Kulturkupeen

Chiaras valg

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Chiaras valg er en medrivende coming of age film af den italiensk/amerikanske filminstruktør Jonas Carpignano. Han er mest kendt for filmene Mediterranea(2015) om nogle venner fra Afrika, der krydser Middelhavet for at immigrere til Italien, hvor de oplever uventet fjendtlighed fra lokalbefolkningen og A Ciambra(2018) om livet i en roma ghetto i Italien.

I Chiaras valg befinder vi os fortsat i Italien, hvor vi stifter bekendtskab med den 15 årig Chiara (Swamy Rotolo), hendes familie og dennes kontakt til den italienske mafia.

Foto: Øst for Paradis Filmimport Aps

I filmens første scener er vi med til Chiaras søsters 18 års fødselsdag, hvor familien til ære for hende holder en stor fødselsdagsmiddag på en fin restaurant. Der er rigtig mange mennesker med omkring bordet, og den ene overdådige ret bliver båret ind efter den anden. Da det bliver tid til taler, nægter Chiaras far at holde en tale eller bare udbringe en skål for sin datter. Chiara og hendes mor opfordrer ham kraftigt til at gøre det alligevel, men han siger, at han desværre ikke kan, hvilket de har svært ved at forstå, og vi som tilskuere ligeså. Vi får forklaringen senere i filmen.

Langsomt går det op for den kun 15 årige Chiara, at der er noget helt galt i familien. Måske er hendes far ikke helt ærlig overfor hende, og da han dagen efter forsvinder sporløst, beslutter hun sig at undersøge, hvad det handler om.

Foto: Øst for Paradis Filmimport Aps

Chiaras valg handler om at være infiltreret i den italienske mafia, hvad det medfører og hvilke konsekvenser det har for en hel familie. Instruktøren Jonas Carpignanos siger:

Det er umuligt at blive en del af en klan, hvis ikke man har blodsbånd med en af dets medlemmer. Derfor er der aldrig nogen stikkere i denne mafiagruppering, fordi ingen stikker sin egen familie.

En repræsentant fra socialmyndighederne fortæller i filmen, at man, for at bryde den onde cirkel for børn, der fødes ind i mafiafamilier, har besluttet at tvangsfjerne børn fra disse familier indtil de fylder 18 år. Den eneste måde at bryde cyklussen på er, at adskille børnene fra deres forældre, før de vokser op og gentager forbrydelseskulturen. Stærke sager.

Foto: Øst for Paradis Filmimport Aps

En dag kommer myndighederne ganske rigtigt for at hente Chiara og føre hende til en anden by, hvor hun skal bo i en plejefamilie, men det går ikke helt som planlagt.

Chiaras valg er en dybt interessant film. Skuespillerne er ikke professionelle og således helt almindelige mennesker, hvilket de også var i Jonas Carpignanos to tidligere film.

Plakat: Øst for Paradis Filmimport Aps

Han siger: Chiaras valg er en film om familie, om far-datter relationer. Det er en film, der taler om, hvordan folk lærer at finde deres eget moralske kompas, og hvordan de lærer at navigere i deres omgivelser. Hvis jeg skulle finde en rød tråd i alle mine tre film, så ville det være dét.

Swamy Rotolo som Chiara er et rent naturtalent som skuespiller. Hun spillede også med i Jonas Carpignano to andre  film. Hende kommer vi nok til at se mere til fremover.

I filmen er alle karaktererne i hendes familie hendes rigtige familie. Det giver en helt særlig autenticitet i deres spil.

Alt i alt en tankevækkende og anderledes coming of age film, der gør os klogere på den italienske mafia og de store omkostninger for børn og unge, det har at blive født ind i dette miljø.

Instruktør: Jonas Carpignanos




Trailer: Øst for Paradis

Premiere: 8. september 2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *