Kulturkupeen

Bryllupskaos

 

∗∗∗∗

Fordomme og hverdagsracisme

Der er delte meninger om genren, romantiske komedier. Nogle rynker på næsen, ofte mænd, som finder den sukkersød og sentimental. Andre er begejstrede, især kvinder. Er filmen skruet rigtigt sammen, pudsig, letbenet og skarp i replikken kan den være særdeles underholdende. På barometeret får humøret lige et hak opad.

Bryllupskaos eller som den hedder på originalsproget Qu’est-ce qu’on a fait au Bon Dieu lægger sig op ad et af den amerikanske filmindustris store trumfkort, den romantiske komedie. Lige siden 1930erne har amerikanske såkaldte romcoms sat standarden for denne genre. Tænk blot på film som Howard Hawks Bringing Up Baby(1938) med Katharine Hepburn og Cary Grant, William Wylers Roman Holiday(1953) med Gregory Peck og Audrey Hepburn. Billy Wilders Some Like It Hot (1959) med Marilyn Monroe, Tony Curtis og Jack Lemmon, Mike Nichols kultfilm The Graduate(1967) Pretty Woman(1990) og ikke mindst Woody Allens imponerende filmproduktion indenfor genren f.eks. Manhatten(1979), Hanna and Her Sisters (1981), Vicky Cristina Barcelona (2008), To Rome with love(2012) og seneste skud på stammen Magic in the Moonlight (2014). I Frankrig har man tradition for en lidt anderledes type af romantiske film komedier, der ofte er mere intellektuelle og knap så sentimentale. Her kan f.eks. nævnes Le Fabuleux destin d’Amélie Poulain(Den Fabelagtige Amelie fra Montmartre(2001)

I første scene i Bryllupskaos befinder vi os på rådhuset i en by i Frankrig. Der skal være bryllup hos overklassefamilien Verneuil. Claude Verneuil(Christian Clavier) og hans hustru Marie Verneuil(Chantal Lauby) er katolikker og har fire smukke døtre i den giftemodne alder. Tre af dem gifter sig til deres forældres store fortrydelse med hver sin anden generations indvandrer. Isabelle gifter sig med muslimske Rachid, Odile med jøden David og Ségoléne har valgt den kinesiske Chao Ling. Forældrene forsøger ved hvert bryllup, at finde en maske der kan passe.  Bølgerne går højt til familiesammenkomster, og svigersønnerne beskylder Claude for at være racist. Det vil den gamle gaullist ikke have siddende på sig. Spliden ligger latent i familien. Da den fjerde datter Laure afslører, at hun agter at gifte sig med en katolik, som hedder Charles- ligesom De Gaulle- vil begejstringen hos Claude og Marie ingen ende tage, indtil det viser sig, at han er sort og kommer fra Elfenbenskysten.  Nu er det de tre svigersønner, der ikke kan acceptere, at deres svigerinde ikke gifter sig med etnisk fransk mand, men har fundet en sort. De påstår uden at kende ham, at han ikke har rent mel i posen.  Endnu værre er Charles’ fars negative holdning til at hans søn gifter sig med en hvid.

Filmen minder os om, at vi alle er fyldt med fordomme, selv om vi hver især på det kraftigste benægter det.

Instruktøren Philippe de Chauveron, som også har skrevet manuskriptet til filmen, gør med lun humor grin med os alle.

Det er blevet til en sjov komedie med kant.

Bryllupskaos er årets mest sete film i Frankrig.

 

Instruktør: Philippe de Chauveron

Premiere: 20. november 2014