Kommenteret af Ulla Strømberg.
Kampen imellem klunset og kvinden – moden og modellen.
Dansk modefotografi i 100 år. Ny bog af Tove Thage.
Er det pigen, kjolen eller skyggerne, der fanger øjet? Spørgsmålet er mere end relevant, når det drejer sig om et modefotografi. For igennem de seneste mange årtier har udviklingen bevæget sig fra at være koncentreret om den vare, der skulle ”sælges”, til at blive en oplevelse for, eller forførelse af, iagttageren. Så kan det kommercielle for en stund have andenprioritet.
”Dansk Modefotografi i 100 år” er endnu en stor, grundig og flot kunstbog, der udkommer her op mod jul. Som flere af de andre kunst- og kulturhistoriske bøger har ”Dansk Modefotografi i 100 år” dog været undervejs i flere år. Kulturhistorikeren Tove Thage, der tidligere har udgivet flere videnskabelige bøger om fotografiets historie m.m., har her vendt sig mod et emne, der i høj grad afspejler skiftende moder, tendenser og samfundsudviklinger.
Modefotografiet har tidligere haft kvindemoden som omdrejningspunkt, men næppe mere. Det understreges dog ikke, at bogen kun tager kvindemoden med. Og at kvindemode i øvrigt er både skiftende, forvirrende, sejlivet og en gang imellem tilbagevendende og retroagtig, ved vi alle, men denne dobbelttendens ikke mindre interessant af den grund.
Uden at Tove Thage tydeligt gør opmærksom på det, er der igennem de 100 år, der undersøges, en næsten ubevidst kamp imellem modetøjet og modellen, klunset og kvinden. Jo længere op vi kommer i tiden, des mere fremtrædende bliver tendensen i de allerfleste iscenesatte fotos. For de gode fotos rækker altid længere ud end blot at sælge en bestemt vare, det være sig kjole, strømper eller måske modellen.
Bogen går grundigt til værks og har været hele vejen rundt i den teoretiske litteratur med fotoæstetiske overvejelser fra bl.a. Roland Barthes og selvfølgelig Susan Sontag. Alle de spørgsmål man kan stille til emnet: modefotografi, besvares.
Som modpol til de danske fotografer, som for hovedpartens vedkommende er overraskende og fremragende, omtales også nogle af de store, internationale koryfæer. Tove Thage er en positiv skribent, og det er behageligt, at teksten hele tiden fremhæver fotografens styrke og ikke det modsatte.
Bogen kommer vidt omkring, for der er nok at beskrive og tage stilling til udover fotograferne, bl.a. fotomodeller, dameblade og arkiver, for ikke at nævne modehuse og tøjfirmaer, der ofte står bag fotobestillingerne. Og glem ikke samfundsudviklingen fra de to krige til ungdomsoprøret og frem til den nye kvindekamp.
Tove Thage har valgt at køre et dobbeltløb, dvs. en fortløbende essayistisk beskrivelse af modefotografiet og en hen ad vejen portrættering af udvalgte danske fotografer, der for overskuelighedens skyld står i en anden typografi og farve. Men her mangler desværre en samlet oversigt bagest eller forrest i bogen over de fotografer, som portrætteres. Ligeså er det lidt forvirrende, at tekst og fotos ikke altid følges ad hele vejen. Samtidigt omtales en hel del fotos, som vist ikke indgår som billedmateriale. Det gør læsningen sværere.
Blandt de portrætterede er det bl.a. interessant at læse om Rie Nissen, som jeg plejer at støde på i forbindelse med arkitekturfotos. Rie Nissen (1904-1988) var en fremragende ”fortæller”, der var uddannet i både Berlin og Paris. Her inspireredes hun til at skabe historier med få objekter eller en bevidst instruktion af modellen. Samtidig kan forskellige af tidens trends og ismer aflæses i hendes tidlige billeder, om det er surrealisme eller art deco. Også Varvara Hasselbalch (1920-2008) får sit eget portræt, men på forunderlig vis synes de viste modebilleder at pege bagud. Hun var vist en flamboyant dame fra borgerskabets København, men oplært af udenlandske fotografer i Paris og Stockholm i årene under og efter Anden Verdenskrig. Men de i bogen gengivne fotos overbeviser ikke.
Foto af Gunnar Larsen, 1970. Udsnit. Fra bogen s.190. Findes i arkiv på Designmuseum Danmark.
I Paris boede den danske fotograf Gunnar Larsen (1935-1990) i flere årtier. Han erkendte vist, at på trods af at han aldrig lærte at tale fransk, så passede han slet ikke ind i en dansk post 68-verden. I Paris var der plads til alle, og herfra sendte han billeder hjem til primært Ekstrabladet og flere dameblade. Tove Thage tager et langt citat fra modedamen Maria Sanders portrætbog af ægtemanden Jean Voigt. Her bliver Gunnar Larsen til en lidt luftig, åndeligt flagrende person. Men det var nu ikke den Gunnar Larsen, jeg mødte i Paris flere gange og fulgtes med på hans jobs og i øvrigt interviewede til DR i 1982. Gunnar Larsen var på en gang en kunstnersjæl og en jordbunden, omsorgsfuld dansker. Han samlede en kreds af nordiske modeller om sig, bl.a. den i dag kendte Lotte Heise. Han interesserede sig mindre for tøjet og moden, mens det var modellen og stemningen, gerne tilført lidt sex og et stænk S/M, der gjorde udslaget og fascinerede ham.
Hans kendemærke var bl.a., at han konsekvent retoucherede næserne halvt væk. Derved kom der af og til et kattelignende look frem, som var ganske ualmindeligt i dansk sammenhæng. Hans fotos kunne også ses i det mammutstore tidsskrift Gunnar, som han selv bekostede og udgav i 1980erne, og som blev solgt på fortovscafeerne i 6. arr. i de sene aftentimer.
I øvrigt er det mærkeligt at tænke på, at i 1982 var det en kamp at få lov at sende et portræt af fotografen Gunnar Larsen på DRs P1. Og et interview med verdens mest berømte frisør på det tidspunkt, monsieur Alexandre (1922-2008) blev forkastet af P1 som ikke værdigt radiostof. Og det på trods af, at manden havde modtaget to Oscars og havde samtlige de ordener en kunstner inden for mode og design kunne opnå i Frankrig.
Også derfor må man glæde sig over, at en bog som “Dansk Modefotografi i 100 år” i dag er et accepteret emne med markant fondsstøtte til udgiveren Gyldendal.
Bogen er en guldgrube af flot gengivne fotos, der kommer i forholdsvis kronologi. De mange henvisninger til forskellige arkiver på henholdsvis Designmuseum Danmark og Det Kongelige Bibliotek er nyttige at kende til, hvis man en dag selv vil gå videre.
Bogen er stor, flot og informativ, men layoutet skuffer alligevel en smule, for der burde have været nok af inspiration og noget at leve op til, når man tænker på alle de modeblade, som fotografierne har været vist i, og i øvrigt eksistensen af udenlandske magasiner som Vogue.
Udkommet november 2021