∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Carrying a Dream. Dansk Danseteater. Ny ballet af Tim Rushton – vist på Det Kongelige Teaters Gl. Scene, d. 26. – 28 .4. 2019.
Det er så godt, at Tim Rushton endelig koreograferer en ballet med indhold, med budskab og med følelser.
Indholdet er til at tage at føle på eller netop ikke, for det drejer sig om det fundamentale i vort moderne liv: Menneskerettighederne, respekten for det enkelte individ, for retten til frihed og individualisme etc.
På lydsporet høres bl.a. FNs menneskerettighedserklæringer fra 1948 og en række af de store statsmænds taler med masser af lyd isprængt nogle ikoniske musikalske citater fra de senere årtier med bl.a. Nina Simone og Elton John. Der er nok af gods på lydsiden.
Carrying a Dream. Dansk Danseteater. 2019. Foto: Søren Meisner.
Så er der koreografien: Dansk Danseteater har et fint ensemble lige nu. 10 af danserne er på scenen med hver deres individualitet. De er alle kropsligt helt derude, hvor man ikke kan andet end beundre dem og blive imponeret af deres fysiske formåen, deres smerte og deres nærvær. Tim Rushton kunne ikke ønske sig bedre dansere i det ensemble, som han indtil fornylig igennem 17 år selv var chef for.
Men balletten ”Carrying a Dream” på ca. 70 minutter skuffer i både det dramaturgiske og det koreografiske. Dramaturgien halter ved at sende masser af ord på både dansk og engelsk afsted i begyndelsen, som om vi ikke ret hurtigt forstår alvoren.Skuespilleren Charlotte Munck, som også tidligere har lagt stemme til Dansk Danseteater, mangler den eftertrykkelighed i stemmen, som gør, at man lytter. en Men siden hen tager danserne over og popmusikken ligeså. Det fungerer fint, men de store stemmer ( Obama og lign.) kommer aldrig tilbage, og vi får ikke en egentlig afslutning. Det kan der være en pointe i på den nøgne scene, hvor kun lys og lamper skifter hen igennem balletten. Verden og livet løber af sted i samme kontinuerlige desperation og dermed bliver også vreden på en måde uden variation. Scenografi og kostumer ved Rikke Juellund er lydefri, men faktisk for gennemsnitlige til 70 minutters dans. Grå nuancer tilpas afstemt i al den forskellighed, der nu kan opstå inden for gråt bomuld, t-hirts og bukser.
Carrying a Dream. Dansk Danseteater. 2019. Foto: Raphael Frisenvænge Solholm.
Når jeg tænker tilbage på tidligere Rushton-balletter, synes jeg, at han en gang kunne være både opfindsom og anderledes i koreografien – i bl.a. ”Kridt”. Og humor har der også været. Men her i ”Carrying a Dream” bliver det med mange vrid og drejninger hurtigt lige efter “modern-dance-bogen”. Kun når en danser eller to virkelig tør træde i karakter, bliver man berørt og rykket.
Som ”Carrying a Dream” bliver vist på Gamle Scene fremstår balletten som et højt professionelt projekt, men lidt for mainstream, lidt for pænt, lidt for forudsigeligt. Og sådan har det vist været for Dansk Danseteater i de senere år.
Carrying a Dream. Dansk Danseteater. 2019. Foto: Søren Meisner. I øvrigt er Dansk Danseteater sammen med Dansehallerne ikke ret synlige – i hvert fald ikke i hovedstaden. Det er synd og skam og må undre, da de offentlige tilskud til begge institutioner er ganske høje: Dansk Danseteater har et årligt statstilskud på ca. 12,6 mill. kr., heraf bruges ca. 600.000 kr på salg og marketing, mens Dansehallerne får i alt 18,3 mill.kr. årligt fra henholdsvis Staten og Kbhs Kommune og bruger 2,5 mill. kr. på PR og marketing! Hverken Dansk Danseteater eller Dansehallerne har en fast, fysisk scene, og det er måske humlen ved det hele. Et andet problem kan være, at der ikke er tilstrækkelig fokus på eller interesse i publikum i hovedstaden!
Koreografi: Tim Rushton