Menu Luk

Sjov og lidt pjattet Figaros Bryllup på Gamle Scene.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Instruktøren Elisa Kragerup er ret neddæmpet ved sin operadebut med ”Figaros Bryllup”. Nok er vi ikke i rokokotiden, men i et nedslidt tivoli: ”Fun Fair”, hvor karusselheste og vippende svanebåde forvilder sig rundt om orkestret, men så holder udskejelserne  næsten op.

Figaros Bryllup henlagt i et tivoli med sejlende svaner. Pressefotos: Miklos Szabo.
Figaros Bryllup henlagt i et tivoli med sejlende svaner. Pressefotos: Miklos Szabo.

Det et scoop, at Det Kongelige Kapel er kommet op på scenen. Omkring 50 musikere sidder som et andet nu hjemsendt promenadeorkester og spiller, men bliver ind imellem distraheret af sangerne, som løber rundt blandt musikerne.

Cherubino blandt musikerne.
Cherubino blandt musikerne. Pressefotos: Miklos Szabo.

Dirigenten, Andreas Spering, tager udfordringen op og forlader af og til sin plads for at lade sangerne tage kommandoen. Det fungerer. Tivolikonceptet ligeså og de ganske grove og platte seksuelle hentydninger er ikke værre end, at de går an, for ”Figaros Bryllup” handler jo om sex og begær i alle retninger.

Operaen er en musikalsk perle, et klenodie, der har en kompliceret og indimellem småkomisk handling strakt ud over tre charmerende timer. Men i modsætning til hvad Elisa Kragerup plejer at gøre, når hun kæmper med Shakespeare eller Ovid – nemlig at stryge eller gentage, så er det jo tabu inden for musikkens verden. Der er et partitur – og sådan er det.

Historien er i dag ufarlig. Det var den ikke hos Beaumarchais, der i de urolige 1780-erne skrev skuespillet om tjeneren Figaro. Omvendt nedtonede både librettisten da Ponte og Mozart det politiske og klassebestemte og skabte en vittig forvekslingskomedie.

Figaro og Susanna.
Figaro og Susanna. Pressefotos: Miklos Szabo.

Det er nok her Kragerup har sværest ved at tag stikkene hjem. Det går tungt med omklædninger og tøjskift, buldermørke og tagen fejl af tjenestepige og frue, mand og elsker. Forviklingerne er kun antydet, men ikke spillet helt ud. Elisa Kragerup og scenografen Steffen Aarfing, der også var fødselshjælper på Kragerups ”Romeo og Julie” på Skuespilhuset, er ellers gode til at finde løsninger og gøre det æstetisk acceptabelt. Alle er i hvidt eller lysebrunt – et gardin med lette tegninger kan skjule orkestret efter behag.

Figaro.
Figaro. Pressefotos: Miklos Szabo.

Figaro er en altmuligmand med gode hænder og alverdens værktøj. Greven derimod ligner en nar, når han forgriber sig på diverse motorsave og skruetrækkere, men er flot i habit. Og sådan er der masser af detaljer og fornyelserne, som lykkes allerbedst i scenen, hvor Figaro pludselig i stedet for en kommende brud får en mor – og en far. Det er jo så tåbeligt, at Kragerup resolut har besluttet, at det må være en tv soap med tv-kameraer og hvad der ellers hører til i de reality shows, som sendes i disse år. Derved bliver det lag på lag med Tivoli og fun-oplevelser og oven i en tv-soap.

Så kan vi egentlig være ligeglade, om greven har en affære med Susanna, eller den vimse Cherubino elsker alle kvinder – eller slet ingen.

16.02.29. figaro i gyngerne Pressefotos: Miklos Szabo.

Publikum tog ved premieren hele historien til sig i et fuldt hus på Gamle Scene. Så hyggeligt at være tilbage, syntes alle operaelskerne at tænke. Og dejligt med danske og nordiske sangere fra ensemblet, for alle gik op i løjerne. Akustikken var bedre end den plejer – selv mindre stemmer kom ud over rampen, måske fordi der var lagt et interessant halvtag hen over musikerne.

Med svenske Henning von Schulman som en høj, charmerende og flink Figaro i arbejdsoverall og Palle Knudsen som en moderne greve, suppleret af Sine Bundgaards grevinde og Tuva Semmingsens Cherubino, var der pæn og engageret sang, men plads til, at de kan udfolde sig endnu mere. Det gælder i særlig grad for Susanna, sunget af Anke Briegel. Hun skal jo være det hele, både sjov, fræk og indtagende. Lidt mere charme i stemme og krop måtte gerne tilsættes. Resten af holdet agerede upåklageligt sammen med koret, der også var kittelklædte, og hvor kvinderne vist nok bar rundt på frugten af grevens mange sidespring. En tung pointe.

Det store bryllupsbillede,
Det store bryllupsbillede. Pressefotos: Miklos Szabo.

Det Kongelige Teater har fået en munter Mozart-opera, der giver publikum glæde, men samtidig understreger, at en operaforestilling er et ritual med en række præmisser, som skal accepteres på forhånd. Går man ind på dem, er det hele bare fun.

Instruktør: Elisa Kragerup

Dirigent: Andreas Spering

Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing

Koreograf: Signe Fabricius

Lysdesign: Ulrik Gad

Dramaturg: Nila Parly

 

www.kglteater.dk