Kulturkupeen

BOLSHOI BABYLON

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Fascinerende dokumentar om Bolshoi Balletten.

Første scene. Vi befinder os på Bolshoi Teatret.  Yndefulde ballerinaer danser Svanesøen til Tjajkovskijs storslåede musik. Smukt og udtryksfuldt. Bag kulisserne lurer et knapt så kønt syn. Skandaler, korruption og intriger mellem danserne dukker frem i lyset, når de to filminstruktører Nick Read og Mark Franchetti, som de første nogensinde, får uhindret adgang til verdens mest kendte balletkompagni.

BOLSHOI

Foto: Miracle film

Den 17. januar 2013 bliver balletmesteren ved Bolshoi Teatret Sergei Filin udsat for et syreangreb uden for sit hjem. Han får svære forbrændinger i ansigtet, mister synet på det ene øje og er sygemeldt i en lang periode. Episoden bliver omtalt i alverdens medier. Teatret er i chok. Efterforskningen viser, at overfaldet er et bestillingsarbejde fra et andet medlem a balletkorpset, solodanseren Pavel Dmitrichenko.

I filmen ser vi interviews med diverse dansere, teatrets bestyrelsesmedlemmer, den nyansatte direktør for Bolshoi Teatret, Vladimir Urin, en ældre herre blandt publikum, der har været i Bolshoi Teatret mere end 600 gange, diverse sponsorer, premierminister Dmitry Medvedev og så selvfølgelig, manden det hele handler om Sergei Filin.

Det er fascinerende at høre alle de forskellige udlægninger af livet på Bolshoy Teatret. Det er ikke et nemt sted at være ansat. Man ved aldrig, om man er in eller out. Flere dansere giver udtryk for, at der er en dyb kløft mellem ledelse og ansatte, og angsten for at blive vraget til fordel for en anden danser, der har tættere relationer til ledelsen, er latent. Balletverdenen er hensynsløs. Ser romantisk ud, men koger nedenunder, siger en danser.

Bolshoi Dancer

Foto: Miracle Film Distribution

Filmen gør brug af mange autentiske filmklip. Vi ser klip fra ballettens forestillinger i Sovjettiden, prominente besøg i Bolshoi Teatret af statsledere som Nixon, Regan, Margarat Thatcher og Dronning Elisabeth. Alt sammen med til at give et billede af ballettens høje status.

Det, der nok er mest overraskende ved denne film, er de medvirkende danseres åbenhed og ærlighed, i et land hvor ytringsfriheden har trange kår. En stor del af danserne er stærkt kritiske overfor teatrets hårde ledelsesstil. Andre giver udtryk for, at det netop er denne, der skal til for at videreføre verdens dygtigste balletkompagni. Vi har behov for en stærk mand, der ikke er kompromissøgende, siger en af de mandlige dansere. Det har de nu fået i Vladimir Urin, som har forbindelser til Putin og styrer kompagniet med hård hånd.

bolshoi babylon anastasia

Foto: Miracle Film Distribution

Kameraet er skiftevis stationært og håndholdt, hvilket giver et dynamisk udtryk. Der er mange nærbilleder af de medvirkende. Frustrationen lyser ud af øjnene på dem, men der er ingen tvivl om at deres hjerte banker for balletten. De stræber alle efter at yde det ypperste motiveret af national stolthed og personlige ambitioner. Gå ind og se filmen og bliv grebet af kunsten og menneskene bag.

Instruktører: Nick Read og Mark Franchetti

Premiere: 1. september 2016