Kulturkupeen

De gyldne år

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Smal fransk film om den fortabte ungdom.

Trois souvenirs de ma jeunesse, på dansk De gyldne år, er fransk, intellektuel og eksistentiel.

Filmen er delt op i tre kapitler. Som den franske titel antyder nærmere betegnet tre minder fra ungdommen.

Paul Dédalus(Mathieu Amalric) vender hjem fra Tajikistan, hvor han har arbejdet som antropolog i en årrække. I Paris lufthavn bliver han holdt tilbage, fordi myndighederne har fundet, en anden person, der har et pas med nøjagtig de samme data som Paul. Forklaringen på dette mysterium, får vi får vi senere i filmen.

Gyldne år Paul

Foto: Camera Film

I den første del af filmen kommer vi tilbage til Pauls barndom i byen Roubaix i Nord Frankrig. Barndommen var ikke lykkelig med en sindssyg mor, en voldelig far og to yngre søskende. Scener derfra skildrer angst og utryghed. Senere flytter han hen til sin omsorgsfulde, politisk engagerede og stærkt litterære tante. Da han er 11 år begår hans mor selvmord. Faren går helt til bunds og børnene overlades til sig selv. Det er således med en tung bagage, at han nogle år senere starter på gymnasiet.

Derfra begynder filmens egentlige handling nemlig hans forhold til Esther, et forhold han aldrig er kommet over. Esther er i Pauls og de fleste af byens fyres øjne ikke mindre guddommelig. Hun er smuk og sensuel. Samtidig har hun en arrogant og skødesløs aura over sig. Hun er en sand femme fatal. Farlig, altid i centrum, altid ombejlet. Paul indleder et forhold til hende vel vidende, at hun har flere kærester på sidelinjen. Da han flytter til Paris for at studere, ses de fortsat og udveksler hede breve, men pludselig ændrer Esthers breve karakter, og hun viser en helt anden side af sin personlighed.

Gyldne år

Foto: Camera Film

En stor del af filmen foregår i slut 80erne. Vi ser autentiske klip fra Berlinmurens fald. Filmen kredser om eksistentielle emner som liv, død og mening med tilværelsen. Flere steder er den filosofisk. Der lyder ekkoer af såvel Proust som Kierkegaard.

Gyldne år drenge op ad bil

Foto: Camera Film

Visuelt ser vi eksempler på filmtricks, f.eks. split screen. Her får vi en fornemmelse af, hvordan de forskellige minder væver sig sammen til en slags erindringspatchwork. I en del scener taler karaktererne direkte til kameraet, hvilket ellers er no go i spillefilm, men giver et meget insisterende stemningsbillede.

Bag filmen står den franske instruktør Arnaud Desplechin, som selv er vokset op i Roubaix. Han modtog for De Gyldne År SACD prisen ved Cannes Festivalen i 2015.

Quentin Dolmaire og Lou Roy-Lecollinet er glimrende som de respektive unge Paul og Esther. Det samme kan siges om Mathieu Amalric som den aldrende Paul. Men filmen er for lang, over  to timer, og historien virker noget rodet. Man skal være i et særligt humør til at se denne smalle coming of age film. Er man det, er den hel fin.

Instruktør: Arnaud Desplechin

 

Premiere: 14. juli 2016