Menu Luk

Dekonstrueret Tartuffe på Betty Nansen Teatret.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

”Tartuffe” i tysk teaterstil, der alene overlever takket være Jens Albinus og Niels Ellegaard og to ihærdige rockmusikere.

Tartuffe - Jens Albinus. Foto Rumle Skafte.
Tartuffe – Jens Albinus. Foto Rumle Skafte.

Forestillingen starter foran tæppet. Det er nat – eller snarere en nattescene a la den italienske maskekomedie. I hurtigt tempo spiller Ulla Henningsen flere personer, men snart slutter hele familien sig til med store kandelabre og små stearinlys. Forestillingen er i gang og på vers. 40 minutters senere sniger en pjaltet Tartuffe sig ind på scenen. For hos Molière kommer hovedpersonen først fysisk til stede i tredje akt. Hvilket raffinement, som Holberg siden tager til sig i bl.a. “Erasmus Montanus”.

Der skal bygges op. Alle taler om Tartuffe. Alle har en mening. ”En hellig mand”: set med faderen Orgons øjne og lige efter hans moder smag. ”Hykler”: er de andres opfattelse, fra tjenestepigen til den yngre hustru, de voksne børn og svogeren. Hos dem er der ingen tvivl. Tartuffe må ud af familiens hus. Så enkel er intrigen, men den geniale Molière får lagt kloge betragtninger om bedrag og fornuft i munden på de forskellige personer, mens han havde et bestemt religiøst selskab som inspirationskilde. Hykleri er desværre eviggyldigt og findes alle vegne – inden for politik, kunst, sport og hjemme i familien. 

Der er nok af muligheder for at vælge associationsretning for instruktøren, den tyske skuespiller og iscenesætter Milan Peschel. Men han går den slagne, postmoderne og teaterhistoriske vej. Dvs. både gammel tekst og ny tekst – både gamle kostumer og nye – i en dekoration, der lidt eller lidt ligner en slagmark i takt med, at tiden går, og alt opløses. Teater i Teater. Så kan samfundet stå udenfor. Det samme med tekstforståelsen. Nogle af skuespillerne har det svært, og indimellem skriges ordene af de unge, mens musikken overdøver replikkerne. Det er rigtig smart, hvis teksten er kedelig eller uinteressant, men det er den ikke!

Hele ensemblet. Foto: Rumle Skafte.
Hele ensemblet. Foto: Rumle Skafte.

Instruktøren har valgt at skære i de to sidste akter, som også er ret lange med en nærmest bestilt applaus til den siddende Ludvig 14. Til gengæld går det over stok og sten med at få brikkerne på plads. Hykleren skal dømmes og al ejendom tilbage til Orgon og de unge elskende forenet. De moderne, ekstra replikker, der er improviseret frem, er overflødige, for det er jo ikke en universitetsopgave i at forandre og atomisere ”Tartuffe”.

Instruktion og scenografi hænger til gengæld forbilledligt sammen. Ikke mærkeligt, for Peschel er gift med den polske scenograf. Samme makkerpar har tidligere arbejdet i Danmark i 2008 på Ålborg Teater og under Betty Nansen Teatrets nu afgående teaterdirektør Stefan Larsson, mens han var på Aarhus Teater, med en moderniseret ”Et dukkehjem” i 2010 og Holbergs ”Jeppe på Bjerget” i 2012. Her spillede Jens albinus Jeppe, mens Niels Ellegaard var Jacob Skomager.

Som de eneste synes netop Albinus og Ellegaard i ”Tartuffe” at være i fuldt synk med instruktørens intentioner. Ingen slinger i valsen. Med et fast maskulint greb om Orgon, som ofte kan være ret kedelig, forsvarer Ellegård manden og familiefaderen og hans kærlighed til Tartuffe, mens en andagt foran et kæmpemæssigt portræt af Molière synes postuleret.

I Albinus’ Tartuffe er der kontrol og konsekvens. Lille, foroverbøjet, mager og frynset med en lavmælt, men dog hørbar stemme, tager han scenen og huset i besiddelse. Nogle mærkelige reflekser afslører, når begæret løber af med ham. Siden udvikler hykleren sig fra at være underdanig til at være ham, der ejer det hele. Bodil Jørgensens Elmire i højrød kjole fra begyndelsen af det 20. århundrede har momentvis den rette æggende virkning på både Tartuffe og publikum. En kamin har i øvrigt en markant rolle igennem de fleste scener og må vel opfattes som symbol på helvede fra middelalderteatret, men ideen synes opbrugt da regnestykket endelig skal gøres op. Instruktøren må gribe til tricket med at lade lyset gå ud. Da Tartuffe er blevet væk, kan de ikke spille videre og så alligevel …..

Michael Moritzen og Niels Ellegaard. Foto Rumle Skafte.
Michael Moritzen og Niels Ellegaard. Foto Rumle Skafte.

 

Og sådan er det hele vejen rundt. Fikse finesser brændes af, så afviklingen bliver urytmisk, men båret til vejs ende takket være to ihærdige musikere.

”Tartuffe” på Betty Nansen Teatret er blevet til en omgang dekonstrueret teater, hvor den tyske instruktør jonglerer med både Molieres ord, Molieres person og en håndfuld danske skuespillere, der ikke alle synes afrettede. Det betyder, at selv om der er mange gode momenter om religiøst hykleri, bliver forestillingen ligegyldig – eller lige gyldig. For der er for meget skrig, skrål, skolekomedie og teater i teatret.

Sjovt nok er det helt jordnære, nærmest snusfornuftige betragtninger, som både instruktøren Milan Peschel, Niels Ellegaard og Jens Albinus udtrykker i interviews i programmet skrevet af Me Lund, tidligere teatermelder.

Men inden for tysk teatertradition har man i de seneste 25 år revet klassikerne i stykker og derefter sammensat dem på ny for at overrumple det intellektuelle teaterpublikum. Pointen er blot, at parodi og ironi kun er sjovt, hvis udgangspunktet er kendt.

Ikke alle i salen var vist bekendt med Molieres tekst og fik dermed en anden oplevelse end den, instruktøren måske forventede i forlængelse af sine tyske erfaringer.

 

 

Instruktør Milan Peschel

Scenografi og kostumer Magdalena Musial

Oversættelse Jesper Kjær

KOMPONISTER OG LIVE PÅ SCENEN PowerSolo

MEDVIRKENDE Jens Albinus, Niels Ellegaard, Bodil Jørgensen, Ulla Henningsen, Michael Moritzen, Molly Blixt Egelind, Brian Hjulmann og Simon Mathew

 

www.bettynansen.dk