Kulturkupeen

Den Glade Enke, 2.0  på Operaen, Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den Glade Enke, 2.0  på Operaen, Det Kongelige Teater.

Dobbeltbundet, seminaktuelt, ufarligt, satirisk underholdningsteater på Operaen i København med ”Den glade Enke 2.0”.

Eller jeg har taget fejl, og det er et livsfarligt sindbillede på kulturlivets evige prostitution?

Men som altid: et kapel, der spiller, som gjaldt det kunstens overlevelse.

”Den Glade Enke” fra 1907 var dengang lagt i et latterligt diplomatmiljø, som nu er rykket op til et lige så gammeldags teatermiljø.

I en opdateret version foregår historien nu på et teater, som mangler penge og er i kløerne på emsige embedsmænd, mens politikernes krav om folkelighed, bredde og indtjening martrer alle. Oveni et alt for ærbødigt buk for tidens groteske krav om diversitet inden for køn, krop m.m.

Den glade Enke 2.0. Det Kongelige Teater. Operaen. 2021. Morten Staugaard og Gisela Stille.Tegning af Claus Seidel.

De mange spørgsmål

Kunsten skal stille spørgsmål!  Et mantra, der ofte siges. Og det er unægtelig, hvad Kasper Holten og Adam Prices nye version gør.  Det mere forvænte opera- og operettepublikum er vel et stort spørgsmålstegn, men ikke ved livets store fundamentale spørgsmål, (at være eller ikke være), men snarere ved alt muligt andet:

Droit morale over for komponisten og ophavsmanden Frans Lehár

Operaafdelingens forpligtelser

Anvendelsen af operasangere/skuespillere i operetter

Tidens behov for underholdning

Tidens absurde krav om diversitet inden for køn, udseende, etnicitet, men bare ikke alder!

Æstetik/funktionsduelighed  

Det kan lyde tørt, men ”den glade Enke 2.0” fordrer et nøjere sundhedscheck:

Droit morale

Den garvede højskole- og teatermand Arne Skovhus sagde engang i de oprørske 1970erne, da teatrene havde svært ved at sælge billetter: ”Hvis kirkerne var fulde hver søndag, ville der været noget at tænke over”.

Kasper Holten har som øverste chef på Det Kongelige Teater med en regnskabsmæssig balance på over 1 milliard kroner noget at gruble over. Så han tyr vel hellere til fuld sal end til det modsatte. Sammen med altmuligmanden Adam Price har han derfor skabt den nye enke-version, så teatret kan opfylde flere af sine forpligtelser: Stor produktion på operaen, underholdning og happy ending, fængende musik, letforståeligt salgsmateriale etc. og forhåbentlig efterfølgende positiv afspejling i salget af billetter.

Men hvad med Franz Lehár, der i 1907 skrev et sammenhængende musikværk hen over et romanforlæg fra midten af 1800-tallet? Jeg er hverken operettefan eller vild med historier om løsagtige, yngre kvinder, der gifter sig med gamle, fede, rige mænd for at slippe væk fra underklassens klamhed. Sådanne historier florerer som svampevækst inden for den lettere opera – og operettelitteratur:  La Boheme, La Traviata og altså Den glade Enke.  Det er uinteressant, gammeldags og kønsdiskriminerende. Derfor ok herfra til at lave historien om og også til at skrive en ny libretto, der desværre indimellem er gumpetung med tryk de forkerte steder, så det bliver fatalt for nydelsen. Men dejligt med danske overtekster til de dansksyngende aktører. Så forstår vi da handlingen!

Men musikken i ”Den glade Enke 2.0” går mange gange i stå, ikke mindst i første del. Der bliver snakket alt for meget med høje skingre og kunstlede operastemmer. Det er synd. I anden del bliver Lehárs partitur suppleret af Aretha Franklins topnummer: ”Respect”, oprindelig skrevet af Otis Redding i 1965 – her sunget af en formidabel Lise Baastrup.  Salen kogte, aftenens største bifald og ligeså bagefter. Men lidt for smart, ikke? Og er det lovligt over for Lehárs gennemkomponerede partitur?

Den glade Enke 2.0. Det Kongelige Teater. Fredrik Bjellsäter. Operaen. 2021. Tegning af Claus Seidel.

Operaafdelingens forpligtelser

Hvad skal Det Kongelige Teaters operaafdeling? Selvfølgelig sælge billetter, men også spille de store klassikere og nyere værker! Under englænderen John Fulljames’ korte virke har operaafdelingen været spillevende, selv om der kun er få solister tilbage og i øvrigt mange indkøbte produktioner. Med en ny politisk aftale skal repertoiret vist være mere ”brugervenligt”, socialdemokratisk m.m. Her passer en omskrevet operette vel – og i øvrigt må teatret nu også spille musicals og dermed indgå i ulig konkurrence med de private producenter, der ofte sætter hus og sommerhus ind som sikkerhed, hver gang der nyproduceres.

Den glade Enke 2.0. Det Kongelige Teater. Operaen. 2021. Pressefoto af Camilla Winther.

Anvendelser af operasangere /skuespillere

Med ”Den glade Enke 2.0” er Holten og co. heldige at have Morten Staugaard, som i dag er baryton/bas på Det Kongelige Teater, men oprindelig uddannet skuespiller. Derfor er det plausibelt og yderst velfungerende med ham som teaterdirektøren, der løber rundt og ligner en mærkelig fortidslevning med ternede bukser, gedebukkeskæg og frisure a la Einstein. Desværre er der ikke meget musik tilbage i hans rolle.  Her overfor står især sopranerne og tenorerne med problemer i de mange talescener. Både Gisela Stille, som enken, og Denice Beck, direktørens kone, er i de to bærende partier fine som sangere, mens deres replikbehandling sætter os årtier tilbage.  Barytonen Palle Knudsen, i rollen som Danni eller Danilo, er til gengæld en fryd at lytte til og se på. Der er styr på det hele, og han får lov at synge ud. Ligeså med Gert Henning-Jensens figur, her en slikket filminstruktør.

Med skuespilleren Lise Baastrup i en ekstra rolle som djøf’eren på teatret bliver afstanden til god skuespilkunst markant. Hun kan sit kram, fylder scenen, når hun som en emsig funktionær skal redde trådene ud og også får sit eget ”moment af fame” med sangen ”Respect”.  Ikke uden grund blev hun premierepublikummets darling. Lidt unfair over for de andre, for der blev knoklet med den tunge tekst og de mange trapper, mens de også skulle have styr på sang og musik.

Den glade Enke 2.0. Det Kongelige Teater. Operaen. 2021. Pressefoto af Camilla Winther.

Tidens behov for underholdning

”Den glade Enke 2.0” er egentlig mere revy end operette, dog med udgangspunkt i Lehárs musik, og titlen burde måske have været ”Den jyske enke”. Der er masser af venlige skub til alle – djøf’ere, journalister, teaterdirektører, filminstruktører, skuespillere og politikere, der dog kun kommer ind via mobiltelefoner. Også jyderne får et par hug og ligeså svineindustrien, mens rederi- og oliebranchen holdes udenfor. Forestillingen er i øvrigt specifikt understøttet af A.P. Møller Fonden, der jo også har doneret hele huset. Man saver ikke den gren over…. Heller ikke tobaksindustrien, skibsfarver, supermarkederne, tyske autofabrikker eller bankvæsenet får hug!

 

Spørgsmålet er, om forestillingen og intentionerne havde fungeret bedre, hvis man havde valgt at lade den satiriske tekst være grundlæggende og overordnet musikken og dermed indforskrevet skuespillere til de bærende roller? Nu bliver det lidt halvhjertet, man genkender diverse personer fra den københavnske kulturverden, men musikken kommer jo i vejen!

Diversitet, diversitet

Det er helt utroligt, hvad der tilsyneladende skal med på scenen af flerkønnede væsener i dag, for at kønspolitiet ikke kommer og skælder ud. Men det er næppe nødvendigt, at førsteelskeren Danilo skal løbe rundt i kilt og siden lang nederdel for at vise hvad?  Og udenom endnu mere. Hvad med de gamle? Hvorfor skal de ikke repræsenteres som en særlig gruppe? Det sælger måske ikke billetter til den ungdom, som det politiske system kræver i tilskuersæderne.

Æstetikken

Scenografisk er det en blandet landhandel. Den intellektuelle Steffen Aarfing, der var med på Kasper Holtens ”Ringen”, har skabt verdens største diskokugle, som dog har mindelser til andre af hans scenografier. Flot er den og skal selvfølgelig satirisere over verdens underholdning etc. og fungerer overraskende godt, når der lukkes op og vises et teater på flere etager. Mindre smuk synes den snoede trappe som teaterfoyer med for meget rødt, selv om den er er fiks til koret, som jo skal placeres. Minder om trappen i Holten og Maja Ravns malmøversion  af ”Rigoletto”.

Den glade Enke 2.0. Det Kongelige Teater. Operaen. 2021. Pressefoto af Camilla Winther.

Men igen, det er ok med inspiration. Kostumerne er lagt i hænderne på Ida Marie Ellekilde, der ellers plejer at være sjov og original hele vejen igennem. Her bliver det lidt for Brantex-agtigt i damernes garderober. Ligeså er der ikke en helstøbt idé, når koret skal illudere teatrets garderobearkiv. Æstetisk rodet, men kunne have været flot. Lidt sjove er to papkassekostumer inspireret af gamle barokstik fra Solkongens tid. Mere af det, og det æstetiske havde været en større glæde.

Dansepigerne i forskelligt outfits fungerer til gengæld, mens deres bevægelser er lovligt vulgære og enstonige.

Den glade Enke 2.0. Det Kongelige Teater. Gert Henning-Jensen.Operaen. 2021. tegning af Claus Seidel.

Konklusion

Det bliver ikke mig der melder forestillingen til hverken operettepolitiet eller kvinfo. For ”Den glade Enke 2.0” får sat teatrets kæmpe maskineri i sving med et velspillende kapel i orkestergraven og hele operaens klaviatur i funktion. Men spørgsmålet om nationalscenens intentioner hænger i luften: er der alvor i løjerne, eller håber teatret blot, at den muntre musik og den ”sjove” gule plakat kan trække publikum til?  Svar udbedes!

Iscenesættelse: Kasper Holten

Assisterende instruktør: Anna Schulin-Zeuthen

Bearbejdelse: Adam Price og Kasper Holten

Sangtekster og dialog: Adam Price

Dirigent: Vincenzo Milletarì

Dirigent: Thomas Bagwell

Scenograf: Steffen Aarfing

Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde

Koreograf: Signe Fabricius

Lysdesign: Ulrik Gad

Videodesign: Luke Halls

Medv.

Lise Baastrup: Nielsen

Morten Staugaard: Zeta

Simon Duus: Zeta

Dénise Beck: Valencienne

Clara Cecilie Tho msen: Valencienne

Gisela Stille: Hanna Glawari

Sine Bundgaard: Hanna Glawari

Palle Knudsen: Danilo

Peter Lodahl: Danilo

Gert Henning-Jensen: Camille

Jens Christian Tvilum: Camille

Bente Eskesen: Bogense

Lise Christensen: Bogense

Det kongelige Kapel, operakor m.fl.

www.kglteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *