Kulturkupeen

Børneballetten Dansefeber på Gamle Scene.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Børneballetten Dansefeber på Gamle Scene.

Dansefeber er blevet en fin børneballet, der holder traditionen i live med ballet med børn og for børn omkring efterårsferien – og med de fleste af balletskolens elever på scenen.

Dansefeber. Børneballet. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

Flot gennemført børneballet med den unge danser og koreograf Tobias Praetorius bag både koreografi og iscenesættelse. I forlængelse af DRs julekalender sidste år, der var en stor succes, er denne ballet ”Dansefeber” med til at nedbryde barrierer. For det er ikke så mystisk, hvad der foregår derinde i det store hus. Og at danse ballet  er ikke anderledes end at spille fodbold, breakdanse, eller hvad man ellers kan finde på, når man er 10-12 år gammel.

Historien er sød og kompleks. En dreng for lyst til at danse og møder både alfe-nisser og rigtige balletdansere, der er midt i balletten over Shakespeares ret komplicerede fortælling: ”En skærsommernatsdrøm”.

Dansefeber. Børneballet. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

Men det lykkes for koreografen at forene trådene, så vi kommer ud på den anden side og føler, at alle børn kan finde og respektere hinandens interesserer uanset om de skiller sig ud fra flokken,  Det er en både banal og sand historie, som ofte indgår i kunstens verden. Eneren skal gå så gruelig meget ondt igennem, men til allersidst kan den stærke ener stå som en lille frelsende engel.

Dansefeber. Børneballet. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

Historien fungerer og bliver fortalt rapt og fikst, det visuelle, ved den fabulerende  scenograf Nadia Nabil, er fint, bortset fra nogle af dansekostumerne hos damerne i ”En Skærsommernatsdrøm”, som godt måtte være lidt mere up to date charmerende, ikke moderne, men mere raffinerede og brobyggende. Ellers er det fint med krydsningen imellem alfer og nisser i rødt orange, fodboldbørnene i blå dragter – og ikke mindst kulisserne, der hejses op og ned og ses både forfra og bagfra. De må kunne bruges igen på nye og andre måder, så smukke og velfungerende er de og skaber den rette illusion om teater i teater.

Koreografisk lykkes det også fint. Alle de små som halvstore dansere synes at nyde det og bliver hver især en fantastisk reklame for Balletskolen.

Dansefeber. Børneballet. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

Der var mange små størrelser i salen onsdag kl.13. De var musestille og helt opslugte af, hvad, der foregik. Det er da et kvalitetsstempel. Forældrene rykkede derimod på sig i angst for at ungerne ikke forstod. Men de små forstod.

Jeg var både for høj, for gammel, for garvet, men nød alligevel eftermiddagen.

Varm anbefaling til børn og barnlige sjæle. Det er ikke spor farligt at gå i Det Kongelige Teater, for er man lille er der høje plasticsæder. Af sted af sted i efterårsferien! Og velkommen til en ny velfungerende koreograf Tobias Praetorius, der dog allerede tidligere har vist sit koreografiske talent, men kun  for voksne.

Koreografi: Tobias Praetorius

Historie: Tobias Praetorius

Historie: Mette Eike Neerlin

Musik: Jesper Mechlenburg

Scenografi: Nadia Nabil

Kostumer: Nadia Nabil

Lysdesign: Jonas Bøgh

Iscenesættelse: Tobias Praetorius

Dansere: Det meste af Den Kongelige Balletskole!

www.kglteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *