Kulturkupeen

Carmen – på Operaen.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Carmen, Carmen,  Carmen.

For tiden spøger ”Carmen”. I aften og i morgen synger Andrea Pellegrini  på kajen i Nexø sammen med spanske flamingodansere, og i de næste måneder er “Carmen” på Operaens store scene, mens Opera Hedeland havde masser af publikummer til  deres ”Carmen” i august i år.

 

Pop ned

Carmen, altså Bizets opera fra 1875, kender alle – selv om også ”Carmen Curlers” var berømte engang. Vi er i den populære grøft på Det Kongelige Teater, tilsyneladende, for i programmet kan man læse, hvad en række mediekendisser mener om Carmen ( øh, personen!) . Det kan jeg ikke bruge til så meget! Til gengæld er der masser af fremmedord i en lille, kommafattig programartikel om Carmen: ”Intertekstuelle”, ”konnotationer”, ”male-gaze-teori ”og de sædvanlige kommunikationsfloskler: optik og italesætter. Ak ja. Den begavede og veltalende britiske operachef får i sin indledningstekst formodentlig ved en fejloversættelse fire gange nævnt ordet ”ikon” og ”ikonisk” for at slutte med at ”tage os med under ikonografiens overflade”. Der er noget jeg ikke helt forstår, for ikonografi er faktisk beskrivelsen og analysen af billeder og kan ikke være overflade.  I øvrigt er ikon som oftest visuelt! I et citat fra instruktøren står der kækt ”Carmen er lysets flamme”.   Da alt det andet var lidt uforståeligt, troede jeg også, at dette var en fejl, men googlede for en sikkerheds skyld. Citatet viser tilbage til filosoffen Gaston Bachelard (død i 1960erne).

Med denne udenomssnak vil jeg blot sige, at hvis man ikke kan lide den australske instruktørs Carmen-pakke, som har været opført i Frankfurt i 2017 og i London i 2018, er det nok fordi man bare ikke er klog nok.  Så ved I det.

Carmen. 2019. Operaen. Plakat. Foto: Klaus Vedfeldt.

Barrie Kosky

Barrie Kosky, født i 1967 i Australien, betegner sig selv som ”gay Jewish kangaroo”. Han har siden 2012 været succesfuld leder af Komische Oper i Berlin og aktiv opera-instruktør mange andre steder. Opsætningen af “Carmen” er forestået af to assistenter, da Koskys koncept jo har været opført flere steder før.  Så det er lidt genbrug, men det går vi da ind for.

”Carmen” er ganske velkendt – efter sigende den mest elskede opera på vestligt verdensplan. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at prøve at ruske lidt op, forskyde og forandre.  Hos Kosky er det primært Carmens kønsrolle som femme fatale, der iblandes lidt maskulinitet. Derimod var der jo nok at tage fat på, da Carmen er sigøjner, en udstødt, som så mange andre i dag  og måske også på flugt.

Hos Kosky er det blevet show a la Berlin i mellemkrigstiden, og til denne illusion bruges en mammuttrappe – i stil med hele teater- og underholdningsindustriens brug af grandiose trapper. Og glem ikke Pariseroperaens ” se-mig”  trappe i foyeren.

Carmen. Operaen 2019. Foto: Miklos Szabo.

Trappen

Trappen bruges effektivt og flot til koret og i forskellige scener, hvor Carmen helt alene kan stå der, isoleret og uden kontakt med andre. På trappen kan koret sidde, ligge, stå og illudere både soldater og savlende mænd, mens kvinderne er de forvirrede tobaksarbejdere. Men vi ser ingen fabrik og heller ingen arena. Det visuelle klares af en spinkel stemme tilhørende skuespilleren Maria Rich. Regibemærkninger og handling er indtalt på dansk. Det er lidt af et sammenstød, da det fascinerende ved Carmen-skikkelsen netop er hendes dybe, animerende mezzostemme.

Forestillingen som produktion er ovre i det verfremdungsagtige og i tysk regi-stil. Det vi ser, sker måske ikke nu, men er sket og ”hele verden er en scene”.  Derfor fungerer det fint, at Carmen spankulerer rundt i toreador-kostume i starten, men da alle kalder på hende, og hun som den sidste kommer ud på pladsen, som er en trappe, er hun, også i tysk teaterstil, i dyrekostume. Carmen er en gorilla. Indenunder er hun i et androgynt kostume, hvid skjorte og sorte bukser. Siden hen bliver hun smask feminin i sort kjole, lille charleston-dress for at ende som spansk Lorca-brud i sorte flæser.

Hvor der ikke er mange lidenskaber i starten, bliver det hele ganske følsomt til sidst. Mærkeligt og umotiveret. Der spilles teater i øst og vest.

Carmen. Operaen. 2019. Foto: Miklos Szabo.

Det danske hold  

Jeg oplevede det danske hold med Elisabeth Jansson som en meget smukt syngende Carmen. Men at hun skulle falde for de to modne mænd med store brystkasser: en velsyngende Niels Jørgen Riis som tenoren – og David Kempster som baryton-toreadoren, er ikke sådan at forstå. Der var soldaterne fiksere og mere letbenede – eller de hoppende og dansende narre! Men opera er jo ikke logisk, men følelserne skal være tilstede.  Denne ”Carmen” synes usammenhængende, og det komplekse, modernistiske forsøg på at jonglere med alle mulige og umulige stilarter og genrer passer nok bedst i Tyskland.

Der er bredde i spektret: fra det indlysende offenbachske med trappe og masser af showdans til det mere jordnære, når toreadorkampen, som vi ikke ser, opleves af over hundrede korister og drengekor (i hvidt tøj) – og de hopper lige op i luften, som var det en fodboldkamp i Parken en dag, hvor FCK spillede godt. Det øjeblik tilgav man både Barrie Kosky og hans assistenter det meste.

For flot ser denne ”Carmen” ud – indimellem. Og et vidunderligt velsyngende kor, og et velklingende kapel og Michaela smukt sunget den aften, jeg var der af Sofie Elkjær Jensen.

Carmen. 2019. Operaen. Foto: Klaus Vedfeldt.

Slutningen røbes ikke her

Slutningen i denne ”Carmen” understreger den intellektuelle instruktørs hang til sjove indfald.  Skal ikke røbe for meget. Men nye operaelskere må ikke starte her.  Jeg vil henvise til teaterchefen Kasper Holtens farverige og fyrige Bregenz-Carmen, som blev spillet ude på søen i et par år – og så den legendariske kammerversion af den britiske instruktør Peter Brook, en forestillingen som åbnede Østre Gasværk for seriøst teater i begyndelsen af 1980-erne.

”Carmen” spiller i flere måneder – med flere besætninger.

www.kglteater.dk

En tanke om “Carmen – på Operaen.

  1. Birthe Juul Christensen

    Er helt enig i din anmeldelse. Også jeg undrede mig over, hvad jeg skal bruge såkaldte “mediekendissers” meninger til. Godt nok er Carmen en populær opera, nærmest en musical, men “mediekendisser” og operachefens citater passer ikke sammen. Jeg oplevede den bombastisk, men nød både dirigent, kapel,kor og solister. Hvis mulig ville jeg have foretrukket Kasper Holtens Bregenz opsætning af Carmen, tilpasset operaen. Vi har jo før haft vand på scenen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.