Kulturkupeen

Dansk Teater i 300 år.

 

Kommentar af Ulla Strømberg.

Dansk Teater i 300 år.

Fejring i hele landet igennem dette efterår med bl.a. nye cd-udgivelser af historiske teaterforestillinger fra Det Kongelige Teater.

Netop i dag, for 300 år siden, blev der første gang spillet teater på dansk – mod entré – på dansk jord. Teksten var af Moliere, “Den gerrige”, og få dage efter begyndte Teatret i Lille Grønnegade at spille Holbergs helt nyskrevne komedier.  26 år efter, i 1748,  fik København et større teater, det nybyggede Comediehuset på Kongens Nytorv, tegnet af Eigtved. Først omkring 1770 fik dette teater betegnelsen Det Kongelige Teater.

På det tidspunkt blev der spillet teater rundt i hele landet, både på dansk og tysk, og udviklingen har fortsat.  Men dansk teater forandrer sig i et væk. Da jeg var ung og teatervidenskabsstuderende var det ikke mindst børneteatret og gruppeteatret samt nogle interessante dansegrupper, der var det fornyende. Arte, den socialdemokratiske billetorganisation, var  derimod det halvfarlige dyr i familien.

I de seneste årtier har det offentlige på alle ledder og kanter institutionaliseret dansk teater.  Skulle der gives offentlige penge, måtte der være alle mulige og umulige regler m.m.  Mange gruppeteatre er blevet til egnsteatre med ledere og ansatte – og de ”frie fugle” må i dag hulte sig igennem.

Der er et udpræget hierarki hvad angår de økonomiske vilkår. Øverst står Det Kongelige Teater med over en halv milliard kroner i årligt statstilskud. På næste niveau residerer landsdelsscenerne med ensembler og en god blanding af eksperiment og tradition.  Så er der egnsteatrene og ”Små storbysteatre” som i høj grad er beroende på den lokale, politiske stemning.  Og nederst – de ”frie”, hvor nogle er begunstigede af specielle statstilskud, andre hopper fra tue til tue  – mens en lille håndfuld klarer sig helt uden hjælp.

Kunsten

Men den store kunst, de interessante nybrud, kan opstå alle vegne, hvor der er talent og vovemod.  Derfor er dansk teater, og her tales alene om det professionelle danske teater, andet og mere end det, som Kulturministeriet ynder, og Reumert-uddelerne har set og præmierer.

For inden for dansk teater er der også paradokser.  Den traditionsrige sommerrevy, hvor det faktisk begyndte som vinterrevy i 1849/50 er ikke i kulturministeriel henseende KUNST. Heller ikke cirkus, men Nycirkus går an! Det samme skismas med de store musicals – hvad enten det er i Tivoli, 3 Falke eller på Det Ny Teater. Her må private mennesker og konsortier helt på udenlandsk manér satse deres egne penge uden tilskud fra det offentlige. Men spilles samme musical  (og evt. med samme skuespillere(!)) på  Det Kongelige Teater, Aarhus Teater, Aveny eller Østre Gasværk, er det teaterkunst i kulturministerielle øjne.   Gid jeg kunne forstå den sondring.  Men hvad ved jeg om teaterkunst.

Dansk teater er værd at fejre – og ikke mindst ved bare at gå i teatret og glæde sig over den store variation, der findes. Og så må den enkelte publikummer finde lige præcis den niche, som passer i smag og behag – og geografi.

Så vidt vides er der ikke kommet noget generelle teaterhistoriske bøger  eller skrifter i forbindelse med  fejringen.  Det kunne der ellers være brug for. Det er nemlig sparsomt med informationer om alt før 1990 – før internettets fødsel.  Og det Kongelige Teaters bibliotek er lukket og nedlagt og spredt. Teatermuseet i Hofteatret er også lukket.  Statsbiblioteket i Aarhus er indlemmet i Det Kongelige Bibliotek. Derved er også en viden og en let adgang til informationer lukket.

Sådan ligger landet. Mens fejringen af Dansk Teater i 300 år synes noget tilbageskuende i sine intentioner og med megen fokus på Holberg, er det vel de mellemliggende 300 år, der kræver opmærksomhed. Det er jo fantastisk, at den danske teaterkunst har udviklet sig i 300 år, og i dag fremstår som en broget og mangfoldig buket.

For bare at være en lille smule tilbageskuende er der et yderst interessant fænomen: Udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone.  Igennem de seneste årtier har dette selskab udgivet over 30 CD’er med optagelser fra Det Kongelige Teater.  Engang fandt jeg det lidt altmodisch – men i de seneste år har jeg med stor glæde mange gange (i bilen) lyttet og genlyttet til bl.a. “Genboerne” af Hostrup, “Skærmydsler” af Wied og senest ”Sparekassen” af Hertz. Det er helt utroligt, som de gamle stjerner fra tiden omkring 1950 kunne spille i Det Kongelige Teaters forestillinger: Poul Reumert, Bodil Ipsen og Bodil Kjer for ikke at nævne Mogens Wieth. Det er en lyst at lytte til – og helt uden teaterstøv!

Her op til jubilæet har selskabet udgivet ”Elverhøj”  og ”Den Politiske Kandestøber”.   Baggrunden er fine optagelser foretaget af Hegermann-Lindencrone på Nationalscenen i anden halvdel af det 20. århundrede.  Efterfølgende har selskabet klaret alle rettigheder.

Se det er levende teaterhistorie.

Vdr. bestilling – også af tidl. udgivelser:

www.hegermann-lindencrone.dk

Eller

infocdklassisk.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.