∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Monopolbrud af Sissel Bjerrum Fossat i serien ”100 danmarkshistorier”.
Med den korte og klare titel ”Monopolbrud” lægger den 100 sider lange bog fra Aarhus Universitetsforlag op til en klar, historisk redegørelse om de elektroniske mediers gøren og laden igennem det 20. og det 21. århundrede.
Forfatteren er Sissel Bjerrum Fossat, født 1979, og med en videnskabelig baggrund på Syddansk Universitet. Hun kan af gode grunde ikke have oplevet så meget af den udvikling, som Danmarks Radio og Dansk Kulturpolitik har gennemlevet i det 20. århundrede. Men var bogen bygget på den videnskabelighed, som hele serien er pakket ind i fra forlagets side, gjorde det næppe noget. Men sådan er det ikke her, og bogen rummer desværre alt for mange stereotype begreber, som gentages hen igennem bogen. Der tales om husalter og kakkelborde, og de udsendelsestyper, der beskrives, er hentet fra laveste skuffe: ”Hvem vil være millionær”, ”Lykkehjulet” og ”Eleva2ren”.
Selv om jeg ikke har oplevet hele perioden fra 1925 og fremefter, kan jeg dog bevidne, at man godt kunne overleve uden at have set ”Eleva2ren” eller lignende underholdningsprogrammer. Til gengæld var den politiske indflydelse vigtig og betød i DR, uudtalt i mange år inden for nyhedsdækningen, at Radioavisen var mere stringent og borgerlig, mens TV-avisen fik lov at være social og socialdemokratisk. Da TV2 kom, var nyhedsværterne mere velklædte (borgerlige) og i øvrigt mere ”internationale”. Det skriver bogen ikke noget om. Bogen kommer til gengæld i det sidste kapitel med fuld og ukritisk kraft ind på flere kulturministres indflydelse, uden at stille den samlede kultur-og mediepolitik i perspektiv.
”Monopolbrud” starter et sjovt sted: i 1962 opsendes en tv-satellit, som skal sikre transmission fra bl.a. USA til Europa. Den tekniske udvikling er fuld gang. Men så skrues tiden tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede med en alt for lemfældig historisk gennemgang af radioens udvikling og herunder også Statsradiofoniens opståen og siden med de nye navne som Danmarks Radio og DR. Der findes ellers nok af litteratur om DR, så denne overfladiske behandling må undre.
De to bedst beskrevne emner i bogen er TV2s opståen og sidenhen Radio24/7s fødsel. Men på vejen derhen er tabt meget, fordi den tekniske udvikling ikke er fyldestgørende beskrevet. Begreber som ”æteren” bruges bare og det samme med kort/mellem/ langbølge for slet ikke at nævne FM. Det er jo vigtige elementer i hele udviklingen. Med TV2s placering på Kvægtorvet i Odense i 1988 og den legendariske (og vrede) Jørgen Schleimann som leder, blev meget i det danske mediebillede anderledes, og så alligevel ikke. Som TV2 siden hen har udviklet sig, er det vel i dag kun inden for nyheder og sport, at kanalen har sin berettigelse som et dansk medie. Men det står der desværre heller ikke noget om. At Radio24/7 ukritisk beskrives som en succes er vel næppe helt sandt. Og at den tidligere venstreudenrigsminister, Per Stig Møller, i sin korte tid som kulturminister i perioden omkring 2010/11 kan få gennemtrumfet et københavnerstunt som Radio 24/7 beskrives helt ukritisk.
Og sådan kunne jeg blive ved. Radio og TV er kompliceret at beskrive, men i Danmark hænger mediestationerne ubønhørligt sammen med en politisk-ideologisk, indholdsmæssig og økonomisk kontekst. Alle dele er lige vigtige i enhver diskussion og beskrivelse.
Det er en mærkelig mediebog, og som videnskabeligt bidrag kan bogen desværre slet ikke bruges.
I en publikation, der er fagfællebedømt(!) er det også svært at forstå, hvordan en sætning, som den følgende, kan komme igennem censuren: ”De langhårede fra Venstresocialisterne (VS) kunne ikke ret godt lide TV, og de mente ikke, at der var brug for mere af den slags.” (s.69).
Der er mange andre eksempler på popsmarte begreber og sætninger, der ikke har megen mening, og det fører mig tilbage til den kritik, jeg nu for fjerde gang må fremføre i forbindelse med bøgerne fra serien ”100 danmarkshistorier”. Det kan godt være at A.P. Møller Fonden har betalt hele gildet, og at Aarhus Universitetsforlag gerne vil være folkelig, men det går altså ikke at behandle interessante emner så lemfældigt. Med ”Monopolbrud” mangler der stringens i beskrivelsen af emnet, og endnu engang mangler der navneindeks, tidslinjer og værst af alt i denne bog om elektroniske medier: der mangler tekniske forklaringer. Som tidligere beskrevet ved andre bøger i serien: også denne bog sjusker med billedmaterialet.
Der er vist mere end 60 bøger på bedding. Få nu strammet op på den redaktion.