Anbefalinger af Ulla Strømberg.
Bøger om dramatik og dramaturgi af Kitter Krebs.
To informative bøger af dramaturgen Kitter Krebs: ”Lille Håndbog for Dramatiklærere” (2020) og ”Dramaturgi” (2018)
Meget er anderledes i disse tider. Men en dag bliver alt vel normalt igen – og så er dramaturgen Kitter Krebs’ seneste bog nyttig: ”Lille håndbog for dramatiklærere”.
Selv om bogen skrevet for dramatiklærere i gymnasieskolen, men de mange eksempler på øvelser i undervisningen kan snildt bruges i andre sammenhænge, hvor en gruppe skal samarbejde og lære at gebærde sig.
Jeg er selv holdt op med at komme på den slags kurser. Men jeg er sikker på, at der er mange, som stadig har mentalt overskud til at forsøge at forandre sig og blive en bedre kollega, klassekammerat, aktør, medarbejder via et kursus, hvor en del af tiden foregår ”på gulvet”.
Bogen er meget ”hands on”, og det er godt: de forskellige øvelser forklares uden tekniske mellemregninger, og så må man som lærer, teambuilder eller lign. selv finde ud af, hvad der fungerer.
Kitter Krebs er klar i mælet og uden for mange sideærinder. Sådan er også med hendes lidt mere teoretiske bog fra 2018: ”Dramaturgi”.
Igen en bog skrevet ud fra et behov, Kitter Krebs, som dramaturgi- og dramalærer på mange niveauer, selv erfarede i sine undervisningssituationer. Der findes så uendelig lidt i et klart sprog om teater. Og skal man forklare, hvad teater er, og hvordan en tekst skal gribes an, så må der nogle historiske referencer til.
Tydeligt og oversigtsagtigt får Kitter Krebs præsenteret de store ”koryfæer” inden for teatrets dramaturgi. Det begynder naturligvis hos grækerne med Aristoteles ( 384-321 f.kr.), og så går det ellers hen igennem teater- og litteraturhistorien med stop ved de vigtigste innovatorer for at ende oppe i nutiden.
Dramaturgiens historie beskrives her som en vekselvirkning mellem praktikere med formulerede teorier og de rene teoretikere. Introduktionerne er korte og ganske vittige, som eksempelvis forskellen på Henrik Ibsens dramatik og August Strindbergs: Ibsen skriver om normale mennesker i ekstreme situationer, mens Strindberg tager sig af ekstreme karakterer i almindelige situationer. Og det holder vist vand.
Det interessante med teatrets udvikling er, at fortiden aldrig er glemt. Hver ny teateropsætning står på skuldrene af gårsdagens viden og erfaring. Nogle gange bliver det en total negation, hvor alt forkastes, men der skal jo netop viden til, for at forstå hvilke erfaringer, der bliver gjort op med.
Bogen burde læses af alle de nye bloggere, som skriver om teater og måske engang imellem kommer på vildspor i analysen. Bogen er også velegnet til alle, som ser mere end et teaterstykke om året – eller måske bare konsumerer tv-serier. For strukturen inden for alle dramatiske fortællinger må igennem samme (bevidste/ubevidste) proces uden nødvendigvis at følge de regler, som enten Aristoteles eller for dens sags skyld Bertolt Brecht opstillede og beskrev. Også de bedste filmmanuskriptmagere i Hollywood følger såmænd de gamle klassiske regler.
Kan derfor anbefale begge bøger til de kommende nye tider, hvor der igen vil være undervisning, kurser og frem for alt fyldte teatre.
Bøgerne er udgivet på Forlaget Ravnerock.