Menu Luk

∗ ∗ ∗

/Ulla Strømberg.

Hilsen fra 10 række på Gamle Scene.  Egentlig skulle det kun handle om ”Come Fly Away”, Den Kongelige Ballets krigserklæring til ”Vild med dans”. Men nu bliver det lidt mere polemisk, da jeg ikke så så meget andet end hoveder og rygge fra 10. række.

Det Kongelige Teaters gamle scene er elsket af mange – også af mig – men faktisk havde jeg glemt, hvor dårligt man ser ”på gulvet”.  Hvad er en balletaften, hvis man ikke kan se hverken ben eller fødder og aldrig et samlet billede? Og hvorfor se et show, hvis danserne ikke synes nærværende, men snarere agerer robotagtige? For havde de kongelige dansere, med kvinderne i høje hæle, været emotionelt mere tilstede, ville jeg på trods af manglende udsyn have overgivet mig.

Det specielle denne aften var i øvrigt, at der var fuldstændigt udsolgt – det er for tiden ikke så almindeligt på de kongelige scener.

Pressefoto. Costin Radu
Pressefoto. Costin Radu

 

”Come Fly Away” fik under en anden titel tilsyneladende urpremiere i Atlanta i 2009, overførtes siden til Broadway og havnede i september 2013 i København. Her fik forestillingen en så positiv publikumsmedfart, at det har ført til genopsætningen nu, i efteråret 2014. Også dagbladsanmelderne og netskribenterne var flinke.

Twylla Tharp – en 73 årig amerikansk koreograf, der bl.a. bør huskes for danseoptrinene i Milos Formans film ”Hair”, har med lov fra Frank Sinatras arvingerne skabt et danseshow henover et stort udpluk af de kendte og, af mange modne mennesker, elskede sange fra den charmerende amerikaner. The way you look to night; lets fall in love; body and soul; you make me feel so young; I like to lead when I dance –-fly me to the moon! Sangtitlerne er jo en stor kærlighedserklæring! Men hos Tharp oversættes det blot til en række danseoptrin i en restaurant med ret kedsommelige og ordinære trin fra i forgårs og kun minimal emotionel action imellem de navngivne figurer. Der burde have været meget mere liv og udvikling i den historie.

Chris Minh Doky Orchestra´s 14 mand er til stede på scenen. Man kan faktisk se dem (også fra 10. række, tak) – men ud af højtaleren lyder en Sinatra lagt oven i live musikken. Og sangene følger i lind strøm – helt uden naturlige pauser. Sådan ville en sanger af kød og blod ikke kunne blive ved i en uendelighed. Det hele synes derfor kunstigt og dramaturgisk ganske irriterende, for hvilken virkelighed er forestillingen henlagt til? Dramaturgen har sovet i timen – både på den ene og anden måde.

Måske var ”Come Fly Away” bedre sidste år, nu synes det ganske overflødig på vores nationalscene.

www.kglteater.dk