikkel Arndt. 2024. Foto Emilia Therese.
Det fører faderen til at sige stop over for videnskaben, og denne attitude går videre i de følgende generationer. En bevægelse opstår. Stemningen bliver mere og mere militant for hver generation, der vil gøre op med det bestående, og der ses paralleller til flere af de oprørsgrupper, som kom frem i 1970erne, bl.a. Rote Armee, RAF.
Bevægelsen på Det Kongelige Teater. 2024. Cecilie Bogø Bach, Maria Rossing og Mikkel Arndt. Tegning af Claus Seidel.
Selvfølgelig kan man heller ikke lade være med at tænke på Orwells “1984” og andre fremtidsskrækbilleder inden for fiktionsverdenen.
Iscenesættelsen af denne tekst, som består af 5 billeder hen over de næste 120 år, må have været svær at udtænke, men er forbilledlig løst af Thomas Bendixen. Forestillingen rummer blot for mange ord, ord, ord og for lidt interageren.
Bevægelsen på Det Kongelige Teater. 2024. Cecilie Bogø Bach og Mikkel Arndt. Tegning af Claus Seidel.
Forestillingen er imponerende flot og overbevisende i det første billede takket være Mikkel Arndts sprogbehandling og nuancerede spil. Hvilken god skuespiller han er blevet. Sværere bliver det, når alle fem spillere står på scenen, og endnu vanskeligere når de to unge skuespillere, Jonathan Bergholdt Jørgensen og Cecilie Bogø Bach skal redegøre for deres syn på samfundets love, samtidig med, at et næsten incestuøst forhold også afdækkes.
Bevægelsen på Det Kongelige Teater. 2024. Cecilie Bogø Bach. Foto: Emilia Therese.
Interessant rent spillemæssigt, men ikke indholdsmæssigt, er den unge Cecilie Bogø Bachs lange slutmonolog i et utopisk havelandskab. Ganske avanceret spillet med smil om læben synes hun helt hjernevasket, men rent dramaturgisk er det ganske mystisk.
Det fører over til teksten, skrevet af den britiske dramatiker Dennis Kelly, der vist er mest berømt for at stå bag drejebogen til ”Mathilde, the musical”. Der er noget fortænkt, skrivebordsagtigt og ”omvendt” i hele hans fortælling om en antifremskridtsbevægelse set over et par århundreder. Da han blander flere genrer, bl.a. eventyr og nøgterne monologer med meget andet, bliver det måske udfordrende for teaterfolk, men næsten overflødigt for publikum.
Bevægelsen på Det Kongelige Teater. 2024. Maria Rossing. Foto: Emilia Therese.
Forstår faktisk ikke, hvorfor Det Kongelige Teater binder an med en tekst, der slet ikke er vellykket. Men det er til gengæld både fordanskningen ved Caspar Eric og den indsats, som ydes af både instruktøren Thomas Bendixen sammen med scenografen David Gehrts avancerede baggrundsprojektioner og de fem skuespillere, hvor også Maria Rossing indimellem får pænt spillerum.
I det lille program og på hjemmesiden er der en udmærket introduktion ved dramaturgen Benedikte Hammershøy Nielsen. Den er god og oplysende at læse, hvis man har billet til Mellemgulvet.
Medvirkende:
Mikkel Arndt / Far / fortæller
Maria Rossing / Gry / fortæller
Alvin Olid Bursøe / Jonathan / fortæller
Jonathan Bergholdt Jørgensen / Bror / fortæller
Cecilie Bogø Bach / Søster / Gry / fortæller
Dramatiker: Dennis Kelly
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: David Gehrt
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Jes Theede
Oversættelse: Caspar Eric