Kulturkupeen

Familien Jul

∗∗∗∗ Familien Jul

Juleløjer året rundt.

Der findes dem, der ikke kan få nok af jul. Dem, der godt kan lide jul, men synes, at juleræset er for meget, og så er der dem, der ganske enkelt hader jul. Til sidstnævnte kategori hører Niels Jul(Paw Henriksen), gift med Agnete(Marie Askehave) og far til børnene Hugo(Pelle Krusbæk)Alfred(Alfred Larsen)og Vega(Liv Brandorf).

Allerede under filmens fortekster kommer vi i julestemning. Der hænger julepynt på bogstaverne og Rudolfs slæde med bjældeklang flyver over hustagene, samtidig med, at den iørefaldende sang Familien Jul har en nisse i skjul kører på lydsporet. Vi er i gang med et juleeventyr.

Hugo elsker jul. Man gør bare ikke ret meget ud af julen i hans familie, fordi hans far er julesvag, som Hugo lakonisk udtrykker det. Da nissedrengen Pixy(Herman Knop) på 101 år dukker op uden for døren en juleaften og ikke har noget sted at bo, gemmer Hugo ham under sin seng. Snart opdager hans søskende det, men ingen tør sige til forældrene, at de har en nisse boende. Imens sker der sære ting. Det er jo sådan med nisser, at jo mindre man tror på dem, jo mere driller de. Så faren er yndlingsofferet, og han bliver drillet så meget, at han må sygemeldes fra sit job som lærer. Pixi bliver boende, og da det bliver sommer, og familien skal på den årlige campingferie, ser Hugo ikke anden udvej end at tage ham med. Så går det galt. På trods af Pixy’s magiske evner er han svær at skjule i en campingvogn, og så er der lige det, at han jo har lidt svært ved at opføre sig ordentligt og kaster snebolde efter ejeren af campingpladsen….

Familien Jul er ikke for de helt små. Den varer halvanden time, og det er for meget for den aldersgruppe. Men børn fra 6 år og op vil synes om den. Det faktum, at vi følger familien Jul med nisse et helt år og ikke kun i december er et sjovt input.  Musikken er i ørefaldende, så man skal være stærk julehader for at undgå at komme i julestemning. En del af optagelserne er taget omkring Fredensborg slot i snevejr, en meget romantisk og julet location. Den 8 årige Pelle som Hugo og den 7 årige Herman som Pixy lever sig fint ind i deres roller. Det er altid imponerende, at se at børn kan virke naturlige på film. Filmen er instrueret af Carsten Rudolf, der også har skrevet manuskriptet til filmen. Han har bl.a. en lang karriere som ideudvikler og forfatter af  tv-serier som  DR´s Nicolai og Julie, TV2`s Anna Pihl og TV3´s 2900 Happiness.

Sød julefilm for hele familien.

Instruktør: Carsten Rudolf

Premiere: 20. november 2014