Kulturkupeen

De hovedløse hos Mungo Park.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

De hovedløse hos Mungo Park.

Sjovt, brandaktuelt, satirisk spil om De Gule Veste i Frankrig.

Det er lidt ironisk, at det er Mungo Park fra Allerød, der tager problemerne op fra Paris. Men det er både informativt og underholdende, hvad der er kommet ud af teatrets selvstændige projekt. Samtidigt er de fire skuespillere, Malin Rømer Brolin-Tani, Jonas Munck Hansen, Kasper Dalsgaard og Henrik Prip virkelig oppe på dupperne og får demonstreret, at Frankrig stadig er et land, hvor der er en enorm afstand imellem befolkningsgrupperne.

 

De hovedløse. Mungo Park. 2020. Pressefoto fra teatret.

Denne historie begynder med Marie Antoinette, der er blevet berømt for at foreslå, at de sultne parisere i 1780erne jo blot kunne spise kage, når der nu ikke var brød nok. Men hvad forestillingen ikke fortæller, så var hun faktisk også interesseret i teater og byggede sit eget lille teater omme bag Petit Trianon, fordi hun som kvinde ikke måtte optræde på den store operascene oppe på Slottet Versailles.

De hovedløse. Mungo Park. 2020. Pressefoto fra teatret.

”De hovedløse” folder sig ud som underholdning for Marie Antoinette, så vupti er vi oppe i nutiden, hos en ganske almindelig, moderne fransk familie, hvor faren er depressiv, datteren aktiv, og sønnerne  er henholdsvis politibetjent og lidt af en ballademager.

Vi følger deres daglige problemer, kampe og vejen henimod at drage til Paris og deltage i lørdagsaktiviteterne, som jo har foregået uge efter uge siden slutningen af 2018.

De hovedløse. Mungo Park. 2020. Pressefoto fra teatret.

Oprindelig var det et opgør mod diverse afgifter på diesel, som præsident Macron ville indføre. Den almindelige befolkning gik i gang på gaderne, lørdag efter lørdag i mange franske byer. Men snart blandede barske typer sig i demonstrationerne, og butikker blev smadret midt i Paris. Denne ekstremt voldelige side går forestillingen faktisk let hen over, men viser fint, at det ikke var alle borgere, der var lige politisk engagerende i starten. Mange vidste slet ikke, hvad de var med i.

Virkeligheden er i øvrigt blevet værre endnu. For De Gule Veste, som de har kaldt sig på grund af den selvlysende vest, der skal ligge i alle biler, blev overhalet indenom af togførere, der i december 2019 fik standset metrotrafikken og togdriften rundt omkring i Frankrig. I Paris varede strejken i 40 dage.  Senest er forbrændingsanstalterne gået i gang med ulovlige strejker, og skraldet har hobet sig op på parisiske gader.

Macron har fået nye problemer. Det franske samfund vil ikke finde sig i topstyringen, som understøtter en fortsat klassedeling.

”De hovedløse” minder på nogle punkter om det politiske teater i 1970erne. Men det gør ikke noget for sjovt, underholdende, velskrevet og veliscenesat er dette politiske spil om noget, der ligger så tæt på også danskeres liv.

De hovedløse. Mungo Park. 2020. Pressefoto fra teatret.

Varm anbefaling til ”De hovedløse”. Men forestillingen virker så indlysende og lægger dermed ikke op til nogen form for debat. Næste skridt er at afvente den franske præsidents træk.

Medvirkende

Malin Rømer Brolin-Tani

Jonas Munck Hansen

Kasper Dalsgaard

Henrik Prip

Instruktion/co-instruktion

Johan Sarauw

Anna Malzer

Dramatiker 

Nanna Tüchsen

Scenograf 

Frederikke Dalum

Lysdesign

Mikkel Givskov

Lyddesign 

Nanna Schleimann

www.mungopark.dk

Der spilles i disse dage på Republique på Østerbro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *