∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Suzanne Brøgger-portræt på Revolver – Teater Republique.
”Jeg vil ha’ det hele” – siger kvinden iført silkekimono og gummistøvler på den nøgne scene. ”Jeg vil ha’ det hele” er åbningsreplikken i forestillingen ”Brøgger”. Både titel og replik er ambitiøse og lugter langt væk af Politiken og Gyldendal. Og netop Politiken kunne da også fejre forestillingen på premieredagen med flere avisforsider.
Brøgger på Revolver. 2019. Jeanett Albeck. Pressefoto.
Men forestillingen ”Brøgger” er blot en lille one woman performance om et hjørne af forfatteren Suzanne Brøggers univers – til gengæld et slagkraftigt og salgbart hjørne, hvor sex og porno er hovedemnerne. Dermed er vi vel tilbage i 1970erne, hvor Suzanne Brøgger debuterede som forfatter, mens oplevelserne (eller opfindelserne) snarere går tilbage til 1960erne. Dengang var emnerne til gengæld både vovede og pirrende. I dag er vi (bortset fra Dagbladet Politiken) ved at være mætte og bemærker vel blot, at forestillingen har en masse forvirrede og blinkende #MeToo lamper, mens de litterære værdier skubbes i baggrunden. For Suzanne Brøgger udviklede sig og er blevet til en interessant samfundsdebattør, der ikke behøver at tage tøjet af for at skabe opmærksomhed.
Allerede her har forestillingen et problem, fordi man (jeg) forventer at få et bredere billede af en stadig nulevende forfatter, men blot får ungdomsversionen.
Brøgger på Revolver. 2019. Jeanett Albeck. Pressefoto.
Musikeren og komponisten Jeanett Albeck er bedst kendt fra kvindekollektivet Sort Samvittighed og et utal af underholdningsprogrammer i TV. ”Brøgger” er hendes værk.
Hun har gennemslagskraft og står for det hele: Den bearbejdede tekst, musikken samt ikke mindst spiller hun selv inkarnationen af Suzanne Brøgger, rent visuelt. Den høje, slanke lyshårede kvinde med sort øjenmake-up.
Men Albeck har faktisk en sød og varm udstråling, venlig som naboens datter, og oveni en meget naturlig stemme, som ikke gør forsøg på at være anderledes. Derfor er det svært at identificere hende med Suzanne Brøgger, som altid har spillet og spillet op som den lidt sofistikerede, gammelkøbenhavnske åndsperson, der også havde/har en interesse for det seksuelle og sanselige.
Med søde Jeanett Albeck og hendes klokkeklare stemme bliver hele set-up’et noget af et postulat – uanset om hun har blondineparyk på, er nøgen, halvt afklædt eller agerer som en af kunstneren Yves Kleins kvinder indsmurt i blå farve ved en seance i de tidlige tressere.
Tanken er ellers god nok: at tage brudstykker fra Suzanne Brøggers litterære univers og sætte musik til.
Men det er som om, teksterne ikke får love at folde sig ud. De samme linjer gentages igen og igen for at passe til musikken eller måske fordi tilhørerne forventes at være tungnemme. Dermed forsvinder ens nysgerrighed, og historien udvikler sig ikke nok. Det musikalske er et kapitel for sig. Men selv om det er mange fragmenter fra verdensmusikken, er det dog lidt svært at opfatte musikken som et givende supplement til portrættet.
Stærkest står en lang sekvens om en affære, der ender som en massevoldtægt begået af politiet i en øststat. Interessant og uhyggelig.
Scenisk sker der en hel masse. Mens Jeanett Albeck har travlt med at agere og synge Brøggers ord, er der en sortklædt scenearbejder (kvinde), som i et væk hiver alle mulige sætstykker og instrumenter ind på scenen – og til sidst faktisk dækker hele scenen til med flytbare, nøgne kulissevogne. Det virker overflødigt, for Jeanett Albeck, alias Brøgger og dennes ord, kan sagtens klare underholdningen.
Brøgger på Revolver. 2019. Jeanett Albeck. Pressefoto.
Jeanett Albecks projekt kommer dog langt hen ad vejen hjem, og nye læsere og publikummer kan sikkert fornemme, at Brøgger er en speciel kvinde med glæde ved mænd. Men alvorligere er det, at Jeanett Albeck måske er blevet ladt i stikken af instruktøren Liv Helm, der ikke har troet nok på teksten og Albeck og derfor har dynget alt for meget udenomshalløj på.
Teater er jo mødet med mennesket, ordet og måske musikken. Genstande og tekniske fif er blot pynt og kan ofte forvirre mere end understøtte. Det bør instruktøren Liv Helm snart lære – også efter den meget problematiske forestilling ”Frit Flet” på Sort/Hvid i sidste sæson, hvor dog også det visuelle var en stopklods.
Brøgger på Revolver. 2019. Jeanett Albeck. Pressefoto.
Heldigvis er ”Brøgger”-universet forholdsvis hvidt. Tilbage står Jeanett Albeck på scenen (med og uden tøj på) og slider i det – også rent musikalsk, da hun er sin egen akkompagnatør. Det er en imponerende indsats som fortjener applaus.
Medvirkende: Jeanett Albeck
Instruktion: Liv Helm
Tekst: Suzanne Brøgger
Komponist, sangtekster og musikalsk produktion: Jeanett Albeck
Tekstbearbejdelse: Sanna Albjørk, Liv Helm og Jeanett Albeck
Scenografi og kostumedesign: Freya Sif Hestnes
Dramaturg: Sanna Albjørk
Forestillingsfotos: Sara Galbiati
Vi er to, der netop har været inde og se forestillingen, vi var unge i 70’erne og 80’erne, og synes at forestillingen var fantastisk! Gribende, og efterlader et stærkt indtryk af, hvor stærk hun har været og er, Susanne Brøgger. Der var masser af lag i forestillingen, og det handlede mere om det at være kvinde, i mere eller mindre påduttede kvinderoller, om roller, masker, at smide maskerne. Synes ovenstående anmeldelse er helt skæv.