Kulturkupeen

De Særlige

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Hvem husker ikke De Urørlige. Den franske filmkomedie fra 2011 om en fransk mangemillionær, der i forbindelse med en ulykke bliver lam fra halsen og ned og hyrer en fandenivoldsk sort småkriminel mand fra en forstadsghetto til Paris, til at hjælpe sig. Makkerparret Eric Toledano og Olivier Nakache stod bag denne film, der på verdensplan er den mest sete franske film nogensinde. Nu er de to herrer tilbage med De Særlige, en film om børn og unge med autisme.

Hvis man tror, at De Særlige er toeren af De Urørlige, bliver man nok lidt skuffet. Den er ikke så let og morsom, men det er en rørende og ind imellem også sjov film om to ildsjæle, der vil forbedre rammerne for unge psykisk handicappede.

Foto: Scanbox Entertainment

I første scene ser vi med håndholdt uroligt kamera en ung pige løbe hurtigt ned ad en stærkt befærdet gade. Hun har nogle mænd i hælene, som overmander hende og kører hende væk i en bil. Næste scene drejer det sig om en ung mand, der har trykket på nødbremsen i et tog. Endnu engang ser vi en bil køre bort med et ungt menneske. Man tænker, hvad foregår her?

Foto: Scanbox Entertainment

Bilerne har kurs mod et frivilligt center for børn og unge med autisme fra socialt belastede miljøer. Et sted hvor utilpassede unge i perioder kan bo og blive hjulpet. De unge er utilregnelige og ofte voldelige. I det offentlige system bliver unge med disse symptomer medicineret og indlagt på den lukkede afdeling, så man har styr på dem.

Det mener de to ildsjæle, Bruno Haroche(Vincent Cassel) og Malik(Reda Kaleb) kan gøres bedre. De driver en institution, hvor unge sårbare med autisme ikke bare bliver dopet, men hvor man forsøger at få dem integreret i samfundet. Filmen bygger på den sande historie om disse ildsjæle der i 90erne bl.a. grundlagde organisationen Le Silence de Justes, hvis formål netop var at hjælpe unge med autisme.

Foto: Scanbox Entertainment

Det er hårdt arbejde at have med disse unge at gøre. Bruno og Malik aktiverer de unge, tager dem med på skøjtebanen, laver teater workshops,  ja prøver på alle tænkelige måder at nå de unge, hvor de er i deres udvikling og ikke mindst, at få dem til at føle sig værdsat. Samtidig er Socialstyrelsen på nakken af de to ildsjæle, som Styrelsen grundlæggende mener, er uegnede til at arbejde med psykiske patienter, selv om det modsatte har vist sig gang på gang at være tilfældet.

De særlige er både nedslående og opløftende. Man tænker, hvad skal der blive af de unge, når de bliver ældre. En mor til en af dem giver netop udtryk for bekymring om, hvad der skal ske, når hun en dag ikke er mere. Man forstår hende.

Filmen har noget på hjerte. Emnet er et modigt valg. Psykisk sygdom er ikke et yndet tema i spillefilm. Film som Amour (2012) og I’m still Alice(2015) om Alzheimer er eksempler på film, der også omhandler psykisk syge. Men generelt hører den slags film til sjældenhederne.

Foto: Scanbox Entertainment

Vincent Cassel som Bruno og Reda Kaleb som Malik spiller overbevisende de to ildsjæle, der vedholdende gør noget for en gruppe unge, som ingen andre vil tage sig af. Flere af de medvirkende børn og unge er i det virkelige liv diagnosticeret med autisme. Det fornemmer man, og det tilfører filmen en særlig autencitet.

En vigtig film. Gå ind og se den.

Instruktører: Éric Toledano og Olivier Nakache




Trailer: Scanbox Entertainment

Premiere: 23. januar 2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.