Kulturkupeen

Bog: Sædelighedsfejden i serien 100 danmarkshistorier.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sædelighedsfejden af Cecilie Bønnelycke i serien 100 danmarkshistorier.

Endnu en populærvidenskabelig bog fra Aarhus Universitetsforlag, hvor et konkret tema tages op og drejes, så det lige netop fylder 100 sider.

Emnet ”Sædelighed” er  altid hot. Det drejer sig jo om forholdet til opførsel, seksualitet og kønnenes seksuelle ligestilling etc. Tænk blot på Det Svenske Akademi, som tog nogle ordentlige koldbøtter for et par år siden. Og sandelig om ikke dønningerne forplantede sig til Danmark og Det Danske Akademi. Det er en anden historie, mener forlaget, mens forfatteren Cecilie Bønnelycke heldigvis på de sidste sider får skrevet sig op i tempo og kan se på nyere offentlige debatter i slægtsskab med den mere end 135 år gamle diskussion. F.eks. nævnes bl.a. polemikken i 2005 om digteren Jørgen Leth og ”kokkens datter”.

Hos museumsinspektør Cecilie Bønnelycke i bogen ”Sædelighedsfejden” er pointen, at den såkaldte Sædelighedsfejden er en lidt anden, end den man ellers har talt om inden for litteraturhistorien. På de første mange sider fylder beretningen om den i 1880erne siddende kultusminister Jacob Scavenius’ bedrifter hos et offentligt fruentimmer. I 1887 får en ellers stilfærdig mand, Ingeman-Petersen, tilsyneladende nok af politikernes dobbeltmoral. Han går ved et vælgermøde i januar 1887 i flæsket på politikeren, der styrer det danske kirkevæsen. Angrebet sker i St. Heddinge, men da det ikke skaber tilstrækkelig opmærksomhed, ender Ingeman-Petersen med at udgive en pamflet, hvor alle detaljer om kirkens og kulturens ministers meget lidt dydige liv beskrives i flere detaljer. De konkrete anklager ender med en injuriesag, som politikeren vinder, men hans omdømme har taget skade. Sidenhen er der i Scavenius’ private papirer fundet adskillige breve fra diverse kvinder, han har haft affærer med. I 1890 går han af. Men folkeopinionen dømte ham ikke i 1887.

Georg Brandes, malet af Harald Slott-Møller, 1889-90.

Først når denne historie er beskrevet på kryds og tværs med desværre alt for mange gentagelser, kommer Bønnelycke ind på den litterære del af sædelighedsfejden, som er nok så interessant og faktisk går tilbage til den unge forfatter Mathilde Fibigers første roman ”Clara Raphael”. I bogen beskrives en kvindes drøm om at gøre kvindeliv til et voksent og indholdsfuldt liv. Med den rapkæftede og velskrivende Georg Brandes får diskussionen fra 1871 nye dimensioner. Samme år grundlægges i øvrigt Dansk Kvindesamfund. Dramatikerne Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og August Strindberg kan på hver deres måde sætte ”problemer under debat”, som var Brandes drøm for den nye litteratur. Nora i skuespillet ”Et Dukkehjem” med urpremiere i København i 1879 taler ikke om seksuel frigørelse, men vil opfattes som et ligeværdigt menneske af ægtemanden Helmer. Men da han ikke vil forstå, må hun forlade ham.

 

 

Et Dukkehjem. Det berømte billede fra uropførelsen 1879 på Det Kongelige Teater med Betty Hennings som Nora – her Tarantel-scenen, hvor hun danser vildskaben ud af sig med dr. Rank ved klaveret.

Bjørnstjerne Bjørnson lader i skuespillet ”En Handske” (1883) begreber som dyd og sædelighed være hovedtemaet. Her kræver den kvindelige hovedperson blot samme (dydige) før-ægteskabelige opførsel af både mand og kvinde. En foredragsturné i bl.a. Danmark gav Bjørnson yderligere vind i sejlene. Strindberg optrådte her i den litterære sædelighedsfejde som den evige enfant terrible, der i hvert fald ville give manden den totale frihed, hvilket bl.a. kom til udtryk i skrifter som ”Giftas”.

En velskrivende kvinde, Elisabeth Grundvig fra Dansk Kvindesamfund, melder sig ligeledes i debatten i 1887, et par måneder senere end balladen i St. Heddinge. Med foredraget ”Nutidens Sædelighedskrav” og siden en artikel understøtter hun kravet om ligestilling mellem kønnene og ikke mindst kyskhed hos mændene. Dermed slutter hun op om Bjørnstjerne Bjørnsons tanker. Hendes indlæg bliver efterfølgende lettere hudflettet af Georg Brandes. Joh, de kæmpede dengang.

Tegning fra “Ravnen”, 1887, hvor Bjørnstjerne Bjørnson prøver at redde Elisabeth Grundtvig fra Georg Brandes.

Diskussionen sluttede som bekendt ikke. Nye synsvinkler er kommet til i det 20. og i de 21. århundrede med op og nedture for frisindet og stor forskel på, hvad man må, og hvordan det i øvrigt opfattes af omverdenen. Her har bl.a. dagblade som Information og Politiken i årtier ført an i frihedens ånd, (siger jeg).

En bog som ”Sædelighedsfejden” er god til at sætte tingene i perspektiv. Bare ærgerligt, at forlaget og serien “100 danmarkshistorier” har valgt et lettere populistisk jerngreb, hvor der ikke er indeks eller tidslinjer, og ekstra kildemateriale skal hentes fra nettet.  Også billedmaterialet halter lidt efter, når det nu er en bog fra et universitetsforlag. Serien er vist ikke nået halvvejs, så der er heldigvis plads til redaktionelle forbedringer. For forfatterne fejler ikke noget.

Bogen er, som alle andre bøger i serien, fagfællebedømt. Jeg har dog svært ved at se, at bogen bringer nyt (videnskabeligt materiale) til torvs, da hovedvægten ligger på på Scavenius-affæren, og Aalborg Universitetsforlag i 2013 udsendte en bog af Lars Anderen: Scavenius-affæren”.

Udkommet 2018

 

www.unipress.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *