∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldt af Ulla Strømberg.
Så fik København en ny kunsthal eller kunstcenter. Og vel at mærke en større en af slagsen på Refshaleøen ved de gamle B&W bygninger. Tæt på det legendariske sted, som bl.a. er kendt for at have huset Det Kongelige Teaters hedengangne Scenografisk Værksted og bygningen, hvor slaget om Melodi Grand Prix og millionerne fandt sted.
CC på Refshaleøen. Pressebillede.
Men CC trodser alle forhistorier og lukker med masser af selvtillid dørene op til 7000 kvadratmeter: ”Vi skal være ligeså kendte som Louisiana”, har den nye direktør Marie Nipper sagt i et avisinterview. Hun er kunsthistoriker med en hurtig karriere, der bl.a. tæller AROS og Tate Liverpool. Det er godt at have ambitioner – og det er endnu bedre at have noget at have dem i. Kvadratmetrene er der og ligeså de rige venner. For en perlerække af de danske fonde, som giver penge til kultur i bredeste forstand i DK, har allerede støttet op om CC, der jo begyndte for et par år siden på Papirøen som nabo til det nu også hedengangne Street Food Marked – lige over for Skuespilhuset. Det var i en succesfuld prøveperiode på halvandet år, mens Københavns Havn og andre offentlige og semioffentlige instanser skulle tænke sig om og finde ud af, hvad de ville. Det blev så til en flytning af både CC og Street Food Markedet ud på Refshaleøen, et par kilometer i retning mod havneindløbet. Et sted lidt svært at kommet til, hvis man ikke kører i bil, cykler eller svømmer. Men adressen og stedet er moderne og i tråd med også politikernes ønske om at gøre København større og anderledes. Så hatten af for gå på modet – ikke mindst hos CC.
CC på Refshaleøen. Doug Aitken. Pressebillede.
Åbningsudstillingen
Doug Aitken
Et er stedet, men i sidste ende er det jo kunsten og dermed de udstillede værker, der tæller. CC åbner med en god blanding af high brow og værså’god at være med: Doug Aitkens installation: “Song 1” fra 2012 vises på et cirkulært kæmpelærred. 35 minutters video, som tager udgangspunkt i sangen ”I only have Eyes for you”. En gammel sag fra 1934 fra filmen ”Dames” – og siden, takket være sin jazzede tone, indspillet af mange verdensnavne.
CC på Refshaleøen. Doug Aitken. Pressebillede.
Forskellige stemninger, forskellige mennesker af forskellig etnicitet er en del af videoen, mens man sidder – eller ligger inden for eller uden om det mange meter cirkulære lærred. Men der kræves koncentration og tid til at falde ned og samle sig om ”budskabet”. Den rette sidde/liggeplads skal vælges, for der er masser af tekstpassager, som bliver til nonsens, hvis man sidder uden for lærredet! Budskabet er vel i sidste ende et spørgsmål om civilisation og kærlighed og kan dermed forståes af de fleste. Installationen fra 2012 blev oprindelig vist i Washington på Hirshhorn Museum – på yderfacaden!
CC på Refshaleøen. Superflex. Foto: US.
Superflex
civilisation og kærlighed kunne såmænd også bruges ved Superflex og deres værk. Superflex er et dansk kunstnerkollektiv dannet i 1993. Værket er en nyopstilling af ”One two three Swing”, som i efteråret 2017 vistes i Tate Moderns enorme indgangsrum på Themsens sydkaj. Det rum er ufatteligt stort, og der skal noget til at råbe det op, men det lykkedes i London, ikke mindst når der var godt fyldt med børnefamilier og unge mennesker, der blot tog sig en gratis gyngetur midt i millionbyen, som sandelig ikke er rig på forældrevenlige åndehuller. Men tænkte de gyngende nu også over de både sociale og psykologiske aspekter, som Superflex har lagt ned i værket. For en almindelig gynge er for børn og har som regel én plads. Hvis man forstørrer proportionerne og lader en gynge indeholde tre siddepladser, må der vel ske noget? En interaktion? For gyngningen kan forvandle sig til en social foreteelse, hvor den gyngende skal kommunikere med sidemand/mænd.
CC på Refshaleøen. Superflex. Foto: US.
Lidt banalt anskuet er det vel som i en skilift, hvor man i højsæsonen tvinges til at sidde ved siden af fremmede. Her kan der være op til 6 forskellige ånder i en skigynge! Enten sker der noget, eller også kommunikerer folk blot med dem, de er i selskab med! Har prøvet det hele. Hos Superflex er det dog anderledes. For når gyngerne primært er erobret af småfolk og deres kunstinteresserede forældre, sætter man sig som “enlig, midaldrende på kunstudstilling” altså ikke op i gyngen. Det sociale aspekt i installationen er dermed halvt gået fløjten. Men på det teoretiske plan er ideen vel sjov. I det andet rum kæmper både det raffinerede gulvtæppe i forskellige bolsjestriber, som også er farverne fra Eurosedlerne, og en enorm spejlkugle om opmærksomheden. Igen et interaktivt værk fra Superflex, hvor man vist skal lægge sig ned, se mod kuglen og reflektere over refleksionerne vedr EU’s økonomi! Måske lidt subtilt. Men igen kommer både alder og situation i vejen. Kan jeg, en “moden, kjoleklædt kunstudstillingsbesøgende” lægge mig ned på gulvet Nej. Måske kan jeg ligge ned, men kønt ville synet ikke være, og værre ville det blive, når jeg skulle rejse mig op.
CC på Refshaleøen. Superflex. Pressebillede.
Jeg vil ikke kalde værket diskriminerende. For sådan er det ikke med Superflex, gruppen der har rejst over hele verden og fået folk til at se på verden med fornyede, bæredygtige og optimistiske øjne. Men her er jeg og ligesindede og jævnaldrende bare dømt udenfor.
Kurateringen og åbningsseancen
Det er ikke nogen dum idé at åbne de nye, permanente lokaler med Superflex og Aitken. Pointen er jo at vise stor,”stor” kunst i de enorme rum, dvs. værker der ikke lader sig placere i et smukt rum på Charlottenborg, på ARKEN eller på Statens Museum for Kunst.
Det springendepunkt er,om folk vil betale 100 kr i entré for to-tre værker. Det er omvendt klart, at CC må markere, at de er andet og mere end en forlængelse af det noget shappy street food marked ”Reffen”, som er åbnet ved siden af uden hverken struktur eller imødekommenhed. Det er faktisk ganske rodet og slet ikke Refshaleøen værdig. Det kan SS ikke gøre for eller gøre noget ved, men forskellen skal markeres..
Spørgsmålet er også på hvilket niveau, CC vil ”lande”? For der må være stor ansvarlighed over for de mange bevilgende fonde, som har ydet tilskud. Hvormange midler oplyses ikke, da CC er en selvejende institution. Men denne dobbelthed, som er kendt fra det internationale kunstliv: at være moderne – og alligevel klassisk ansvarlig, sås tydeligt ved åbningen af CC i sidste uge. Masser af unge mennesker med drinks i hånden iblandet modne mennesker, hvor mændene, lige inden de gik ind, tog slipset af og knappede øverste skjorteknap op. Uden slipsedrengene (og damerne) ingen kunsthal.
CC på Refshaleøen. Foto: US.
Med både kulturministeren og overborgmesteren på talerlisten ved åbningen er der lagt op til det helt store for CC. Ihukommende starten, som er beskrevet her på kupeen for et par år siden (https://www.kulturkupeen.dk/tag/nye-tider/ ), er det ikke så mærkeligt. Med de to veteraner, tidl. AROS-direktør Jens Erik Sørensen som afgået direktør, der overlod stolen til Marie Nipper, og med Erik Jacobsen, stadig som bestyrelsesformand (tidl. Det Kongelige Teater, Kulturministeriet og Københavns Kommune) har den konstruerede alliance mellem myndigheder og fonde nok alligevel ikke været så svær, som den ved første øjekast kunne se ud til. Kunsten er ikke kun at fylde de mange kvadrat– og kubikmeter på Refshaleøen med ”kunst” , det er også en kunst i disse tider at hitte nogle penge, som kan sikre driften.
Enhver, som har arbejdet med kunst og kultur inden for det danske system, ved, at driftsmidler kun kan hentes hos stat og kommune, mens penge til ad hoc aktiviteter og renovering kan findes hos de private fonde. Med CC er denne model faktisk under transformation. For CC ville ikke kunne lade sig gøre uden, at fondene også går ind og sikrer i hvert fald en del af driften.
Derfor var det heller ikke underligt, at der i et lille lukaf stod to sortklædte damer i stiletter med lister over vipp’ere, der naturligvis skulle have et særligt treatment og f.eks. ikke betale for deres receptionsdrinks. For sådan er kunstverdenen også.
Med åbningen af CC på Refshaleøen er ”vi” i København dermed blevet en smule mere moderne og internationale og rykket over i en verden, som har eksisteret i årtier i bl.a. USA, hvor kunst og penge er tro følgesvende. Det kan der filosoferes over på mange planer, og en analyse af den alliance vil næsten være kunst i sig selv. Jeg har dog på det seneste berørt emnet ved at skrive om, hvordan Bikubenfonden, over for dansk teater, og Realdania, i realation til arkitektur, har sat sig i førerbilen og fremover vil være med til at bestemme kursen og metoden.
Om vilkårene er sådan for CC, vides ikke, men det behøver ikke at blive nemt at indordne sig medbestemmende, private fonde. Også det vil kræve noget af CC.
Så god arbejdslyst og al muligt held og lykke til CC på Refshaleøen.